dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Corona skandalen
Hele Danmark er hypnotiseret. Alle ”eksperter” diskuterer nullermændene i krogene, mens ingen taler om den proverbielle elefant i lokalet.
Udgivet den. 5. juli 2022
Af Carl Henrik Rørbeck, fraud examiner, journalist og tidl. næstformand i Frihedsbevægelsens Fællesråd
Mette Frederiksen ”vidste ikke”, at det var ulovligt at slå minkene ihjel. Hvilket vil sige, at kommissionen ikke finder det bevist, at hun begik grundlovs (og straffelovs) brud med overlæg. Man har ikke fundet de kompromitterende sms-beskeder, da de blev slettet. Men hvad er der blevet af indiciebeviset? Og hvad med det helt grundlæggende princip, at ukendskab til loven aldrig kan føre til straffrihed eller blot anses for en formildende omstændighed?
Er vores statsminister overhovedet troværdig og værdig for befolkningens tillid mere? Kan hun undskyldes med, at hun ”ikke vidste”, at der skulle lovhjemmel til, før hun kunne destruere et helt erhverv og 17 milliarder kroner? På et endog udokumenteret grundlag? Visse jurister taler om ”periculum in mora”, altså om overhængende fare og nødret. Dette holder bare ikke. Da vi ved fra medicinske ”eksperter”, at den virus-variant, der skulle udgøre faren, ikke var fundet noget steds de sidste halvanden måned inden mink-drabet. For det andet, fordi alle på dette tidspunkt vidste, at Corona ikke udgjorde en reel trussel mod folkesundheden.
I november 2020, hvor ”pandemien” havde ”raset” i 9 måneder, var knap 2.000 82-årige døde MED (og IKKE AF) Corona. For det andet, at når man betænker, at 3.000 ellers sunde og raske mennesker hvert år dør af farlige hospitalsinfektioner, uden at det udløser ekstraordinære forholdsregler og milliard-udgifter, bliver det klart, at der er tale om en disproportionalitet af absolut historiske proportioner. For det tredje, fordi statsministeren aldrig har PÅBERÅBT SIG NØDRETTEN. Man kan ikke påberåbe sig nødretten i bagklogskabens lys.
Det har enhver formodning imod sig, at den hær af ”topjurister”, der omgiver regeringen, ikke skulle have informeret statsministeren om, at det hun foretog sig var dybt ulovligt. Hvis hun da overhovedet kunne være i tvivl.
§ 5. En minister straffes, hvis han/ hun forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.
§ 6. Straffen efter § 5 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.
Stk. 3. Bødestraf fastsættes efter borgerlig straffelovs regler om dagbøder.
Men nu til elefanten.
I marts 2020 besluttede regeringen at lukke landet ned. Det står klart, at nedlukningen – i modsætning til, hvad regeringen forledte befolkningen til at tro – IKKE var anbefalet af sundhedsmyndighederne. Søren Brostrøm FRARÅDEDE i tre breve til Sundhedsministeren de skarpe forholdsregler, som Covids farlighed (dødelighed) og smitsomhed ikke berettigede til.
FBF har opregnet 16 artikler i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, som er krænket med de forholdsregler, som regeringen – mod bedre vidende – foretog.
Menneskerettighederne kan kun krænkes i nødretssituationer. Og ifølge EMRK, den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er gældende dansk ret, skal enhver sådan i nødretten begrundet krænkelse af Menneskerettighederne uopholdeligt indrapporteres og begrundes overfor Europarådet (Artikel 15.)
Det er bare aldrig sket !
En lang række andre lande, herunder tidligere Østbloklande og Sovjetrepublikker, har overholdt denne helt fundamentale regel, men IKKE DEN DANSKE REGERING.
Der er derfor såvel reelt som formelt tale om statsforbrydelse.
Vi kan konkludere, at vi har med en regering – og tildeles et Folketing – at gøre, hvis medlemmer simpelthen er bedøvende ligeglade med alle spilleregler. Om noget er lovligt eller ej kan man altid tvinge en embedsmand i Justitsministeriet eller en juraprofessor til at give sig det ønskede svar på. Jeg tror ikke engang at skiftende Sovjetstyrer efter Stalin var i besiddelse af en sådan magtarrogance.
Og der savnes også historiske eksempler på den mentalitet, som der præger den danske jurist-, embedsmands- og dommerstand, som er så forskræmt for udelukkelse, økonomiske- og andre sanktioner at ingen tør stille sig op og sige, hvad selv menige borgere uden uddannelse opfatter som indlysende: At vi er regeret af et system der holder hånden over forbrydere!