dissensMEDIA – systemkritikernes talerør

Afsløring af Statens strategiske bekæmpelse af frihedskæmpere under Covid-19 – Del 2

Kritikere af statens håndtering af Covid19 stemples med utallige navne. Er det fordi det gør det nemmere at ikke at lytte til kritikken, og at censurere dem? Og er det for at få befolkningen til at opponere mod kritikerne, når de møder dem i virkeligheden? Hvis man ser på hvad det har ført til igennem historien, giver det stof til eftertanke!

Udgivet d.11 juli 2021
af dissensMedia

 Afsløring af Statens strategiske bekæmpelse af frihedskæmpere under Covid-19 (Del 1)

“So authoritarians financially marginalize those who buck the system, they criminalize anti-authoritarianism, they psychopathologize anti-authoritarians, and they market drugs for their “cure”.” — Dr. Bruce Levine “ (1)

(Hvis du ikke har læst Del 1 af denne artikelserie, vil vi anbefale dig at læse den først, da det vil gøre det lettere at forstå denne og de resterende 4 artikler) →

Kær fjende har mange navne

For bare at nævne et par af de etiketter som frihedskæmperne bliver tildelt lige nu pga. deres kritik af Staten: “kriminelle”, “volds parate”, “hooligans”, “ekstremister”, “terrorister”, “egoistiske”, “selvoptagede”, “sikkerhedstrussel”, “konspirationsteoretikere” (en skudsikker klassiker og yndling), “sølvpapirshat”, “paranoid”, “skør”, “anti-vaxxer”, “anti-videnskabelige”, “anti-autoriteter” and the list goes on.

Når tusindevis af anti-autoritære borgere går på gaden for at demonstrere mod deres regerings håndtering af Covid-19, ikke kun i Danmark men over hele verden, er Staten selvfølgelig nødt til at komme med en forklaring på, hvorfor nogle mennesker “afviger” fra det der skildres som “normen”. Med andre ord, så må regeringen sætte ord på, hvorfor nogle borgere nægter at adlyde regeringens befalinger og anfægtninger af regeringens udlægning af Covid-19. For at beskytte troværdigheden omkring Statens eget narrativ og sin egen autoritet som magthaver (hvilket er forudsætningen for at befolkningen adlyder), er Staten nødt til at komme med en forklaring på, hvorfor nogle mennesker nægter at blive vaccineret, hvorfor de opponerer mod Covid-19 restriktioner, hvorfor de demonstrerer imod den nye epidemilov, hvorfor de fastholder at Covid-19 bruges som trojansk hest for et mere totalitært paradigmeskifte etc. Men forklaringen fra Staten må formuleres således at den ikke truer opfattelsen af Statens narrativ, men derimod understøtter det. Samtidig må Staten miskreditere modstandernes opgør tilstrækkeligt meget til, at truslen fra modstanden kan elimineres. På den måde sørger Staten for, at evt. tvivl ikke rettes mod Staten selv, men rettes mod kritikerne:

“It is considered by some governments that if a person does not agree with the views of the state, his sanity must be called into question. Extensive documentation exists on the misuse of psychiatry and psychiatric drugs in the Soviet Union.” — British Medical Association, 1986 (2)

Eftersom den danske Stat kører en international kampagne om at være et demokratisk land med ytringsfrihed, og eftersom denne illusion helst skal bevares, kan der ikke indføres direkte censur af frihedskæmperes holdninger – det ville trods alt være for opsigtsvækkende. For at bevare illusionen om, at disse frihedskæmperne har frihed til at komme med deres kritik, bliver det i stedet nødvendigt at destruere troværdigheden af kritikken ad en anden vej. Det ironiske er, at hvis Danmark virkelig var et demokratisk land med ytringsfrihed, så ville det nok ikke være nødvendigt konstant at påminde befolkningen om det.

Det som i virkeligheden udspiller sig her er “perception management”; en systematisk styring af menneskets måde at forstå og fortolke begivenheder, emner og personer. I disse tider arbejder Staten og medierne meget ihærdigt på at styre befolkningens forståelse af de frihedsbevægelser, som opponerer mod regeringens håndtering af Covid-19, og ikke mindst de tiltag som vedrører vores adfærd og vores bevægelsesfrihed. Målet er at regulere befolkningens adfærd ved at tage kontrol over deres opfattelse af en given situation. Ved at influere og forme befolkningens perception, kan man styre deres adfærd, eftersom vores adfærd og reaktion på en situation er baseret på, hvad vores perception (vores opfattelse) er af den pågældende situation.

Den amerikanske kliniske psykolog, Bruce Levine, har analyseret forholdet mellem den autoritære Stat som kræver ubetinget lydighed fra sin befolkning, og de anti-autoritære medlemmer af befolkningen som anser Staten for at være en illegitim ‘autoritet’, I det tilfælde at Staten bliver afsløret i at føre sin befolkning bag lyset med løgne og forsøg på at undertrykke befolkningen med uretfærdige love. Som det blev nævnt i første del af denne artikelserie, så udgør de anti-autoritære medlemmer af befolkningen en klar trussel mod Staten, som derfor ikke ser anden udvej end at eliminere truslen gennem diverse metoder af miskreditering.

‘Terapi’ og ‘Udslettelse’: to strategier til at miskreditere frihedskæmpere

Sociologerne Peter Berger og Thomas Luckmann analyserer i deres bog “The Social Construction of Reality — A Treatise in the Sociology of Knowledge”, de strategier, som vogtere af status quo (i.e. Staten) tager i brug, når de bliver konfronteret af modstandere som udfordrer deres udlægning af ‘virkeligheden’ og på den måde truer deres agendaer (3). Disse retoriske strategier anvendes specifikt til at miskreditere anti-autoritære frihedskæmpere, som udfordrer Staten:

“Therapy entails the application of conceptual machinery to ensure that actual or potential deviants stay within the institutionalized definitions of reality, or, in other words, to prevent the ‘inhabitants’ from ‘emigrating’.” (4)

‘Terapi’ retter sig altså mod dem, som allerede befinder sig indenfor Statens fold, men som Staten er nødt til at konfrontere for at forhindre, at de bliver overbevist om sandhedsværdien af frihedskæmpernes udsagn og derefter slutter sig til deres sag, hvorved gruppen af frihedskæmpere ville blive større.

‘Udslettelse’, derimod, retter sig mod dem, som befinder sig udenfor Statens fold; de anti-autoritære, som aktivt går imod Staten og som Staten ikke har nogle forhåbninger om kan bringes ind i folden:

“The threat to the social definitions of reality is neutralized by assigning an inferior ontological status, and thereby a not-to-be-taken-seriously cognitive status, to all definitions existing outside the symbolic universe.” (5)

Man kan derfor sige, at ‘terapi’ fungerer som et forsvar, mens ‘udslettelse’ fungerer som et angreb.

Sygeliggørelse af frihedskæmpere

“Historically, professionals such as police and clergy have been utilized to control populations. More recently, mental health professionals have also been used.” — Dr. Bruce Levine (Resisting p.85) (4)

Den ultimative strategi til at tildele politiske modstandere og frihedskæmpere ‘negativ ontologisk status’ gennem ‘udslettelse’ er ved at kategorisere dem som psykisk syge eller på anden vis så ekstremt irrationelle, at deres ord mister al troværdighed. Husk: målet er at sørge for, at anti-autoritære, som udfordrer Staten, ikke skal tages seriøse. En sygeliggørende karakterisering eliminerer enhver form for trovædighed og tillid, som frihedskæmpere forsøger at opbygge til resten af befolkningen, som de forsøger at hjælpe med at forstå sandheden.

Dansk eksempel på anvendelse af Sovjetiske metoder

“If powerful authoritarians could scientifically predict anti-authoritarians through personality typing or genetic testing, they would most certainly try to eliminate them.” — Bruce Levine (6)

Facebook fungerer desværre som et lettilgængeligt våben til at “afkode” anti-autoritæres personlighed og identificere dem ved navn; ikke kun for Staten, men for Statens “guardians” som tilslutter sig det officielle narrativ, og som derfor er mere end glade for at udpege disse “afvigere”.

Bliv medlem for 2 kroner om dagen

Bliv medlem af FBF allerede i dag. Vi har brug for din opbakning til at fortsætte vores arbejde.

Det Sovjetiske styre er efter dets fald blevet kendt for at skille sig af med politiske modstandere, ved at diagnosticere dem som skizofrene og derefter tvangsindlægge dem på psykiatriske afdelinger. Desværre er netop dén metode også ved at gribe om sig i Danmark og den rammer specifikt alle dem, som forsøger at modsige Statens officielle udlægning Covid-19.

Den 21 februar 2021 blev Bettina Petræus anmeldt anonymt til Kalundborg kommune. I anmeldelsen beskyldes hun for at sætte sit barns helbred og mentale tilstand over styr, ved at prioritere sin “alternative” holdning til Covid-19. Den anonyme anmelder har åbenbart holdt øje med Bettina Petræus på Facebook, og hun bliver beskyldt for ikke at kunne tage ordentligt vare på sit eget barn og for at lide af “paranoia” og “vrangforestillinger”. Anmelderen foreslår endda, at Bettina undergår behandling hos en psykolog udelukkende på baggrund af hendes kritiske indstilling til Covid-19 situationen.

Det skræmmende er, at Kalundborg kommune tog anmeldelsen alvorligt og indkaldte Bettina og hendes datter til samtale, hvor datteren blev spurgt om, hun vidste, hvad “konspirationsteorier” er. Så allerede der ser vi, at hvis man giver udtryk for holdninger, der ikke stemmer overens med det officielle statslige narrativ, så er man på forhånd dømt til at være konspirationsteoretiker — hvilket vi jo alle sammen ved, bruges som et synonym for at være “skør”.

Nedenstående billeder er hentet fra Facebook, hvor Bettina Petræus selv har offentliggjort dem. Efter at have læst dem, kontaktede vi hende og bad om hendes tilladelse til at anvende i dem, i denne artikel. Bettina Petræus har givet os både tilladelse til at bruge billederne og til at nævne hende ved navn.

Anmelderen nøjes dog ikke med at beskylde Bettina Petræus for at lide af “paranoia”. Anmelderen beskylder samtlige af de mennesker som følger Bettina Petræus (dvs. private personer i FBF) for at lide af “paranoia, over for det meste af det samfund, vi lever i”. Men en kritik af Regeringens udlægning og håndtering af Covid-19 er ikke en manifestation af paranoia, hvis den kan bekræftes af objektiv videnskab. Derfor praktiserer Staten og sociale medier som Twitter og Facebook så meget censur gennem såkaldt “Fact-Checking”, så det ser ud som om, at kritikken ikke er bakket op af videnskab, men blot er noget, som “paranoide” mennesker har stykket sammen i deres hoved.

Når man læser anmeldelsen mod Bettina Petræus, virker det umiddelbart som noget, man bare kan ryste på hovedet af og grine af, men hvis man ikke ser faren ved det der foreslås, har man ikke tænkt scenariet til ende, da dette blot er første skridt ned ad en meget farlig, og historisk set velkendt og velanvendt vej, da det er en strategi som autoritære og totalitære regimer anvender som deres standard modus operandi, når de skal skille sig af med kritikere som udgør en trussel mod deres magt. Anonyme anmeldelser som den mod Bettina Petræus, er bevis på at Statens og mediernes karakterisering af politiske modstandere som skøre “konspirationsteoretikere”, der udgør en trussel mod befolkningen, virker. Det ville være naivt at underminere, hvilken risiko dette indebærer for konsekvensen af fyldestgørelsen af associationen mellem “konspirationsteoretiker” og “paranoid” og “vrangforestillinger” er, at frihedskæmpere og andre kritikere af Staten, i værste fald kan diagnosticeres med psykiske lidelser og blive tvangsindlagt hvis de er så uheldige at blive tilset af læger og psykiatere, som enten tror på Statens narrativ eller bøjer sig for det.

Hvad mere er, så betyder det ikke alene at der findes personer i den danske befolkning, som oprigtigt tror på at man er psykisk syg, hvis man afviser Statens udlægning og håndtering til Covid-19 og fremlægger holdninger om og dokumentation på, at Covid-19 udnyttes som en mulighed til at indføre strengere overvågning og kontrol af befolkningen under dække af, at det for at beskytte folkesundheden — de er også villige til at anmelde disse personer og derved placere dem i en situation, hvor de i værste fald kan miste forældremyndigheden over deres børn og blive tvangsindlagt i psykiatrien.

Det kan godt være, at det (indtil videre) virker harmløst nok. Mange vil uden tvivl indvende, at det jo bare nogle enkelte personer det drejer sig om, og “konspirationsteoretiker” er jo bare et ord de autoritetstro bruger for at latterliggøre kritikerne. De vil sikkert også mene, at det er latterligt (og paranoidt) at tro at det vil føre til tvangsindlæggelser.

Men historikeren Anne Applebaum, som vandt en Pulitzer pris i 2004, har i mange år studeret forløbet under det Sovjetiske styre, lige fra dets begyndelse med den Russiske Revolution i 1917 og frem til Sovjetunionens fald. I sin bog “Gulag — A History” advarer hun om faren ved at undervurdere retorikkens potentiale til at danne grobund for forbrydelser mod mennesker:

“The creation of concentration camps was actually the final stage of a long proces of dehumanization of these objective enemies — a proces which began, at first, with rhetoric.” (7)

Som Applebaum påpeger, så er retorikken og etiketterne bare det første skridt i eksklusionsprocessen, fordi retorikken former folkets perception af “fjenderne” og træner dem i at se Statens fjender som deres egne fjender. Dette første skridt er forudsætningen for, at Staten kan sikre sig bred opbakning fra befolkningen til at sætte ind over for disse fjender, og enten sørge for at ingen tager dem seriøst, eller bogstaveligt talt skille sig af med dem ved at spærre dem inde på psykiatriske afdelinger ved diagnosticeringer med fabrikerede psykiske lidelser . Dette var præcis den metode som det Sovjetiske styre tog i brug, for at undertrykke deres politiske modstandere. Flere tusinde politiske modstandere blev diagnosticeret som skizofrene og tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, udelukkende på baggrund af hvem de var og de holdninger, de havde.

Sygeliggørelse af politiske modstandere i Sovjetunionen

Efter Sovjetunionens fald har flere forskere klarlagt, at en af metoderne som blev anvendt af Staten til at miskreditere og decideret skille sig af med politiske modstandere, netop var sygeliggørelsen af dem. Gennem et samarbejde mellem den psykiatriske institution og Staten førte misbrug af psykiatrien til, at flere tusinde politiske modstandere blev spærret inde på psykiatriske afdelinger, diagnosticeret med lidelsen “sluggish schizophrenia” (doven schizofreni); en lidelse, der var blevet konstrueret specifikt til at skille sig af med alle dem, som udgjorde en trussel mod regimet:

“Under the influence of an unscrupulous regime the dissensMEDIAervations put forward could serve as a ready means to label as psychotically ill many energetic and capable citizens who were in disagreement with authority…. They allow for psychiatric disposal, without much other justification, of anyone whose social activism is unacceptable to the psychiatrist who believes in the officially approved system.”

— “Political dissent and ‘sluggish schizophrenia in the Soviet Union” — British Medical Journal Vol. 293, № 6548 s.641 (8)

Diagnosen “sluggish schizophrenia” er et text-book eks. på både ‘terapi’ og ‘udslettelse’ idet den både tjente som et forsvar af Styret og som et angreb mod dets modstandere. Diagnosen tilbød således støtterne af Styret en forklaringsramme for den afvigende adfærd, der bekræftede dem i at deres forståelse var den rigtig, samtidig med at den beskyttede Styret mod truslen fra flere modstandere:

“The political abuse of psychiatry in the Soviet Union originated from the concept that persons who opposed the Soviet regime were mentally ill because there was no other logical explanation why one would oppose the best sociopolitical system in the world.

The diagnosis ‘‘sluggish schizophrenia,’’ an old concept further developed by the Moscow School of Psychiatry and in particular by its leader Prof Andrei Snezhnevsky, provided a very handy framework to explain this behavior.” (9)

Diagnosen blev altså fabrikeret specifikt med udgangspunkt i karaktertræk hos de politiske modstandere, så Staten kunne konstruere en skræddersyet mental lidelse som kunne tildele Staten et juridisk belæg for at separere dem fra resten af samfundet, og derved forhindre dem i at gøre modstand samtidig med, at forestillingen om at alle mennesker med forstanden i behold, naturligvis ikke kunne andet end at støtte regimet. De såkaldte symptomer, der blev associeret med diagnosen “sluggish schizophrenia” var “vrangforestillinger vedrørende reformationer (af samfundet)”, at personen “kæmpede stædigt for sandhed” og at personen var “vedholdende” i den kamp.(10)

I artiklen, “Political Abuse of Psychiatry — An Historical Overview | Schizophrenia Bulletin | Oxford Academic (oup.com)” skriver Robert van Voren fra The Global Initiative on Psychiatry i Holland:

“there is an ongoing tension between politics and psychiatry and that the opportunity to use psychiatry as a means to stifle opponents or solve conflicts is an appealing one, not only to dictatorial regimes but also to well-established democratic societies.”

Dr. Bruce Levine’s position er, at psykiatriske diagnoser mod de “ulydige” anvendes som statsledernes strategi, til at bevare og beskytte status quo, ved i stedet at lægge skylden over på dem som modsætter sig Staten; som det er tilfældet med strategien ‘terapi’, så sikrer Staten på den måde at de som er indenfor folden, ikke emigrerer fra Statens udgave af ‘virkeligheden’:

What better way to maintain the status quo than to view inattention, anger, anxiety and depression as biochemical problems of those who are mentally ill rather than normal reactions to an increasingly authoritarian society.” — Dr. Bruce E. Levine (11)

Pointen er at fjerne fokus fra Staten og signalere til befolkningen; “det er ikke os (Staten) og vores system, der er noget galt med — det er de mennesker derovre, der er noget galt med”. Ergo, det signaleres til befolkningen, at den eneste mulige logiske forklaring der kan være på, at nogle mennesker gør modstand mod staten er, at de er psykisk syge. Og som resultat bliver Statens officielle narrativ og indgreb i folks rettigheder forsvaret.

Sygeliggørendes af frihedskæmpere spreder sig og afstanden mellem frihedskæmpere og befolkning bliver større

I amerikansk forskning hersker der en lignende sygeliggøres af de “ulydige” anti-autoritære, som har valgt ikke at overholde Covid-19 restriktionerne. Ligesom i Danmark, afvises enhver mulighed for at de valg er truffet på baggrund af videnskabelig evidens og kritik. I dette tilfælde karakteriseres kritikerne blot som “anti-sociale”, hvilket er betegnelsen for psykopatiske personlighedstræk:

Eric W. Dolan udgav i 2020 artiklen “Psychopathic traits linked to non-compliance with social distancing guidelines amid the coronavirus pandemic” af Eric W. Dolan i PsyPost. Her skildres de “ulydige” som trodser restriktionerne, bogstaveligt som spirrende psykopater som bringer resten af samfundets liv i fare.

Eric W. Dolans artikel er baseret på en undersøgelse, publiceret på PubMed, “Reduced social distancing early in the COVID-19 pandemic is associated with antisocial behaviors in an online United States sample”, hvor forfatterne forklarer kritikernes “ulydighed” med antisociale karaktertræk og dette kædes hurtigt sammen med, hvordan disse mennesker truer alle andres liv:

“Antisocial behaviors cause harm, directly or indirectly, to others’ welfare. The novel coronavirus pandemic has increased the urgency of understanding a specific form of anti-sociality: behaviors that increase risk of disease transmission.[…] coronavirus. These findings suggest that more antisocial individuals may pose health risks to themselves and their community during the COVID-19 pandemic.” (12)

Forfatterne konkluderede, at

“Results showed that frequency of leaving home during the COVID-19 pandemic was associated with overall antisocial tendencies” (13)

Som det foregår i Danmark, er det målet at overbevise den amerikanske befolkningen om, at det ikke er Statens system der er noget galt med … det er “dem” derovre, som der er noget galt med. Og deres mentale og følelsesmæssige tilstand har bragt dem til så irrationel en tilstand, at de ikke kun udgør en fare for sig selv, men også for alle andre. Staten kan på den måde beskytte sin fremlægning af ‘virkeligheden’ ved at påstå, at deres udsagn kun bliver udfordret, afvist og bekæmpet af personer, som er psykisk ustabile og ude af stand til rationel tankegang.

Politisk analytiker, Glenn Greenwald, påpeger, at det er præcis denne dikotomi mellem frihedskæmperne overfor Staten og resten af befolkningen, der er nødvendig for at Statens narrativ kan stå tilbage som vinderen i resten af befolkningens øjne. Han skriver;

“For guardians of the status quo, there is nothing genuinely or fundamentally wrong with the prevailing order and its dominant institutions, which are viewed as just. Therefore, anyone claiming otherwise — especially someone sufficiently motivated by that belief to take radical action — must, by definition, be emotionally unstable and psychologically disabled.

Put another way, there are, broadly speaking, two choices: obedience to institutional authority or radical dissent from it. The first is a sane and valid choice only if the second is crazy and illegitimate… Radical dissent is evidence, even proof, of a severe personality disorder.”

— GLENN GREENWALD, NO PLACE TO HIDE: EDWARD SNOWDEN, THE NSA, AND THE U.S. SURVEILLANCE STATE, 2014 (14)

“Guardians” af status quo er de autoritære personer i befolkningen, som har tillid til Staten og derfor anerkender de politiske ledere som legitime autoriteter, og derfor ikke ser noget problem i at adlyde deres påbud og forbud. De er så autoritetstro, at de ikke engang stiller sætter spørgsmålstegn ved disse “autoriteter”, idet de ikke ser nogen grund til det.

Når der opstilles en så radikal kontrast mellem Statens narrativ og modstandernes narrativ, hvor Staten er de “normale”, de “rationelt tænkende”, dem med “forstanden i behold” og modstanderne er “psykisk syge” og “irrationelle”, så har Statens karakterisering af frihedskæmpere og modstandere, den (fra Statens side) strategiske fordel og deciderede hensigt, at den bekræfter disse “guardians” i, at deres verdensforståelse, deres syn på situationen omkring Covid-19 er det rigtige og dét fastholder dem på lydighedens vej og sikrer, at de ikke “emigrerer” over til frihedskæmperne. Fordi, hvis frihedskæmperne har ret, så betyder det jo, at “the guardians” tager fejl og ikke besidder en korrekt forståelse. Så dét problematiske scenarie som i virkeligheden udspiller sig, er en kamp om hvilken af de parternes verdensbillede, som egentlig repræsenterer sandheden, og som konsekvens af det, påvirker det hvilken vej befolkningen vælger at gå ned ad. Staten har her, udelukkende en interesse i at holde befolkningen på dén vej, der opretholder deres magtposition.

Af samme grund er Staten nødt til at konstruere en distance i personlighed og karakter, mellem frihedskæmperne og “the guardians”, fordi denne opposition mellem de to grupper vil overbevise “the guardians” endnu mere om, at de har sandheden på deres side. Og som konsekvens deraf, vil de støtte og forsvare Staten endnu mere. Hvad de måske ikke er klar over er, at det som “the guardians” i virkeligheden forsøger at beskytte, er deres eget verdensbillede og identitet.

Konsekvensen af sygeliggørelsen  af “ulydige” frihedskæmpere

Regeringens håndtering af Covid-19, og den brede del af den danske befolknings reaktion på denne håndtering, har med al sin tydelighed demonstreret at vi intet har forstået, men at vi kun har dealet med begivenheder som behandlingen af politiske modstandere under det Sovjetiske styre på et meget overfladisk niveau.

Hvis vi havde haft bedre kendskab til de dybereliggende årsager, ville vi som befolkning være bedre udrustet til at kunne genkende de faresignaler, som anmelder fascismens ankomst. Desværre er vi gennem hele vores opvækst, skolegang og gennem medierne blevet lullet i søvn af sukkersøde fortællinger om “demokratiet” og om “frihed”, og om at Staten udelukkende ønsker det bedste for sin befolkning.

Lige nu bliver frihedskæmpernes kritik, ulydighed og modstand mod det officielle “Covid-19 narrativ” og Statens politiske tiltag som begrænser vores frihed, kædet sammen med “konspirationsteorier” og psykologiske problemer som paranoia og vrangforestillinger. Dét betyder, at personer som kritiserer det narrativ, meget hurtigt kan ende med en officiel psykiatrisk diagnose. I bedste fald betyder det en total latterliggørende ugyldiggørelse af frihedskæmpernes troværdighed, men i værste fald kan det betyde tvangsindlæggelse hvis de implicerede personer samtidig karakteriseres som en terrortrussel udelukkende på baggrund af deres holdninger til Covid-19 og Staten. Det var præcis det, der skete under det Sovjetiske styre: politiske modstandere blev indespærret – ikke fordi de havde begået forbrydelser, men udelukkende på grund af deres holdninger og hvem de var — og det er netop dét scenarie, som er ved at udfolde sig nu.

Truslen mod dem som opponerer mod Statens officielle Covid-19 narrativ, bliver nu mere faretruende eftersom opponenternes kritik officielt kategoriseres som “konspirationsteorier” og de figurerer nu specifikt på PET’s liste over terrortrusler. De efterfølgende to artikler omhandler derfor, hvordan frihedskæmpere kriminaliseres og hvorfor det udgør så stor en fare for hele befolkningen, at det bruges til at mobilisere resten af befolkning mod frihedskæmperne.

Referencer

1. Dr. Levine, Bruce E. 2012. “Why are anti-authoritarians diagnosed as mentally ill?” https://www.madinamerica.com/2012/02/why-anti-authoritarians-are-diagnosed-as-mentally-ill/
2. “The torture report: report of a working party of the British Medical Association investigating the involvement of doctors in torture” i “Political dissent and ‘sluggish’ schizophrenia in the Soviet Union”. British Medical Journal 1986 af Greg Wilkinson
3. Berger, Peter & Luckmann, Thomas. 1966. The Social Construction of Reality — A Treatise in the Sociology of Knowledge. Penguin Books
4. Berger, Peter & Luckmann, Thomas. 1966. The Social Construction of Reality — A Treatise in the Sociology of Knowledge. Penguin Books (s.130)
5. Berger, Peter & Luckmann, Thomas. 1966. The Social Construction of Reality — A Treatise in the Sociology of Knowledge. Penguin Books (s.132)
6. Dr. Levine, Bruce E. 2019. “A Psychologist Explains How People Become Anti-authoritatians” (LINK)
7. Applebaum, Anne. 2003. Gulag — A History of the Soviet Camps. Penguin Books (s.21)
8. “Political dissent and ‘sluggish schizophrenia in the Soviet Union” — British Medical Journal Vol. 293, № 6548 (s.641)
9. van Voren, Robert. 2010. “Political Abuse of Psychiatry — An Historical Overview”. Schizophrenia Bulletin vol. 36 no. 1 doi:10.1093/schbul/sbp119 (s.33)
10. van Voren, Robert. 2010. “Political Abuse of Psychiatry — An Historical Overview”. Schizophrenia Bulletin vol. 36 no. 1 doi:10.1093/schbul/sbp119 (s.33)
11. Dr. Levine, Bruce E. 2012. “Why are anti-authoritarians diagnosed as mentally ill?” https://www.madinamerica.com/2012/02/why-anti-authoritarians-are-diagnosed-as-mentally-ill/
12. Katherine O’Connell, Kathryn Berluti, Shawn A Rhoads, Abigail A Marsh “Reduced social distancing early in the COVID-19 pandemic is associated with antisocial behaviors in an online United States sample”. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33412567/
13. Katherine O’Connell, Kathryn Berluti, Shawn A Rhoads, Abigail A Marsh “Reduced social distancing early in the COVID-19 pandemic is associated with antisocial behaviors in an online United States sample”. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33412567/
14. Dr. Levine, Bruce. E. 2018. Resisting Illegitimate Authority — A Thinking Person’s Guide to Being an Anti-Authoritarian — Strategies, Tools and Models AK Press (s.78)

__________________________
>>Tilbage til artikel oversigten<<

__________________________
>>Hvad gør dissensMEDIA? <<
__________________________

>> FBF’s forside <<