dissensMEDIA – respektfuld uenighed
Hvilken rolle har Verdensbanken og det globale netværk i udrulningen af det digitale ID?
Den 22. juni 2022 udgav Center for Human Rights and Global Justice
deres rapport ”Paving a Digital Road to Hell?” Heri afdækker de skyggesiderne ved indførelsen af det digitale ID, som snart vil blive trukket ned over hovedet på os alle. De ser på de dilemmaer, som det skaber og hvilke konsekvenser det har haft i de lande, som på nuværende tidspunkt har implementeret det.
Vi bringer her en forkortet oversættelse, men opfodrer alle til at læse hele rapporten her.
Udgivet den 17. august 2022
Af Stig V. Andersen
Vurdering af fordele og ulemper ved digitale ID-systemer i forhold til menneskerettigheder: Hvor er beviserne?
En ting står klart, når det gælder digitale ID-systemer. Det kan føre til alvorlige brud på menneskerettigheder. Selv dem, der ønsker at implementere dette, anerkender problemet, men synes ikke at være tynget af det.
Men indsamlingen af dokumentation og overvågning af brud på menneskerettigheder mangler stadig i høj grad. Dokumentering af
disse sker oftest af aktivister, journalister og frivillige forskere. I Indien blev Aadhaar´s (red. Den Indiske udgave af ID4D) betydelige indvirkning på mennesker, der lever i fattigdom, kun kendt gennem indsatsen fra forskere, journalister og civilsamfundsorganisationer.
Dette kludetæppe af beviser har vist, at digitale ID-systemer kan føre til en lang række presserende menneskerettighedsspørgsmål, herunder men ikke begrænset til, krænkelse af retten til nationalitet, begrænsning af adgangen til sundhedspleje, fødevarer, sociale ydelser, en lang række bekymringer om privatlivets fred, databeskyttelse, overvågning, cybersikkerhed, og grundlæggende ændringer af modeller for demokrati, samt ændring i relationen imellem stat og borger. De konsekvenser for menneskerettigheder har været alvorlige og irreversible. I Indien, for eksempel, har udelukkelse fra Aadhaar-systemet resulteret i adskillige sultedødsfald og utallige andre eksempler af afsavn, udelukkelse fra samfundet og skade.
Nogle af disse negative påvirkninger er ikke nødvendigvis knyttet til de digitale aspekter af sådanne systemer, men er i stedet manifestationer af underliggende dynamik i social udstødelse, økonomisk ulighed og marginalisering. Enhver form for identifikationssystem har potentiale til at blive brugt på gavnlige og skadelige måder. Digitaliserede identifikationssystemer kan ændre eller forstærke disse indvirkninger og kan også vende hårdt tilkæmpede fremskridt inden for menneskerettigheder.
Andre negative virkninger ser ud til at være et resultat af introduktionen af disse nye digitale teknologier og nye former for design og implementering af ID-systemer. Dette inkluderer brugen af digitaliseret biometri, samt centralisering af data, der skal bruges på platforme til offentlig og privat brug.
I mellemtiden har ID4D-initiativet og andre aktører inden for udvikling af digital identifikation koncentreret sig om at fremhæve de potentielle fordele ved digitalt ID. Digitale identifikationssystemer forventes at skabe en ofte svimlende række af fordele. Dette omfatter etablering af juridiske rettigheder, heriblandt nationalitet eller flygtningestatus, at lette adgangen til offentlige og private tjenester, øget finansiel inklusion, opbygning af regeringskapaciteter og statistikker, åbning af nye muligheder for den private sektor og styring af valg.
Imidlertid er der kun få konkrete beviser, understøttet af streng forskning og systematisk overvågning, der underbygger disse påstande. Ingen ved ikke om disse systemer fungerer. Der mangler stadig basisundersøgelser.
Verdensbanken har selv eksplicit fremhævet nogle af disse bevismæssige huller.
I stedet for beviser kan årsagssammenhængen mellem digitale ID-systemer og efterfølgende fordele forblive antaget, snarere end bevist.
Med henvisning til et nyligt digitalt ID-projekt, som Verdensbanken støtter i Nigeria, hævdede banken, at identifikation kan lette adgangen til sociale velfærds-programmer, juridisk beskyttelse, finansielle ydelser, styrke den politiske deltagelse samt fjerne barrierer for vælgerregistrering.
Men i den forskning fra 2015, der henvises til i fodnoten, der ledsager disse påståede fordele, konkluderede Verdensbanken, at “der skal produceres flere data, der viser hvor mange mennesker, der mangler ID-dokumenter og fødselsattester for at dokumentere graden af fremskridt i ligestilling mellem kønnene på hvert af domænerne ovenfor, idet man erkender, at implikationer af ID4D systemet kan variere. Det er håbet, at efterhånden som mere data og mere dokumentation bliver produceret og indsamlet, vil dette udgøre et solidt grundlag for implementering og anbefalinger.”
I mange tilfælde har disse systemer simpelthen ikke fungeret.
Verdensbankens tidlige indsats for at indføre et biometrisk nationalt ID i Bangladesh var alvorligt forsinket efter manglende gennemførelse af de nødvendige juridiske reformer, og projektet var ude af stand til at nå ud til mere end halvtreds procent af målgruppen.
Korruption og hemmeligt samarbejde resulterede i sidste ende i udelukkelse af Oberthur Technologies SA (Oberthur), et selskab som senere er overtaget af biometrigiganten Idemia.
Samtidig er sådanne nye digitale tiltag ofte lukrative steder for internationale firmaers overskud. Kombinationen af brud på menneskerettigheder og operationelle fejl har betydet, at Verdensbanken simpelthen ikke har et robust bevis på, hvad der har virket, og bestemt ikke nok til at retfærdiggøre farten for implementering.
Disse bevismæssige huller passer ind i en bredere tendens af, at Verdensbanken handler langt fra videnskabeligt i sin indsamling og præsentation af beviser.
Andre observatører har fremhævet problemer, ikke kun med de specifikke metoder, der anvendes af Verdensbanken, men også den vedvarende mangel på investeringer i kvalitetsevalueringer og manglen på robuste cost-benefit-analyser.
I mellemtiden har de seneste kontroverser omkring manipulation af data vist en bekymrende mangel på upartiskhed og stringens.
Nogle af disse spørgsmål har manifesteret sig i arbejdet med digitalt ID, hvor empiriske påstande som, “den unikke Aadhaar”.
identifikationssystem i Indien genererede over 11 milliarder dollars i potentielle besparelser,” har vist sig at hvile på vaklende antagelser.
Vi værdsætter vanskeligheden ved at måle effekten af komplekse og ambitiøse digitale ID-ordninger, især dem, der er knyttet til allerede eksisterende systemer (et forbehold ofte citeret i Verdensbankens publikationer).
En sådan vanskelighed bør dog tages op ved at forsøge mere seriøst at måle virkningen omhyggeligt eller ved åbent at indrømme, hvad de ikke ved.
Den fortsatte usikkerhed kræver også, at vi modstår trangen til kraftigt at investere i og fremskynde utestede, uprøvede systemer på tværs af hele populationer.
Men fortalere for digitalt ID hævder stadig aggressivt, at sammenlignet med papirbaserede alternativer repræsenterer digitale ID-systemer transformative forbedringer og bør opskaleres hurtigt. Med andre ord, sammenlignet med kontrafaktiske scenarier er vi stadig bedre stillet med investeringer i digitale ID-systemer.
Denne holdning ignorerer dog mange af de mange virkelige skader, der allerede opleves af nogle af de mest marginaliserede befolkningsgrupper rundt omkring i verden.
Den ignorerer også de potentielle skader, som sådanne systemer kan føre til i fremtiden.
Dem, der opmuntrer og finansierer den hurtige udrulning af digitale ID-systemer, bærer også et ansvar for at overvåge og dokumentere menneskerettighedspåvirkninger. Menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundsgrupper vil fortsat spille en vigtig rolle i indsamlingen og fremlæggelse af beviser på menneskerettighedsskader. Men sådanne organisationer er allerede i alvorlig mangel på ressourcer og står over for et utal af udfordringer. Det er urealistisk og uagtsomt at tillade, at byrden med at bevise virkningen hovedsageligt falder på civilsamfundet, især i fravær af åben adgang til relevante data om systemdesign og implementering.
Hvordan kommer vi videre herfra og hvad skal der ske?
Det høje tempo, hvormed den digitale ID-dagsorden frembruser, udgør betydelige udfordringer for folk inden for menneskerettighedsbevægelsen og det bredere civilsamfund. Mange organisationer og enkeltpersoner er blevet overrumplet af den hurtige udvikling inden for digitale ID-systemer i deres land eller region. Det er forståeligt, at mange ikke har fulgt tæt med i debatter om digitalt ID og andre former for digital forvaltning, da det indtil for nylig blev betragtet som nichen for specialiserede digitale rettighedsorganisationer. Derudover er det fulde omfang af konsekvenserne, for bredden af menneskerettigheder af sådanne systemer, ofte uklare i de indledende faser og kan tage mange år at få belyst.
Selvom det er vigtigt at indhente denne udvikling, ligger bevisbyrden om fordele og ulemper hos de magtfulde aktører, der er involveret i at promovere, designe og finansiere de digitale ID-systemer. Disse aktører skal være i stand til at bevise at fordele overgår ulemper samt at menneskerettighederne bliver overholdt.
Hvad kan menneskerettighedsforkæmpere og andre aktører gøre?
- Spørg om uafhængige basisundersøgelser: Digitale ID-systemer bliver ofte lovet at øge inklusion og styrke myndiggørelse. Men det er umuligt at verificere sådanne fremskridt uden at have grundigt styr på den nuværende situation. Selv tilsyneladende simple spørgsmål, såsom hvor mange individer i et givet land, der har adgang til en eller flere former for identifikation, er det ikke altid let at svare på. Disse kendsgerninger og tal er afgørende grundlinjer for at vurdere fremtidens succeser eller fiaskoer af nye ID-systemer, og bør vurderes, før man beslutter sig for nyt system.
- Spørg efter cost-benefit-analyser: Mens mange påstår, at de er lavet ved digitale ID-systemer er seriøse cost-benefit-analyser sjældne. Hvis cost-benefit-analyser skal laves ordentligt, skal der foretages en demokratisk vurdering af, om det er fornuftigt at gennemføre et nyt eller udvide et eksisterende digitalt ID-system, og de forskellige omkostninger og fordele skal være grundigt vurderet på forhånd. Der er mange faktorer, der skal tages i betragtning, såsom de oprindelige økonomiske omkostninger ved at designe og bygge et digitalt og biometrisk system, de medfølgende omkostninger ved at investere løbende i ekstra kapacitet til registrering og nødvendige menneskelige ressourcer og den finanspolitiske holdbarhed. Afgørende er de finansielle og ikke-finansielle omkostninger for enkeltpersoner, især dem, der er mest marginaliseret og diskrimineret i en given sammenhæng. Disse skal også overvejes, ligesom konsekvenserne af afhængighed af elektricitet og internetforbindelse og opkrævning af gebyrer i systemet. Andre vigtige faktorer, der skal overvejes, omfatter klimapåvirkninger, leverandør, afhængighed af udenlandske virksomheder, cybersikkerhedsrisici og de involverede alternativomkostninger, blandt mange andre.
- Bed om konsekvensanalyser: Selv med den mest omhyggelige forberedelse bør alle aktører forvente det uventede. Derfor ville det ikke kun være klogt at kræve, at enhver udrulning af nye digitale ID-systemer sker langsomt og forsigtigt, snarere skal påvirkningerne også vurderes grundigt ved hver eneste skridt på vejen.
- I lyset af de skader, der kan opstå fra digitale ID-systemer, som skitseret i denne rapport, er omhyggelig overvejelse og evaluering af effekter afgørende. Bortset fra andre omkostninger og fordele, bør indvirkningen af disse nye systemer på menneskerettigheder være en nøglekomponent i disse vurderinger, helst foretaget af uafhængige og ressourcestærke menneskerettighedsinstitutioner.
Gør det offentligt tilgængeligt
I betragtning af, hvad vi ved i dag om erfaringerne og realiteterne af digitalt ID i et stigende antal lande, især i det globale syd, er behovet for åbenhed og debatten om sådanne systemer klar.
Menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundet bør indgå i debatter og beslutninger omkring digitale ID-systemer i offentligheden. Diskussioner og beslutningstagning bør finde sted i offentlige fora som f.eks. parlamenter og i offentlige medier.
Beslutninger bør overvåges af vagthunde og andre overvågningsmekanismer, regeringer bør sørge for maksimal gennemsigtighed omkring planer og implementering.
Alle relevante fakta og materialer bør være tilgængelige for offentligheden.
Regeringer og internationale organisationer bør være transparente omkring evidensen og de grundlæggende undersøgelser, der driver indførelsen af det aktuelle digitale ID-system.
Organisationer kan bidrage til disse processer og tilskynde til bredere gennemsigtighed ved at vide, hvilke spørgsmål de skal stille og foretage deres egen forskning, hvor det er muligt.
Som denne rapport har gjort klart, har en væsentlig udfordring i forbindelse med den digitale ID-dagsorden været de vanskeligheder, som menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundet oplever, når de skal forstå, hvad der sker, og hvad der præcist bliver promoveret og rullet ud. De følgende spørgsmål kan give en vis vejledning til organisationer om, hvilke typer spørgsmål de skal stille om eksisterende og foreslåede digitale ID-projekter.
Nøglespørgsmål at stille om nationale digitale ID-projekter:
- På hvilket trin i det digitale identifikationssystems udrulningsproces er regeringen?
- Hvorfor argumenterer regeringen for, at der er behov for et nyt eller opgraderet digitalt ID-system?
- Hvilken retlig ramme eller retlig beskyttelse eksisterer allerede?
- Hvilken indflydelse vil nye investeringer i et digitalt ID-system have på det eksisterende cpr-system og vitale statistiksystem?
- Hvilke internationale udviklingsorganisationer er involveret i finansiering, design og opbygning af det digitale ID-system?
- Hvilke private fonde og donorer er involveret i at finansiere eller understøtte aspekter af det nationale ID-system?
- Hvilke private aktører er involveret?
- Hvilke udenlandske regeringer har været involveret i det digitale ID-projekt?
- Hvilke andre individer og civilsamfundsorganisationer skal være engageret i at behandle forskellige aspekter af systemet tilstrækkeligt?
- Hvordan kan sammenlignende og internationale eksempler være med til at understøtte arbejdet?
Vi er alle “stakeholdere”!
Vi har set, at regeringer meget ofte er afhængige af den samme lille gruppe af internationale organisationer, fonde og teknologi-leverandører til strategisk, konceptuel, praktisk og økonomisk støtte til at designe eller opgradere deres nationale digitale ID-systemer. Vi har beskrevet Verdensbankens rolle, og mere specifikt dens ID4D-initiativ. Verdensbanken er kun én aktør inden for et meget bredere globalt netværk af internationale organisationer, fonde, konsulentfirmaer, regeringer og andre enheder som i fællesskab former fremtiden for digitale ID-systemer. Men Verdensbanken har søgt at placere sig selv i centrum af dette netværk og tjener en nøglerolle som en globalt respekteret rådgiver af regeringer ved at legitimere ideer om digitale identifikationsprocesser ved at indkalde det globale netværk og ved at finansiere digitale ID-projekter.
Alligevel er der mange flere interessenter, der har en legitim rolle i disse debatter.
Hundredvis af civilsamfundsorganisationer og eksperter rundt om i verden har allerede arbejdet med spørgsmål relateret til digitale ID-systemer, samt med relaterede spørgsmål omkring flygtninge-ID-systemer, fødselsregistrering og statistisk kapacitet. Atter andre arbejder med lokalsamfund, der er direkte berørt af digitale ID-systemer og på de biometriske og digitale teknologier, der anvendes i disse systemer. Der findes allerede en bred vifte af ekspertise og viden til at hjælpe civilsamfundsorganisationer med at navigere i det nye landskab af digitale ID-systemer. Men det er vigtigt at indse, at i sidste ende har alle en andel i identifikationssystemer, digitalt eller andet, som er afgørende for at genkende enkeltpersoner og udøve deres menneskerettigheder.
Pingback: Begås der lige nu, et globalt offentligt-privat statskup? - Frihedsbevægelsens Fællesråd
Pingback: Ny sikkerhedsbrist i MitID? - Frihedsbevægelsens Fællesråd
Pingback: En hverdag uden MitID? - Frihedsbevægelsens Fællesråd