dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
»Ved du ikke, min søn, med hvor lidt klogskab verden styres«
Nu hvor Covid-19 ikke længere kategoriseres som samfundskritisk sygdom, synes jeg, det er interessant at se tilbage på, hvor slem denne samfundskritiske sygdom egentlig var?
udgivet den 19. juli 2021
af sygeplejerske Alexia Højlund Ottas
26.01.22: Regeringen besluttede, på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen, at Covid-19 ikke længere skulle kategoriseres som en samfundskritiks sygdom gældende efter d. 31. januar 2022. Samtidig ville alle de restriktioner, som var betinget af denne kategorisering, ophøre.
Som mange længe havde forudset, var Covid-19 blevet den femte coronavirus-sygdom med symptomer som ved en almindelig forkølelse.
Nu hvor Covid-19 ikke længere kategoriseres som samfundskritisk sygdom, synes jeg, det er interessant at se tilbage på, hvor slem denne samfundskritiske sygdom egentlig var? Og for at undgå sætninger som:
”Men hvad nu HVIS vi ikke havde lukket ned, hvad så?” Eller ”Hvis ikke vi havde testet som vi gjorde, hvad så?”
Tja, det kan vi jo aldrig med sikkerhed vide, men vi kan få et tydeligt indblik i det, ved at kigge på vores naboland Sverige, som valgte en lettere tilgang til pandemien. Hvis ikke Danmark havde valgt de ekstreme tiltag så som lockdowns, forsamlingsforbud, nedlukning af uddannelsesinstitutioner, haft mundbindskrav og krævet masse testning – hvad ville der så være sket i Danmark? Hvor mange ville have været døde af Covid-19?
Hvis vi ønsker at forstå, hvor dødelig pandemien var, så er den bedste metrik at se på den samlede dødelighed. Det er den eneste metrik, der ikke let kan manipuleres. “Covid19-dødsfald” er ikke en god metrik, fordi den er åben for fortolkning. Forskellige læger, forskellige hospitaler og forskellige lande definerer Covid19-dødsfald forskelligt. Og ofte i officiel statistik defineres “dødsfald med Covid19” (dvs. dødsfald af andre årsager, men hvor personen tilfældigvis har haft covid eller en positiv covid-test) som “Covid19-dødsfald”, hvilket gør det svært at bedømme, hvor dødelig sygdommen reelt set er.
Hvad kan vi så se ud fra de svenske tal?
( https://twitter.com/HaroldofWorld )
Vi ser en gradvist faldende, overordnet dødelighed over en periode på tredive år fra omkring 1.100 dødsfald pr. 100.000 i begyndelsen af 1990’erne ned til et gennemsnit på omkring 900 dødsfald pr. 100.000 i løbet af de sidste fem år. Dette fald skyldes mest sandsynligt, at den forventede levealder i Sverige er steget markant i løbet af trediveårsperioden fra 78 år i 1991 til 83 år i dag.
Dernæst ser vi en usædvanlig lav overordnet dødelighed i 2019. Dette gjorde Sverige “moden” til et dårligere år end gennemsnittet i 2020 blot på grund af det simple faktum, at et år med lavere dødelighed end gennemsnittet normalt efterfølges af et år med højere dødelighed end gennemsnittet – et år med lavere dødelighed end gennemsnittet betyder, at der er flere meget skrøbelige mennesker på randen til at dø i begyndelsen af det næste år. Det kan vi se på grafen ovenfor. Så 2020 ville uundgåeligt have en lidt højere dødelighed end gennemsnittet.
I 2020 ses imidlertid en effekt af pandemien (i kombination med den forventede dødelighed lidt højere end gennemsnittet) med en samlet dødelighed på ca. 945 pr. 100.000 mennesker sammenlignet med gennemsnittet for de foregående fem år, hvilket er 900 pr. 100.000 mennesker. Så i 2020 var der 45 flere dødsfald pr. 100.000 mennesker sammenlignet med gennemsnittet for de foregående fem år. Dette svarer til omkring 4.600 mennesker. Det betyder, at pandemien, efterfulgt af et år med usædvanlig lav dødelighed resulterede i, at der i 2020 var en samlet overdødelighed på ca. 4.600 dødsfald, hvilket modsvarer 0,04 % af Sveriges befolkning.
Hvad kan vi konkludere ud fra ovenstående?
Ja, der var et lille bump i dødeligheden i 2020 på grund af Covid-19, men den var ret lille. Det betyder ikke, at Covid-19 ikke kan være en alvorlig sygdom for visse dele af befolkningen, men alle påstande om, at det var en farlig pandemi, på linje med den spanske syge, blev tydeligvis massivt overdrevet af både regeringer og medier. Det bliver især tydeligt, når vi ser på 2021. Som det fremgår af grafen ovenfor, var der ingen overdødelighed overhovedet i 2021. Faktisk var 2021 det næstmindste dødelige år i svensk historie! Dette på trods af, at officielle statistikker viser yderligere 6.000 dødsfald med/af Covid-19 i Sverige i 2021. Derfor kan der konkluderes at de fleste af disse 6.000 ”Covid19-dødsfald” døde “med” snarere end “af” Covid-19, dvs. de fleste var så tæt på døden, at de alligevel ville være døde i 2021, af hvilken som helst anden infektion, såsom f.eks. lungebetændelse eller influenza.
Så hvor mange har vi ”reddet” i Danmark med vores nedlukninger og massetest?
Allerede i 2020 offentliggør SSI på deres hjemmeside at Covid-19 ligner risikofaktorerne man kender fra andre sygdomme:
Gennemsnitsalderen på patienter, der er døde med Covid-19, er på 82 år. Dermed er den lige så høj som den gennemsnitlige alder blandt danskere, der dør i al almindelighed, forklarer professor, DMSc, ph.d. Anton Pottegård, Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet.
”Det betyder selvfølgelig ikke, at disse personer ikke godt kunne have levet noget længere, hvis de ikke havde mødt Covid-19. Men risikofaktorerne for et alvorligt Covid-19 forløb ligner meget risikofaktorerne for influenza og lungebetændelse. Infektioner, som i forvejen er kendte og meget hyppige dødsårsager blandt ældre, skrøbelige danskere, f.eks. på plejehjem,” siger Anton Pottegård.
I 2021 korrigerede Statens Serum Institut de oprindelige 80 procent til hele 91 procent af alle coronarelaterede dødsfald i Danmark er forbundet med en såkaldt komorbiditet, altså at de afdøde havde en eller flere underliggende sygdomme.
De 91 pct. for komorbiditet er stadig gældende i dag, i deres ugentlige opgørelser.
Så hvis man ser på den overordnede dødelighedsstatistik og ser antallet af mennesker, der rent faktisk døde, står det klart, at Sverige var det land, der reagerede mest fornuftigt på pandemien – med tiltag, der respekterede svenskernes frihed og rettigheder – det vi hidtil har brystet os af, og kaldt vestlige værdier’. I modsætning til Sverige gik de fleste lande i verden i panik, og kopierede den kinesiske måde at håndtere pandemien på – Kina, som har et totalitært styre, der er kendt for at krænke befolkningens rettigheder, hvilket vi normalt fordømmer og tager skarp afstand fra.
Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell udtrykte både internt og eksternt, at »verden var blevet gal« med sin nedlukning. Her i Danmark handlede vi i panik. Ovenikøbet pålagde vi vores børn ansvaret for deres bedsteforældres helbred. Vi lukkede alle skoler og sendte børnene hjem på trods af, at der ingen evidens var for, at skolebørn bidrog målbart til smitten – igen uden at overveje konsekvenserne i forhold til børnenes trivsel. Da vi åbnede skolerne igen, testede vi alle børn på skolerne, endda små børn helt ned til første klasse to gange om ugen, og for hvis skyld? Børnene blev ikke syge af sygdommen, det vidste vi. Hvilke psykiske konsekvenser det kunne indebære for børn at blive testet, og dermed blive dømt ude eller inde, blev ikke taget med i betragtning. I Sverige forblev skolerne åbne, børn gik til fritidsaktiviteter, og de blev ikke udsat for testning. De svenske børn blev altså ikke, som de danske børn, udsat for de voksnes patologiske angst.
Når man sammenligner Sverige med Danmark, i hele pandemiens varighed (2020-2021), ses der ikke en overdødelighed i Sverige. Danmark og Sverige har klaret sig fuldstændig ens. Derfor kan vi ikke konkludere andet, end at nedlukninger og test absolut ingen effekt har haft på dødeligheden. Så til spørgsmålene: ”Men hvad nu HVIS vi ikke havde lukket ned, hvad så?” Eller ”Hvis ikke vi havde testet som vi gjorde, hvad så”. Kan jeg kun svare: ”Nedlukninger og massetest har absolut ingen målbar effekt haft. Alle restriktioner har været forgæves og endnu værre; traumerne, vi har efterladt i vores børn, er helt utilgivelige!”
Så set med danske øjne kan det på den baggrund virke næsten som en parodi at stifte bekendtskab med den mail, der blev sendt fra svenske epidemiologis grand old man, Johan Gieseckeb til Anders Tegnell dagen efter nedlukningerne i Danmark og Norge. Giesecke skrev først på latin og gentog derefter med svensk oversættelse, for at være helt sikker på, at Tegnell forstod pointen:
»Ved du ikke, min søn, med hvor lidt klogskab verden styres«
Læs også relaterede artikler:
Kun en alders gruppe har gavn af Covid-19-vaccinerne, ifølge data fra den Svenske Lægemiddelstyrelse