Transparency International – Åbent brev nr. 2

Skærmbillede 2022-08-02 kl. 12.15.25

ÅBENT BREV TIL TRANSPARENCY INTERNATIONAL, 2. DEL

Transparency International Danmark er den danske afdeling af den globale, partipolitisk uafhængige NGO (TI), hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse overalt i verden.

 

Udgivet den 2. August 2022.
Af Carl Henrik Rørbeck
fraud examiner, journalist
Næstformand, Frihedsbevægelsens Fællesråd

Det følgende er en gengivelse af 2. åbne brev sendt til Transparency International – Første brev kan læses her https://fbf.one/transparency-international-aabent-brev-nr-1/

 

Jeg vil indlede med at gentage, at påvisningen af faktiske betalinger / ydelser ikke er det, man bør koncentrere sig om i bekæmpelsen af korruption i et moderne sofistikeret samfund, men derimod forekomsten af handlinger, der strider mod de interesser, som de pågældende, dvs. embedsmænd, politikere og forretningsfolk er sat til at varetage. Meget få vil bevidst og systematisk foretage en handling eller en undladelse, der er i strid med de interesser, vedkommende formelt varetager, uden at modtage noget retur. Disse modydelser kan være skjulte (kryptovaluta, oversøiske bankkonti, ikke-sporbare værdier såsom ædelmetal, kostbare kunstgenstande og antikviteter m.m.) dels kan de være meget komplicerede (f.eks. insider børsinformationer, 3-,4- og 5-kantshandeler, store rabatter ydet af 3. eller 4. mand osv. osv.)

Teleselskaber

I en lang række sammenhænge ser myndighederne igennem fingre med en systematisk retsstridig virksomhed fra forskellige firmaers side. Forbrugermyndighederne vil vide, at alle teleselskaber overfakturerer deres kunder systematisk. Men ingen ønsker at benytte den ringeste del af de enorme offentlige ressourcer til at stoppe denne trafik. Hvorfor?

Huslejer

Det samme gælder på boligområdet – nærmere bestemt markedet for lejeboliger. Her har en lang række plattenslagere – mange af dem med betydelige ejendomsporteføljer – siden 90’erne svindlet systematisk med den omkostningsbestemte husleje.  Den socialdemokratiske regering så igennem fingre med det. Man mente måske, at lejeniveauet var en smule for lavt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen lovede under valgkampen, i 2001, at man ikke ville give huslejerne fri. Det var sikkert i erkendelse af 1) At der ville være overhængende fare for, at han kunne tabe valget på det spørgsmål, 2) Der ville opstå kaos og alvorlig social uro. Den borgerlige regering nedlagde dog straks ved sin tiltrædelse Boligministeriet. Det var et signal, der blev hørt. Samtidig gennemførtes en lovgivning, der gennemhullede den beskyttelse, lejere i dette land har nydt siden 30’erne. Huslejerne eksploderede – især i storbyerne. Det er blevet påvist gennem en undersøgelse af firmaet Lånio, at huslejerne er steget med 6 gange pristallet siden 2. Verdenskrig, heraf de 5 gange siden midten af 80’erne. Det havde naturligvis ikke været muligt, hvis lovgivningen havde været overholdt; hvis der havde været en blot ubetydelig grad af offentlig kontrol med sektoren.

Ingen kan påstå, at denne udvikling har været i samfundets videre interesse. Det har gavnet nogle få hundrede individer (og nogle banker, som har fået et stærkt udvidet marked for ejendomsbelåning) samt statskassen, der kan inkassere enorme ejendomsskatter som følge af prisstigninger på udlejningsejendomme, hvis værdi er en lineær funktion af lejeindtægten.

Men jeg har foretaget en beregning der viser, at 43% af husstandene i Danmark, der bor til leje, betaler ca. 160 milliarder kr. mere om året i leje, end de ville have gjort, dersom lejerne havde fulgt pristallet siden 1985. De samfundsøkonomiske konsekvenser er gigantiske. En meget stor del af dette beløb ville være blevet kanaliseret ud i et aktivitets- og jobskabende forbrug, som ville have skabt både vækst og velstand – og også større indtægter for statskassen, end de øgede ejendomsskatter har genereret.

På markedet for erhvervslejemål har udviklingen været ligeså uheldig. Markedet blev afreguleret i 1987, hvor den maksimalt tilladte leje var 1500 kr. pr. m2. I dag betales der rask væk 6.000 kr. for de bedste lejemål PLUS en procentdel af omsætningen. Dette har forvredet konkurrencen stærkt til fordel for de store detailkæder, der dels kan forhandle sig til langt bedre lejevilkår, dels har kapital til at opføre deres egne butikskomplekser. Konsekvenserne har været omfattende butiksdød, øget arbejdsløshed og højere detailpriser.

Dette er ikke resultatet af ”ideologiske” skift i det politiske miljø. Hvis det var resultatet af en ”frit-marked-politik” burde man have sikret en fri tilgang på supply-siden. Man har gjort det modsatte. Byggeriet af boliger har hele tiden været holdt i underkanten af efterspørgslen – politisk – og udenlandske kæders ønsker om byggegrunde er blevet afvist af – bl.a. – Miljøministeriet. (Wallmart og LIDL.)

Hvordan diverse politikere er blevet aflønnet for deres tjenester til ejendomsbesidderne vil formentlig aldrig blive afklaret, men der er helt sikkert samlet tale om forsvindende beløb i forhold til de stærkt øgede profitter, som denne politiske styring har genereret. Billige lejligheder, lukrative byttehandler, lejligheder til slægtninge, bestyrelsesposter, osv.

Svindel på internettet

For at dæmme op for det enorme misbrug af betalingskort på internettet, hvor diverse uhæderlige vendors trækker forkerte beløb, opbevarer betalingsdata uden samtykke og foretager yderligere hævninger, har man bestemt, at alle hævninger skal godkendes med NemID. Problemet er bare, at dette ikke gælder, hvis man har tegnet et ”abonnement” – og det er netop den måde svindelen foregår på. Ganske uafvidende har man tegnet et ”abonnement”, hver gang man køber en ydelse eller vare på nettet – og den næste betaling er ikke omfattet af den attraktive ”rabat”, som fik én til at købe produktet i første omgang – hvis man protesterer, har bankerne nu indført et ”gebyr” på 500 kr. for klager, som man KUN får refunderet, hvis man får medhold. Den uhæderlige vendor sender et – falsk – screen-dump til banken, der viser at man har tegnet abonnement. Banken afgør derefter tvisten til vendors fordel og scorer selv et gebyr på 500 kr, idet kun meget få kunder kender til Betalingstjenestelovens § 61 og 57.

Jeg har talrige gange gjort Forbrugerombudsmanden og Folketingets Retsudvalg opmærksom herpå, uden at det har haft den ringeste effekt. Lobbyisme eller korruption? De etablerede (større) virksomheder svindler videre på kraft, og bankerne snupper en bid af kagen.

Korruption i kommunerne

Et fænomen, der er uløseligt forbundet med korruption er nepotisme. En analyse foretaget af HK i 2013 viser, at op mod 40% af stillingsbesættelserne i kommunerne sker gennem ”netværk” og personlige bekendtskaber.

https://www.avisen.dk/vennetjenester-det-bruger-vi-ikke-i-kommunen_205885.aspx

https://www.avisen.dk/krisetrend-chefer-ansaetter-vennerne_205662.aspx

Hvis stillingerne bliver slået op, hvad de i mange tilfælde ikke gør, er det ofte på skrømt: Medarbejderen er allerede valgt. Og benyttelsen af ”netværk” rækker i særdeleshed ud i den skov af virksomheder, der på forskellig vis betjener kommunerne. Køb af ydelser og varer sker ofte ikke efter de principper,  der er gældende i hele EU. Jeg skal i det følgende beskæftige mig med to særligt ømtålelige og betændte områder, Hvor et samspil af kommunal korruption, ufattelig dårlig lovgivning, politisk pres samt domstolenes tilsidesættelse af basale retsstatsprincipper har forringet retssikkerheden for borgerne til et niveau, man kender fra de værste diktaturstater.

(Tvangs) anbringelser af børn uden for hjemmet

Jeg vil her overlade ordet til en ekspert på området, advokat Hanne Ziebe, som med eksempler og henvisninger beskriver de horrible retstilstande på området.

https://pov.international/udhulet-retssikkerhed-tvangsanbringelser/

Artiklen er skrevet, inden en whistleblower fra Ankestyrelsen, som har deltaget i mere end 800 afgørelser, i Radio 24/7 kunne meddele, at instruksen i Ankestyrelsen går ud på, at de kommunale afgørelser er korrekte, til trods for, at Ankestyrelsens egne undersøgelser fra 2014 og frem har afsløret, at der begås fejl i op til 80% af afgørelserne i kommunerne.

https://app.listentonews.com/audio_clips/281166

Men hvad har det så med korruption at gøre? Jo, det har ganske meget med korruption at gøre. Anbringelse uden for hjemmet er nemlig en gigantisk industri. 14.000 børn er anbragt uden for hjemmet. Det samlede vederlag for anbringelse svinger mellem ca. 25.000 pr. måned og op til 100.000, hvis barnet f.eks. har en diagnose som ADHD. Da det fortrinsvis er børn med problemer af en eller anden art, der anbringes udenfor hjemmet, kan man måske forsigtigt skønne, at det er en industri, der omsætter omkring en milliard. Der er næppe nogen tvivl om, at der ”handles” med disse tvivlsomme diagnoser.

Selv om det endnu ikke er sket, annoncerede den nuværende Børne- og  Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, i 2018, at det var den kommende socialdemokratiske regerings agt at øge tallet af anbragte udenfor hjemmet med mindst 50.000, svarende til en forøgelse af industriens omsætning med ca. 3 milliarder. Hvornår denne plan kan forventes iværksat vides ikke.

Det væsentlige i denne forbindelse er, at en hel del politikere og embedsmænd er sovset ind i denne industri, idet de enten er plejeforældre (Pernille Rosenkrantz – Theil har selv med sin mand været plejeforældre) eller de har poster i eller på anden måde interesser i de institutioner, hvor børnene anbringes.

Hjemløshed

Hjemløshed er på samme måde blevet til en industri, hvis formål IKKE er hjemløshedens afskaffelse, men at skaffe indtægter til en række institutioner, der lever af at sælge ydelser til det offentlige på hjemløse-området. Der er officielt ca. 10.000 hjemløse i Danmark, men det reelle tal er måske 50% højere eller mere. Der findes ca. 2.000 herbergs pladser. En hjemløs betaler selv 3-4.000 kr. pr. måned for et værelse på 8-15 m2. Værelserne har ikke bad og toilet, disse faciliteter deles med 20-30 andre. Den hjemløse har ingen lejekontrakt; lejeforholdet er udtrykkeligt udtaget fra lejelovens bestemmelser, og en hjemløs kan bortvises med en halv times varsel. En ”problemfri” hjemløs – en hjemløs uden psykiske eller misbrugsproblemer – betaler det offentlige ca. 40.000 kr. pr. måned til herberget for i tilskud! En ”problematisk” hjemløs – en hjemløs der har psykiske problemer eller misbrugsproblemer eller begge dele får herberget op til 85.000 i til tilskud pr. måned. Da der er konstant mangel på herbergs pladser, er der altså ikke tale om et ”frit marked”. Vi kan konstatere, at industriens omsætning her ligger på mellem 1 og 2 milliarder.

Igen har vi at gøre med virksomheder, der er organiseret som foreninger eller selvejende institutioner uden regnskabspligt. I mange tilfælde drives de af nuværende eller tidligere kommunale embedsmænd. En af de større organisationer, ”We-Shelter”, har en embedsmand fra Københavns Kommune som bestyrelsesformand. Foreningens regnskaber, som er offentliggjort for 2017 og 2018, giver på ingen måde et retvisende forhold af økonomien.

Benyttelsen af konsulenter i det offentlige

De officielle tal, der kommer fra regeringen, hænger ikke sammen med de oplysninger, man i øvrigt kan indsamle. Der benyttes i store dele af den statslige og kommunale administration et EKSORBITANT beløb på konsulentbistand. Kun i meget få tilfælde er det specificeret, hvori denne bistand består.

I 2018 kom det frem, at Rigspolitiet i løbet af 3 år havde købt konsulentbistand for 10,5 milliarder kroner. Dette skal ses i forhold til det samlede årlige budget, som er ca. 10 milliarder. På 3 år brugte politiet altså mere end en tredjedel af det samlede budget til konsulenter. Det er ikke oplyst, hvilke opgaver disse konsulenter har løst. Det må i allerhøjeste grad undre, at en organisation med mere end 10.000 ansatte ikke råder over personel, der kan løse de nødvendige opgaver.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/var-det-vennetjenester-rigspolitiet-kan-ikke-redegoere-25-milliarder

De ca. 2,5 milliarder ses ifølge en rapport fra PWC ikke at have været i udbud. Videre står der i rapporten, at ”der kan være eksempler på konsulenter, som har fået penge for ydelser, de ikke har udført. Revisionsfirmaet udelukker ikke dette, fordi Rigspolitiet i nogle tilfælde ikke har formået at fremlægge dokumentation for en række konsulentopgaver. Derfor kan det ikke udelukkes, at ‘politiet kan have betalt for ydelser, som ikke er modtaget’.”

En skandale af dette omfang burde i et retssamfund have ført til Rigspolitichefens og andre ledende medarbejderes afgang. Det er ikke sket. Så mink-skandalen bygger videre på et allerede eksisterende fundament.

 

Korruption i retssystemet

Også her kan det være noget nær umuligt at påvise, at enkelte afgørelser er fremkommet som et resultat af bestikkelse. Men en lang række forhold peger på, at det sandsynligvis er tilfældet; herunder ikke mindst det fuldstændige fravær af kontrol med dommeres arbejde og kvaliteten af samme.

I det civile retssystem er der voldsomme problemer, men det hører man sjældent om. Også her er der -som i det strafferetslige system – en gigantisk social og økonomisk slagside, når borgere møder virksomhederne. For det første kan virksomhederne både trække moms og nettosalær fra, så skatteborgerne betaler halvdelen af gildet, når virksomhederne undtagelsesvis taber. Borgerne skal have hver en krone op af egen lomme, hvis de ikke kan få deres retshjælpsforsikring til at punge ud. Og det bliver sværere og sværere. Og selv om borgeren VINDER – så taber han alligevel. For Retten tilkender helt rutinemæssigt ikke mere i omkostninger end ca. halvdelen af, hvad borgeren skal betale sin advokat. Og forsikringsselskaberne vil ikke dække mere end det, Retten tilkender. Så uanset om man taber eller vinder er man solgt til stanglakrids. Man hænger på halvdelen af regningen, selv om man er forsikret.

Jeg kender et grelt eksempel. En ven, der er forretningsmand, er kommet for skade at fornærme en af Danmarks milliardærer ved at forlange betaling for sit arbejde. Følgelig har milliardæren stævnet ham nøjagtig 105 gange siden 2014. Min ven har vundet de 104 af disse sager. Men han hænger selv på den del af regningen, der ikke er dække af de tilkendte omkostninger, da søgsmålene ikke vedrører hans forretning. Det er 3 millioner. Det er utroligt, at retssystemet tillader denne grove chikane.

Et andet meget stort problem er, at dommere stort set ikke kan fjernes. Uanset hvor vanvittige deres domme er, kan de ikke fjernes eller straffes; man kan kun forbigå dem ved forfremmelse. Den Særlige Klageret, som er det organ der KAN afsætte dommere, dømte fra 2011 til 2015 4 dommere, som alle fik en irettesættelse. Til sammenligning modtog Retten i dette tidsrum gennemsnitligt 75 klager pr. år. Fra B.T.:

Hos Den Særlige Klageret, der er en afdeling under Højesteret, som behandler klagerne mod dommere, modtager man hvert år ca. 75 klager over dommere.

– Klagen bliver så behandlet som andre retssager, altså med høring af parterne. Dog foregår sagsbehandlingen kun skriftligt, siger administrationschef i Højesteret Lisa Rising.

Som antallet af domme også afspejler, så er det uhyre sjældent, at dommerne dømmes.

– Ja, det sker meget få gange. Og faktisk har vi jo også, som de eneste, muligheden for at afskedige en dommer, men jeg kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket, siger hun.”

Begrebet retssikkerhed er defineret som forudsigeligheden af éns retsstilling; altså med hvor stor sandsynlighed der dømmes efter loven og i henhold til de objektive kendsgerninger. Ét tegn på, at der er noget HELT galt findes i det forhold, at der for 30 år siden i næsten enhver kontrakt eller aftale mellem to virksomheder fandtes en paragraf (den sidste), der lød nogenlunde sådan her: ”Enhver tvist vedrørende nærværende aftale skal, dersom den ikke kan løses ved forhandling, indbringes for Sø- og Handelsretten i København.” Sådanne bestemmelser findes stort set aldrig i kontrakter der indgås i dag.

Det skyldes ganske enkelt, at retssikkerheden af virksomhederne opfattes som meget ringe for ikke at sige noget nær 0. Det er ikke til at forudsige, hvad en mere eller mindre inkompetent byrets- eller landsdommer, der ikke ved hvad der er op og ned på et regnskab, kan få ud af selv en mindre kompliceret sag, og erhvervsadvokater er dyre. Derfor er der stort set altid en voldgiftsbestemmelse i nutidige kontrakter, hvor voldgiftsdommerne er udpeget på forhånd. Disse voldgiftsdommere er for måske 80%’s vedkommende Lands- eller Højesteretsdommere, der for manges vedkommende tjener betydeligt mere som voldgiftsmænd end de får i løn af staten for at passe deres arbejde.

Er der nogen, der tror, at disse dommere erklærer sig inhabile, hvis de skal dømme i sager, hvor deres voldgiftskunder er part? Så tro om igen. Er der nogen der tror, at de kan være upartiske i sådanne sager? Så er de meget naive. Der er en stadig stærkere tendens til, at dommere udviser en mindre reflekteret følgagtighed i forhold til det offentliges og store virksomheders interesser. Politiske trends spiller en betydelig rolle i retssystemet. Dommerne ved, hvad der forventes af dem for at opnå forfremmelse. Dommere, der afsiger totalt retsstridige domme retsforfølges ikke og fjernes ikke; eller i hvert fald sker det stort set aldrig.

Det er så grelt, at der nu er opstået en voldgifts- industri. ”Voldgifts-institutter” tilbyder retslige ydelser, der er langt mere kostbare end en almindelig retssag. Herved stilles borgere, der indgår kontrakter, der indeholder voldgiftsbestemmelser, uafvidende ENDNU ringere, en tilfældet er i retssystemet. Hvor sygt er det, at retssystemet er så ringe, at der opstår et privat, konkurrerende retssystem? Hvilke garantier har borgerne for, at deres sager behandles og pådømmes efter loven, og hvilke sanktioner rammes voldgiftsdommere af, hvis det IKKE sker?

Jeg, der har benyttet retssystemet i henved 40 år, har i dag den opfattelse, at 90% af dommerne sætter sig ned og vurderer, hvilken af parterne, der har flest penge. Så træffer de en afgørelse til denne parts fordel. Og SÅ finder de en eller anden søgt begrundelse – de såkaldte præmisser –  for den afgørelse de har truffet.

Et eksempel på en ekstremt oprørende afgørelse i Østre Landsret er en kendelse fra 2019. Her omstøder Landsretten en afgørelse fra Roskilde ret, som mente at en rente (ÅOP) på 759% var for høj. Landsretten mente derimod ikke, at den var i strid med Kreditaftalelovens § 22. Men hvad med Straffelovens § 282 ??

https://www.tv2fyn.dk/fyn/ny-afgorelse-759-procents-lanerente-er-lovlig

 ”For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for”

Efter min opfattelse er 759% i ÅOP så indlysende åger. Man behøver overhovedet ikke at skæve til Kreditaftaleloven. Straffelovens § 282 er i kraft. Hvis man går tilbage i domssamlingerne kan man dog se, at de sidste domme for åger er afsagt midt i 80’erne. Her fik personer, der lånte penge ud til 200% i rente mellem 6 og 12 måneders ubetinget fængsel. Og renten var dengang tæt på 20. I 2019 var den tæt på 0. Hvad i alverden forgår der oppe i hovedet på sådan nogle dommere? Jeg mener, at DOMMERNE har gjort sig skyldigt I noget strafbart – de har ikke dømt efter loven. Og dem, der låner ud til 759% burde have mindst 5 år i skyggen og fradømmes retten til at drive virksomhed for bestandigt.

Men der er også et lille solstrejf i forlængelse af historien. Dommen blev nemlig anledning til,, at der indførtes et renteloft (ÅOP-loft) på 35%.

I nogen tilfælde træffes disse afgørelser måske på forventet efterbevilling – dommerne vil gerne indynde sig hos de store selskaber, i ovennævnte tilfælde bankerne.

I en anden sag, som handlede om et bortkommet gældsbrev, gjorde skyldner, der var helt bekendt med indholdet af Gældsbrevslovens § 21, efter hvilket man kan begære det originale gældsbrev udleveret, og følgelig ikke behøver at betale, før det ligger på bordet, gældende, at han gerne ville betale, men ikke før han fik gældsbrevet udleveret. Det er helt i overensstemmelse med en flere hundrede år gammel retspraksis.  Men Østre Landsret mente, at LIGE PRÆCIS DET gældsbrev, som man altså ikke kendte udseendet af, ikke kunne være omfattet af bestemmelsen. Og det var ikke noget, man fandt anledning til at begrunde, sådan som det fordres i Retsplejelovens § 218.

Næstved Retskreds er en af de mest betændte i Danmark. Jeg har kendskab til et hav af overgreb i denne retskreds, og jeg skal kort beskrive ét som jeg har et særligt kendskab til. Det er almindeligt kendt, at advokater bestjæler konkursboer fuldstændig skamløst. Boje Nielsens konkursbo er det klassiske eksempel, hvor kreditorerne berigede sig fuldstændig hæmningsløst til hele Danmarks store forargelse.

Hvad der er knapt så kendt er at det samme er tilfældet med dødsboer – især hvis de efterladte er ressourcesvage og ikke har kyndig juridisk bistand. Et rystende eksempel fra Næstved Ret, som jeg har førstehånds kendskab til, skal hermed gengives.

En driftig tømrermester i retskredsen døde pludseligt, om end ikke helt uventet (af sin kemoterapi) i en alder af 57 år. Han efterlod sin kone en formue i let omsættelige aktiver – en værkstedsbygning, maskiner og værktøj vurderet af en justitsministerielt udnævnt vurderingsmand, en båd og nogle byggemodnede byggegrunde til en værdi af i alt ca. 6 millioner i runde tal. Deres parcelhus stod i konens navn. Uvidende som hun var om verdens fortrædeligheder henvendte hun sig til mandens mangeårige advokat for at anmode denne om at forestå bobehandlingen. Denne afslog, idet han var ganske klar over, at der ville opstå en interessekonflikt mellem boet og nogle andre af hans klienter og henviste til en anden advokat i retskredsen. Denne overtalte enken til et offentligt skifte, HVAD MAN ALDRIG BØR INDLADE SIG PÅ. Straks da enken havde skrevet under gned han sig i hænderne og sagde: ”Det kommer til at vare længe, det her!” Det er formentlig det eneste sande udsagn, enken har hørt fra ham i den mellemliggende tid. Bobestyreren sikrede sig derefter, at boet blev behandlet som insolvent, selv om det altså var solvent med 6 millioner. Det skete ved, at en lokal kollega – dagen inden proklamafristens udløb – fremsendte et fuldstændig latterligt krav i boet på 18 millioner. Det er selvfølgelig min påstand, så jeg er lige nødt til at forklare karakteren af det her krav. Afdøde havde gennem sit selskab, som igen ejedes af et holdingselskab, som han ejede sammen med to andre tømrermestre, påtaget sig en større entreprise med etablering af et større antal taglejligheder i en stribe etageejendomme i Næstved. På grund af sin kræftsygdom måtte han et stykke henne i forløbet indse, at han næppe kunne løfte sin del af opgaven, og han enedes derfor med sine to kompagnoner om at sælge kontrakten til en anden entreprenør. Dette skete, og kontrahenten – boligforeningen – GODKENDTE SALGET. Efter et stykke tid sprang også denne entreprenør fra og videresolgte projektet til Danton, atter med foreningens godkendelse. Efter kort tid måtte Danton imidlertid meddele foreningen, at man ikke kunne gennemføre arbejdet til den aftalte pris. Der ville blive tale om væsentlig forhøjede omkostninger, hvad ejerforeningen efter en lang redegørelse affandt sig med, snarere end at finde en anden entreprenør og stævne Danton. Men da nu den oprindelige kontrahent meget bekvemt afgik ved døden, fandt man altså pludselig ud af, at man kunne rette et krav mod ham – eller rettere hans bo – idet man åbenbart forudsatte, at man gennem et retssag ville kunne gennembryde hæftelsesbegrænsningen i hele to selskaber!!! Sjovt nok rejste man aldrig noget krav mod de andre to ejere af det kontraherende selskab!! Ej heller mod de selskaber, der stod som kontrahenterne, men UDELUKKENDE mod dødsboet. Baggrunden for dette helt igennem uanstændige og lattervækkende krav har advokaten formuleret således:

”Det er min opfattelse, at der har påhvilet afdøde et medansvar for den opståede situation, fordi han allerede ved overdragelsen af projektet til HS udvikling vidste eller burde vide, at selskabet ikke kunne magte at gennemføre opgaven og opfylde sine forpligtelser overfor køberne. Det er endvidere min opfattelse, at afdøde som leder, rådgiver og/eller anpartshaver i selskabet har pådraget sig et ansvar, jf. brevet fra advokat Finn Andersen, hvor selskabet omtales som tilhørende afdøde. Ved en sammenligning af de aftalte priser for taglejlighederne med tilsvarende priser for sammenlignelige lejligheder finder jeg, at kravet på det foreliggende grundlag må opgøres til 1.000.000 kr. for hver lejlighed med tillæg af rente fra den aftalte overtagelsesdag”.

Men HS Udvikling overdrog altså opgaven til Danton med kontrahenternes – ejernes – samtykke. Desuden har advokaten tydeligvis ikke styr på, hvem hans klient har truffet aftale med –det var som sagt et ApS, som igen var ejet af et holdingselskab – men det var altså hans ”opfattelse”, at afdøde havde pådraget sig et personligt ansvar, vel især ved ganske uansvarligt at gå hen og pådrage sig en kræftsygdom og dø. Det mest groteske er imidlertid, at bobestyreren MEDTAGER dette nonsens i boopgørelsen, eller gældsbogen, fordi han derved kan behandle boet som insolvent. Pointen her er, at hvis boet er insolvent, er det ikke længere arvingernes interesse han varetager, men kreditorernes.

For ikke at gøre historien for lang skal jeg blot konstatere, at bobestyreren brugte de næste 11 år på at afhænde de nævnte aktiver for ca. 1 million mod enkens og sønnernes stadige protester overfor Skifteretten, hele 3 gange overordentligt velunderbygget og ved en advokat – naturligvis fra København, da ingen lokal kollega jo nogensinde ville påtage sig at sabotere en Næstved-advokats velfortjente tyveri. På trods af at de mest sindssyge dispositioner, grov chikane og direkte hån mod enken blev dokumenteret, valgte Skifteretten gang på gang at afvise kravet om udskiftning af bobestyreren. F.eks. havde denne solgt afdødes andel i de nævnte byggegrunde, som af hele tre lokale ejendomsmæglere er vurderet til at have været MINDST 1 million værd på salgstidspunktet, for 185.000 – til en lokal matador. Værkstedsbygningen modtog bobestyrer et bud på 2 millioner på – han meddelte budgiver, at prisen var 3 millioner, hvorefter han solgte værkstedet for 1,1 million. En del af de indkomne midler – ca. 300.000 – kunne han ikke redegøre for, hvordan han havde disponeret!

Enken har ikke flere kræfter til at føre en lang retssag mod ham, som han naturligvis vil trække ud i det uendelige. Men det er ikke det værste. Det værste er, at han har gjort det MANGE gange før, og at NÆSTVED RET FORTSAT UDNÆVNER HAM TIL BOBESTYRER. Og hvorfor skulle man gøre det – hvis der ikke ryger nogen lunser den anden vej?

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en særlig grov sag. Det her er standarden. Jeg ligger inde med stribevis af lignende eksempler, som jeg vil afstå fra at redegøre for her. Jeg er helt klar over, at ovennævnte er enkelteksempler, som næppe i sig selv kan danne grundlag for konklusioner, men jeg må på den anden side fastholde, at der er så mange af disse eksempler, at en systematisk undersøgelse ville godtgøre, at der er repræsentative for tilstandene.

Hvad angår borgernes tvister med staten kunne man i 2017 læse følgende i DJØF – Bladet:

https://www.djoefbladet.dk/artikler/2017/6/borgere-st-aa-r-urimeligt-svagt-i-retssager-mod-det-offentlige.aspx

Det er hvad man kunne kalde et udtryk for politisk korruption. Dommerne er ganske klare over, hvad der forventes af dem, hvis de skal pleje deres egen karriere.

På det strafferetslige område er et af de største problemer Retsplejelovens § 98, som fastslår, at Justitsministeren er anklagemyndighedens øverste chef. Ikke alene er det i strid med princippet om magtens tredeling, det kan også konkret føre til korruption – politisk såvel som økonomisk. Ikke alene kan Justitsministeren bestemme, at hans politiske modstandere og andre, han ikke bryder sig om, skal sigtes, et problem der synes ganske aktuelt, han kan også bestemme, at sigtelse skal FRAFALDES, når det drejer sig om hans venner, således som det med ikke ringe sandsynlighed er sket i sagen on Danske Banks hvidvask af 200 milliarder €.

Som det ses, er hele billedet af det danske samfund overstrøet med røde flag, der er stærkt indikative for en omfattende korruption, der langsomt er vokset frem de sidste 20-25 år i takt med skiftende regeringers stadig mere åbenlyse foragt for Grundloven og konventionerne.

 

Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen

 

 

 

Carl Henrik Rørbeck
Næstformand
Frihedsbevægelsens Fællesråd

 

PDF fil af brevet: Transparency International – Åbent brev nr.2

Del artiklen

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkommen og hvis du har interessant historie du vil dele med os? Skriv til dissensMEDIA på dissensmedia@protonmail.com

Vi respekterer anonymitet

dissensMEDIA er medlem af

1 kommentar til “Transparency International – Åbent brev nr. 2”

  1. Pingback: Begås der lige nu, et globalt offentligt-privat statskup? - Frihedsbevægelsens Fællesråd

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Var FTX årsagen eller resultatet?

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør   (Disclaimer: Denne blogpost er på ingen måde finansielle råd og udgør kun holdninger og meninger fra skribenten side) På bare 18 dage er FTX gået fra at være en af verdens største kryptobørser til en finansiel krise i kryptoverdenen. Var FTX historien om det største krypto-scam vi har set til …

Var FTX årsagen eller resultatet? Læs mere »

Alvorlige fejl i godkendelsen af vaccineproduktionen Den svenske lægemiddelstyrelse lukker øjnene

Alvorlige fejl i godkendelsen af vaccineproduktionen Den svenske lægemiddelstyrelse lukker øjnene, Vi spørger nu,om det samme er sket i Danmark? Oplysninger, som Epoch Times har fået kendskab til, og som dissensMEDIA sammen med en svensk lægegruppe i lang tid har undersøgt, viser, at den svenske lægemiddelstyrelse (Läkemedelsverket) har givet tilladelse til import af hundredvis af …

Alvorlige fejl i godkendelsen af vaccineproduktionen Den svenske lægemiddelstyrelse lukker øjnene Læs mere »

Alt det der ikke bliver fortalt

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Alt det der ikke bliver fortalt I anledning af den Europæiske filmpremiere på dokumentarfilmen Under the Skin sætter Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte i den kommende weekend fokus på vacciner, virkninger og bivirkninger. Udgivet den 17. november 2022 Af dissensMEDIA Med udgangspunkt i den omstridte HPV-vaccine inviterer Landsforeningen for HPV-Bivirkningsramte til en hel dag …

Alt det der ikke bliver fortalt Læs mere »

Marxisme here we come!

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør   (Disclaimer: Denne blogpost er på ingen måde finansielle råd og udgør kun holdninger og meninger fra skribenten side) Grønland vælger, at Danmark skal forsætte i retning af marxisme og følger i Kinas fodspor. Danske Bank aktien eksploderer med udsigten til et minus på 5,5 milliarder i år. Alting krakker, og …

Marxisme here we come! Læs mere »

Tolerancens paradoks

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Tolerancens paradoks Det liberale samfunds dødedans Udgivet d. 14.11.2022 Af Uffe Jonas, ph.d., forfatter Det var Karl Popper, der formulerede det tolerante samfunds paradoks: I den sidste ende er man i et liberalt samfund nødt til at være intolerant over for de intolerante. Demokratiet er skrøbeligt, og derfor i den sidste …

Tolerancens paradoks Læs mere »

Der er ingen, der kører bussen

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Der er ingen, der kører bussen – om den kollektive styrke i at mestre sit eget samtykke Udgivet d. 25.11.2022 Af Charles Eisenstein Oversat af forfatter Uffe Jonas   Autoritarismens vaner stikker dybt. Lydigheden er blot det mest overfladiske tegn. Dybere nede finder vi trangen til at se autoriteterne som sandhedskilder. …

Der er ingen, der kører bussen Læs mere »

Vaccinetvivl – er frygtboblen bristet?

Vaccinetvivl – er frygtboblen bristet? Naturlig immunitet giver langt bedre beskyttelse end antaget og skaber vaccinetvivl Af speciallæge i almen medicin Claus Hancke, fysioterapeut Michael Schultz og statistiker og økonom Max Schmeling. Artiklen er delt efter aftale med forfatterne     Bange for virus? En vaccine mere? Er du i tvivl? Årtiers studier viser nu, …

Vaccinetvivl – er frygtboblen bristet? Læs mere »

Det økonomiske overgreb på den danske befolkning

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør (Disclaimer: Denne blogpost er på ingen måde finansielle råd og udgør kun holdninger og meninger fra skribenten) Det økonomiske overgreb på den danske befolkning Først fik vi krigen imod smitten, som endte i et overgreb på befolkningen. Dernæst kom krigen imod Rusland, som skal vindes ved at fratage borgerne i EU …

Det økonomiske overgreb på den danske befolkning Læs mere »

Sammenfaldende mønster i fald af fødselstal det seneste år i 18 EU lande

Omfattende analyse af fødselstal i 18 europæiske lande med tungtvejende beviser for sammenhængen mellem vaccination og fald i fertiliteten DissensMEDIA har tidligere beskrevet Hvorfor er der stort fald i fødsler det seneste år?  DissensMEDIA har modtaget denne veludførte rapport fra Raimund Hagemann, med data fra 18 lande, der viser et lignende skræmmende mønster med fald …

Sammenfaldende mønster i fald af fødselstal det seneste år i 18 EU lande Læs mere »

STOP

CENSUREN

Vi tager censurstævningen til

den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg