dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Tolerancens paradoks
Det liberale samfunds dødedans
Udgivet d. 14.11.2022
Af Uffe Jonas, ph.d., forfatter
Det var Karl Popper, der formulerede det tolerante samfunds paradoks: I den sidste ende er man i et liberalt samfund nødt til at være intolerant over for de intolerante. Demokratiet er skrøbeligt, og derfor i den sidste ende nødt til at beskytte sig selv imod de kræfter, som vil omstyrte det. Ellers ender sortskjorterne med at skabe det intolerante autoritære samfund, som de går og drømmer om, under dække af de tolerantes tolerance.
“Mennesker skal holde sig væk fra fanatisme for at fortjene tolerance”, som Voltaire formulerede det. Vi skal altså ikke tolerere de intolerante. Og det er netop tolerancens paradoks, for på en måde hævdes og ophæves tolerancen jo i samme åndedrag.
Nazismen og kommunismen er de foretrukne lærebogseksempler på den nævnte mekanisme. Det er nemmere for os i dag at forstå, at man burde have forhindret nazismens fremmarch, som førte til et rædselsregimente, end det var for folk i ’30erne, som endnu ikke havde set, hvad det hele endte med.
Den historiske bagklogskab gør, at vi med slet skjult arrogance let kan føle os klogere end vores oldeforældre, der tog så grueligt fejl af den der lille hidsige mand med det komiske overskæg, som Chaplin lærte os at grine af. Vi glemmer, at det først var efter krigens afslutning, da vi igen fik lov at se amerikanske film, at tingene blev så enkle og selvindlysende.
At samfundet ifølge Popper i den sidste ende må være intolerant over for de intolerante, betyder dog ikke, at alle former for intolerance skal forbydes. Poppers pragmatiske løsning på tolerancens paradoks er, at man som magthaver i det åbne samfund bør udstrække tolerancen så langt som muligt, før man sætter ind imod de intolerante. Så længe de intolerante er villige til at indgå i åben dialog og debat, og kan tolerere, at deres teser bliver udfordret af andres argumenter, bør de tolereres:
“Jeg antyder for eksempel ikke, at vi altid skal undertrykke ytringer talt ud af intolerante filosofier; så længe vi kan imødegå dem med rationelle argumenter og holde dem i skak gennem den offentlige mening, vil en sådan undertrykkelse bestemt være uklogt.
Men vi må hævde retten til at undertrykke dem, om nødvendigt med magt; for det kan let vise sig, at de ikke er parat til at møde os på de rationelle argumenters niveau, men tager udgangspunkt i afvisningen af ethvert argument. … I tolerancens navn må vi derfor forbeholde os retten til ikke tolerere de intolerante. Vi må hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig selv uden for loven, og vi må anse opfordringer til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger.”
Så i et frit og åbent samfund skal der altså være et stort spillerum for de intolerante, så længe de ikke unddrager sig samfundsdebatten, eller slår over i aktiv vold og undertrykkelse af andres synspunkter og ret til at være her. For det er det, der kendetegner et frit og tolerant samfund: vi er forskellige og har forskellige synspunkter på tingene, men vi skal allesammen være her, og kunne tage del i samfundet og samfundsdebatten, så længe vi blot respekterer de andres eksistens og er villige til at lytte til deres synspunkter.
I dette åbne, til tider ophedede, men aldrig direkte truende eller voldelige debatfelt lever og trives demokratiet og den folkelige og videnskabelige oplysning. Så meget for teorien, det har stået som et markant filosofisk pejlemærke for det åbne liberale samfund i efterkrigstiden.
Men hvad så med denne nyere variant af tolerancens paradoks med et ironisk twist:
Lige nu har vi såkaldte ‘liberale regeringer’ over hele verden, som indfører forsamlingsforbud, censur og berufsverbot imod deres politiske modstandere ud fra påståede ‘videnskabelige kriterier’, idet man forsikrer befolkningen om, at det er for deres egen sikkerheds og sundheds skyld.
Så sent som for ganske nylig hørte jeg en journalistisk kommentator på DR, som uden blusel påstod, at Elon Musks fyring af hele Twitters censur-kommissariat – alle de såkaldte ‘faktatjekkere og moderatorer’ – skulle udgøre en fare for brugerne af Twitter, fordi den manglende moderation af Twitters indhold kan udsætte alle disse umyndige og ubefæstede Twitter-brugeres sjæle for holdninger og synspunkter, som ikke understøttes af de regeringsunderstøttede faktatjekkere.
Men hvad er egentlig forskellen på den holdning til ytringsfriheden og enevældens? Hvis det kun er de regeringsunderstøttede og privatejede tech-mediers og meningsmageres holdninger, som bør være tilladt på platformene i det fagre nye samfund, fordi de tolerante ikke længere vil tolerere regeringskritiske og anti-videnskabelige holdninger og ytringer, såsom modstand imod medicinske masseeksperimenter, vaccinetvang og holdningscensur, som af alle frie, tolerante og rettroende borgere må anses for uvidende og intolerante menneskers utålelige angreb på den myndighedsåbenbarede “videnskabelige sandhed”, hvad blev der så af det frie, åbne og tolerante samfund?
Hvordan forsvarer man det åbne samfund imod dets fjender, hvis det nu pludselig er de såkaldt ‘liberale’ og ‘tolerante’ regeringer, som tager fat på at forfølge dem, som de selv har udpeget som de ‘intolerante’, ‘konspirationsteoretikere’, ‘trumpister’, ‘terrorister’, osv. Ikke fordi disse ‘intolerante’ på nogen måde har opfordret til vold, terror og ulovligheder, men fordi de tolerante magthavere ikke bryder sig om sindelaget, tonen og argumentationsgangen i de intolerantes regerings- og videnskabskritiske ytringer?
Hvordan forsvarer man det åbne samfund imod dets fjender, når det nu ikke længere er de intolerante, der opfordrer til vold og samfundsomstyrtning, men derimod de tolerante og liberale regeringer, der forsvarer sig med vold, politimagt, overvågning, udskamning og fyringer imod dem, der ikke vil tolerere disse tolerante regeringers efter deres opfattelse alt for hårdhændede, vilkårlige og grundlovstridige udøvelse af magten. Ja, hvem er så egentlig de intolerante?
Hvis ikke man som borger må støtte sig til den viden, forskning, og personlige livserfaring, man selv finder mest troværdig, og hvis ikke man kan få sin holdning afprøvet og korrigeret i en fri og åben offentlig meningsudveksling. Hvis alt, hvad der ikke flugter med statsmagternes og deres rådgivende sundhedsmyndigheders autoritative påstande og vurderinger, betegnes som usaglige samfundsfarlige anslag, der bortcensureres og udskammes af massemedierne. Hvis end ikke forskerne og lægerne i dette frie og åbne samfund tør sige, hvad de mener, hvis ikke de mener det rigtige; og hvis alle, der tillader sig at mene og sige noget andet, får fradømt deres taleret og medieadkomst og bliver truet på deres job, hæder og ære som kulsorte trumpister, obskurantister og konspirationsteoretikere af dem med de rette oplyste og statsautoriserede holdninger, hvad blev der så af det åbne samfund, den frie forskning, og den oplysende videnskabelige og folkelige debat?
Hvis ikke der skal andet og mere end omdøbningen af et par simple begreber til for at få befolkningen med på ideen om, at videnskaben og alle dens fakta og fagligheder per definition altid befinder sig på regeringsmagtens, sundhedsmyndighedernes, medicinalindustriens og faktakommissærernes side. Hvis ikke den folkelige og videnskabelige samfunds-, myndigheds- og mediekritik på disse vitale områder længere er velkomne i det åbne samfund, ja så er det måske på høje tide, at vi vogter os for dets fjender nogle andre og langt mere nærliggende steder end i en sort naziuniform fra for 80 år siden.
Pingback: Kulturkampen om kønnenes virkelighed tager en ny drejning - Frihedsbevægelsens Fællesråd