Der er ingen, der kører bussen

får

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør

Der er ingen, der kører bussen

– om den kollektive styrke i at mestre sit eget samtykke

Udgivet d. 25.11.2022
Af Charles Eisenstein
Oversat af forfatter Uffe Jonas

 

Autoritarismens vaner stikker dybt. Lydigheden er blot det mest overfladiske tegn. Dybere nede finder vi trangen til at se autoriteterne som sandhedskilder. Og endnu dybere finder vi behovet for “at finde de ansvarlige”, når vi forsøger at forstå og forandre en given situation.

Jeg taler om den refleks, der spørger: “Hvem er det, der gør det her imod mig?” Det er et spørgsmål, der giver mening i situationer, hvor nogen har magt over nogen andre. Det dukker naturligt op i dem, som er blevet udsat for og har vænnet sig til offer-krænker relationer, ligesom vi ser det dukker op, når vi taler om autoritære institutioner som skoler og fængsler. Og dog, når denne synsmåde bliver til en vane, så begynder man at lede efter “den ansvarlige” som svaret på en hvilken som helst uretfærdighed, og som nøglen til at korrigere ethvert fejltrin.

Nogen gange virker forklaringen godt nok. Nogen gange kan det, at identificere og fjerne bøllen, krænkeren, eller psykopaten være løsningen på problemet. Det er den velkendte, nærmest behagelige plotstruktkur i den typiske Hollywood actionfilm: De gode versus de onde, helten imod skurken. Så længe virkeligheden passer med denne simple plotstruktur, så er livet enkelt og de moralske valg er klare. Men når virkeligheden bliver mere kompliceret, så giver fikseringen på skurken ophav til det ene spøgelse efter det andet, som afleder opmærksomheden fra den bredere årsagssammenhæng.

 

Under pandemien har jeg ofte overvejet, hvorvidt det hele var orkestreret af en ondsindet, magthungrende elite. Det forekom mig en rimelig hypotese, når man ser på, hvordan Covid er blevet brugt til at retfærdiggøre autoritære politikker af enhver afart: censur, medicintvang, udgangsforbud, forretningsnedlukninger, karantæner, nedlukninger, suspenderingen af borgerrettigheder, og så videre. Hvis det synes nærmest specialdesignet til at indføre totalitarisme, så er det måske, fordi det VAR designet til at indføre totalitarisme.

 

Jeg afviste imidlertid den teori som den primære årsag til det, der skete.

Det satte mig i et modsætningsforhold til store dele af Covid-kritiker samfundet, som til tider har konkluderet, at jeg må være kontrolleret opposition, som ikke er modig nok til at se sandheden i øjnene, for skræmt til at tale lige ud af posen, for beskyttet til at se den nøgne ondskab i øjnene, eller uvillig til at opgive den komfort og tryghed, som kommer af at vende det blinde øje til de kriminelle magthavere. Jeg kan sympatisere med de konklusioner. Det er sådan, det må se ud, når man er indhyllet i fortællingen om det gode imod det onde, om voldsmanden og ofret.

Jeg tvivler ikke på, at hensynsløse, korrupte, ja endog psykopatiske individer stiger op til magtpositioner i vores system, og udnytter enhver tilgængelig mulighed. Det ville være skønt, hvis vi kunne løse verdens problemer ved simpelthen at få udryddet den slags mennesker. Men hvis ikke vi forstår de omgivende betingelser, som baner vejen for den slags mennesker, og de ubevidste sociale og psykiske kræfter, som de udnytter, så vil sejren kun vare, indtil en ny årgang af psykopater stiger op for at erstatte den gamle.

Det er let at forstå verden, hvis det er onde mennesker, der administrerer et ondt system. Et system af løgne må være styret af løgnere. Et system, som dræber mennesker, må være styret af mordere. Et system, som udnytter mennesker, må være styret af de grådige, og et system, der tolererer lidelse, må være styret af de hjerteløse. I et ondt system må vi forvente at finde onde mennesker på de ledende poster, ikke sandt?

Det kan være forvirrende, når de nøgne kendsgerninger ikke lever op til vores forventninger om, at onde gerninger bliver udført af onde mennesker. Det så vi et glimrende eksempel på i sidste uge, i et Substack-indlæg fra Steve Kirsch, en brændende forkæmper for Covid-vaccine modstandsbevægelsen. Han blev dybt forbløffet over at høre fra en informant i Sundhedsstyrelsen (CDC), at nærmest alle i organisationen tror helhjertet på sikkerheden, effektiviteten og nødvendigheden af mRNA vaccinerne. Det var ikke kyniske løgnere, men retfærdige rettroende.

Steve blev overrasket, for set fra hans synspunkt er det helt ufatteligt, at nogen ærlig og ansvarlig person skulle kunne promovere vaccinerne. Deres skadevirkninger er så udbredte, forskningen så overfladisk, fejltrinnet så åbenlyst – så hvordan skulle nogen kunne promovere dem til offentligheden i god tro?

Den teori, at onde gerninger udspringer af ondskaben, og gode gerninger af godheden i den handlende kaldes også for disposisionisme. Det er et forklaringsprincip, som står i modsætning til situationismen, som hævder, at den enkeltes valg bedst lader sig forklare gennem summen af de vilkår og omstændigheder, som lå til grund for handlingen.

Dispositionisme gør det meget vanskeligt for folk at indse den ondskab, som de eller deres organisation giver ophav til. Hvorfor? Fordi deres erfaring fortæller dem, at de og deres kolleger slet ikke er onde mennesker. Det er gode mennesker. De fremviser alle tegn på dyd. De efterlever normerne i deres egen gruppe. De tror på, at det, de selv tror, er, hvad ethvert respektabelt menneske må tro på. Enhver, der beskylder dem for forbrydelser, forekommer dem latterlige.

Forestil dig den subjektive erfaring hos en af CDCs bureaukrater. Vi er gode folk. Vi tror på Black Lives Matter og Videnskab er Virkeligheden. Vi var de flittige studerende i skolen. Vi fik vores eksaminer. Vi er de rationelle. Vi stemte på den rigtige fløj. Vi opdrager vores børn på den rigtige måde, vi kører dem til tandlægen, vi kører dem til fodbold, vi opdrager dem så godt, vi formår i henhold til den nyeste videnskabelige indsigt. Vi elsker vores familier. Vi sørger over tabet af vores elskede. Vi gør vores bedste for at være venlige og fair. Vi er gode mennesker; og derfor er det ikke muligt for os at gøre noget ondt. Det onde er noget, som onde mennesker gør.

Hvis vi accepterer den rapport, som kom fra CDC insideren, så bliver vi nødt til at forkaste den simple hypotese, af CDC er bemandet af forfærdelige forskruede løgnere og psykopater. Når først det røgslør er forsvundet, kan vi begynde at stille de frugtbare spørgsmål. Vi kan for eksempel spørge – med nysgerrighed frem for anklager, hvordan intelligente mennesker i god tro kan finde på at promovere en ineffektiv, farlig, og unødvendig medicin til offentligheden? Hvis først vi har fattet det, så kan vi muligvis komme den næste fiasko i forkøbet.

Det er ikke mit formål lige nu og her at besvare det spørgsmål i alle detaljer. I det rette informationsmiljø, så kan helt igennem anstændige, rationelle folk bringes til at tro på alle mulige absurditeter, og det er foregået siden tidernes morgen. De medvirkende faktorer for CDCs ansatte kan for eksempel indbefatte:

  • En mytologi om medicinske fremskridt, som igen er indlejret i en større mytologi om menneskeheden, der stiger op ad videnskabens og teknologiens stige imod utopia.
  • Tillid til integriteten af de videnskabelige institutioner.
  • Kollegialitet og kammeratlighed i forhold til medlemmer af medicinalindustrien.
  • Latterliggørelse og udstødelsesmekanismer i forhold til dissidenter, lovprisning og promovering af ortodoksien.
  • Bias i forbindelse med funding og bias til fordel for offentliggørelse af forskning, der understøtter de herskende paradigmer.
  • Den psykologiske investering i at have ret og i at have gjort noget godt. Investering i det trossystem, som understøtter ens egen status.
  • og så videre.

Det er ganske normalt, at folk uden videre accepterer de beviser og argumenter, som bekræfter deres egne overbevisninger, og afviser de beviser, som modsiger dem. Når man er omgivet af en hel institution, hvor alle har samme tro som en selv, så bliver de individuelle fordomme mangedoblet af det sociale gruppepres, og der opstår en selvbekræftende narrativ virkelighed.

En mere subtil og totaliserende form for “selvbekræftende fortælling om virkeligheden” er den, der har overtaget vores samfund som helhed. Den har et fast greb om begge sider af de fleste diskussionsemner, som den reducerer til “kontrolleret opposition”. Det, som kontrollerer begge sider, er den ideologi, de har tilfælles.

Den refleks, der får os til at spørge: “Hvem gør det her imod mig?” stammer fra den samme form for bevidsthed, som siger: “Hvem kan fikse det her for mig?” Det er den bevidsthed, der leder efter nogen andre til at bringe sig frelse eller til at skyde skylden på. Det er en overgivelse af vores indre suverænitet.

Ja, der findes misbrugere og redningsfolk her i verden, og fra tid til anden giver det god mening at betragte begivenhederne igennem den optik. Men som en grundlæggende tankevane, som en standarforklaring på denne verdens skæve gang, er det en del af en selvbekræftende offermentalitet, som tager autoritarismens grundpræmisser for givet.

Engang tidligt i pandemien havde jeg en telefonsamtale med en Washington-insider (eller nærmest insider), som kortvarigt havde været en del af Obama-administrationen. Jeg berørte den mulighed, at der foregik en eller anden orkestrering af pandemien bag scenen. Hans respons var fuld af overbevisning: “Der er ingen, der kører bussen.” Hans erfaring ved at have været en del af eliten var, at alt var et spørgsmål om reaktioner fra den ene krise til den næste, eller om at udøve blot en lille smule kontrol over et tog af begivenheder, der var løbet løbsk. Konspiratoriske planer og sammensværgelser er noget, der findes i en virkelighed, som er langt større, end noget menneske kan opfatte, udtænke eller kontrollere.

Det ser ud som om, der er en buschauffør, men hans greb om rettet og instrumentbrættet er kun for syns skyld. Nogen passagerer ser hen til ham som den, der skal befri dem fra labyrinten af affaldsbunker, gadevold og slum, som bussen har kørt rundt i i en uendelighed. Andre passagerer skyder skylden på ham for overhovedet at være faret vild her. Lidet aner de, at det er deres egen skubben og råben, der styrer bussen.

Samfundet er ikke opdelt i de lydige får og deres herrer. Vi er alle får. Det er det indtryk jeg får, når jeg ser på vor tids yndlingsskurk i de konspiratoriske cirkler: Klaus Schwab. Jeg har endda læst nogen uddrag fra hans bog. I må undskylde mig, men den fyr er altså ikke en kriminel mestertænker. Bogen lider af mangel på både sammenhæng og forestillingskraft, og virker snarere som en fægtende forsøg på at stykke en smule orden og mening sammen af de spredte skår efter drømmen om fremskridt.

Han og den teknokratiske elite i det hele taget har kun magt i et magttomrum, det tomrum, som vores egen frasigelse af magten har efterladt os i. De har kun magten, fordi vi ikke enes om en levende og lysende alternativ vision. Når først vi gør det, når engang vi vender vores kollektive blik imod den, så vil bussen bevæge sig ind i et nyt nabolag. Og hvem der så end kører den, vil være godt tilfreds.

Vi er alle får – men det er ikke den eneste sandhed her. For selv et får er ikke blot et får. Se på flokken, så sammenhængende den bevæger sig. Du vil ikke finde en leder, der udstikker ordrer igennem et hierarki, med mindre du er så selvforblindet, at du ser noget, som ikke er der.

Hvad er det, der styrer flokken? Det er noget, der stiger frem af en million vink og signaler, som udspiller sig inden for flokken og mellem flokken og terrænet, græsset, vinden, vandet, ulven, og hele verden. Når først flokken bisser, så kan lederne, der løber forrest, dårligt ændre retning eller sætte farten ned, hvis ikke de vil trampes ned.

Det kan se ud som om flokanalogien blot erstatter en form for magtesløshed med en anden. Men vi er ikke hjælpeløse, når det gælder om at få flokken til at ændre retning. Vi er ikke bare passagerer på bussen. Når først vi indser, at chaufføren er en svindler, og at alle hans kontrolinstrumenter er nytteløse, så bliver vi fri til at gå på opdagelse i de virkelige styringsmekanismer. Og ja, det viser sig at have noget med GPS at gøre. Der findes et kort på vores indre skærm. Kan du se det? Det siger: “ny rute”, “ny rute”. Kør frem til den nye rute. “Ny rute”, “ny rute”. Det er, hvad den siger, når vi forveksler vejen med en million forskellige destinationer.

Lad os forstå, hvordan GPSen virker, så vi kan få sat navn på vores bestemmelsessted og holde kursen imod det. Enhver mulig destination indeholder et omverdensaspekt, et socialt aspekt og et indre aspekt. Og de er alle mere end blot en vision, de betegner forskellige værenstilstande, og det er frem for alt noget, vi har mulighed for at kunne enes om. To ord er det, som ligger til grund for denne enighed: ja eller nej. De to ord er indbegrebet af vores valg. De er mere end blot ord. De handler om, hvad kan vi enes om? Hvad vender vi os hen imod? Og hvad vender vi os bort fra?

 

At tage magten til ja og nej tilbage fra de ydre autoriteter, betyder ikke, at man overgiver magten til masserne. Det er det, der gør, at massen ikke længere blot er en masse, men et udtryk for bevidste hensigter. Der er ingen, der kører bussen, og dog er dens rute ikke bare en kaotisk omkringfaren. Så undlad venligst at besvare det indbyggede paradoks i metaforen for hurtigt, med ting som: “Alle kører bussen”, eller “Du er den, der kører bussen.” Det er ikke noget dybt mysterium. Så lad nu bare den dør stå åben, at “Der er ingen, der kører bussen.”

Læg godt mærke til, at det at gøre krav på sit ja og nej ikke er det samme som en apolitisk ansvarsflugt fra retfærdighed og systemforandringer. Ja og nej er ikke stille eksistenser, og de begynder ikke “i det indre”. De er altid allerede relationelle. Det er de atomer, som giver ophav til vores enighed. Derfor er de altid allerede politiske. Tilsammen udgør d

e de regeredes egenvilje. Ingen lille gruppe kan have magt over andre i ret lang tid uden deres samtykke.

Men mestrer vi vores eget samtykke? Det er det grundlag, vi må have gendannet, hvis vi skal kunne genrejse demokratiet. Uanset hvilke magter, der lader som om, de styrer verden i dag, så vil de snart visne bort i udstrålingen fra den kollektive enighed af alle de mennesker, der påtager sig myndigheden af deres eget ja og nej.

At genvinde sit ja og sit nej kræver engagement og fællesskab. Stærk er bestikkelsernes, truslernes og vanernes magt, som tilskynder os til at opgive vores suverænitet, simulere enighed med det utålelige, og undvige det skønne. Det kræver engagement at give afkald på bestikkelserne, ignorere truslerne, og ændre på vanerne. Når først mit engagement begynder at vise sig, bliver jeg velsignet ved synet af andre, som er stærke i deres ja og deres nej, og som ved deres eksempel giver mig styrke til at stå fast i mit eget

 

Læs også relaterede artikler:

 

 

Del artiklen

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkommen og hvis du har interessant historie du vil dele med os? Skriv til dissensMEDIA på dissensmedia@protonmail.com

Vi respekterer anonymitet

dissensMEDIA er medlem af

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

WHO har vedtaget at registrere alle borgeres vaccinestatus

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør WHO har vedtaget at registrere alle borgeres vaccinestatus WHO har udstukket retningslinjer til medlemslandene med nye diagnosekoder, som detaljeret skal afdække om en person ikke eller kun er delvist vaccineret og hvorfor. Dette sker på trods af, at disse koder normalt kun bruges til sygdom eller skader. Koderne træder i kraft …

WHO har vedtaget at registrere alle borgeres vaccinestatus Læs mere »

Styrk den sunde samtale om Covid-19 og Ukraine

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Styrk den sunde samtale om Covid-19 og Ukraine – tips til familierne Hvordan kommer vi videre efter Covid-19-krisen eller håndterer den nuværende konflikt i Ukraine? Mange enkeltpersoner og familier oplever, at de kæmper med vanskelige samtaler, stressede tider og et anstrengt mentalt helbred. Udgivet den 28. januar 2023 Af dissensMEDIA I …

Styrk den sunde samtale om Covid-19 og Ukraine Læs mere »

Children’s Health Defense sagsøger nyhedsorganisationer og sociale medier for censur

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Children’s Health Defense sagsøger nyhedsorganisationer og sociale medier for censur   Trusted News Initiative er et partnerskab imellem verdens største nyhedsorganisationer, stiftet for at bekæmpe misinformation. Nu er de blevet sagsøgt for at undertrykke vigtige oplysninger af største, offentlige interesse, og for at boykotte konkurrencen inden for online-nyheder. Den 18. januar …

Children’s Health Defense sagsøger nyhedsorganisationer og sociale medier for censur Læs mere »

Twitter ansvarlig for manipulation af information om covid-19 og vacciner

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Twitter ansvarlig for manipulation af information om covid-19 og vacciner Twitter manipulerede Covid-debatten ved at undertrykke oplysninger fra læger og eksperter i folkesundhed, som var i strid med den amerikanske regerings politik. Den 17. januar 2023 Udgivet på dissensMEDIA og skrevet af FBF medlem Det følgende er uddrag og gengivelse fra …

Twitter ansvarlig for manipulation af information om covid-19 og vacciner Læs mere »

Øget risiko for unge voksne efter Covid-19-vaccination

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør I denne rapport afdækker speciallæge den øgede risiko for vaccineskader hos unge voksne. Den tegner et dystert billede af de konsekvenser, der har været ved en ukritisk vaccineudrulning, som beror mere på kvantitet end kvalitet. Udgivet d.14. januar 2023 Af speciallæge Jeanne Rungby, i samarbejde med Frihedsbevægelsens Fællesråd og Aktive Borgere. Introduktion …

Øget risiko for unge voksne efter Covid-19-vaccination Læs mere »

Censur og overvågning på sociale medier

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Censur og overvågning på sociale medier De såkaldte ”Twitter filer” er en af de største skandaler i mands minde, og de vidner om den censur som kritiske profiler har oplevet de sidste snart 3 år. En af filerne dokumenterer, hvordan Twitter hjalp Pentagons med deres skjulte online PsyOp-kampagne. Til trods for …

Censur og overvågning på sociale medier Læs mere »

Hvorfor findes der ingen diagnosekoder for vaccineskader efter Covid-19-vacciner?

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Hvorfor findes der ingen diagnosekoder for vaccineskader efter Covid-19-vacciner? Hvis politikerne mener lighed i sundhed for alle alvorligt, hvorfor kan patienter med skader efter Covid-19-vacciner så ikke blive diagnosticeret på lige fod med andre patienter f.eks. med Long Covid? Når man ikke vil anerkende vaccineskader, så gøres der heller intet, i …

Hvorfor findes der ingen diagnosekoder for vaccineskader efter Covid-19-vacciner? Læs mere »

Kulturkampen om kønnenes virkelighed tager en ny drejning

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Kulturkampen om kønnenes virkelighed tager en ny drejning Med en ny inddragelse af biologi som et strategisk værktøj, tildeles aktørernes påstande autoritet, ved at etablere deres status som sandhed. Målet er, at påstanden i befolkningens øjne netop går fra blot at være en påstand til, at være en ubestridelig kendsgerning der …

Kulturkampen om kønnenes virkelighed tager en ny drejning Læs mere »

Var FTX årsagen eller resultatet?

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør   (Disclaimer: Denne blogpost er på ingen måde finansielle råd og udgør kun holdninger og meninger fra skribenten side) På bare 18 dage er FTX gået fra at være en af verdens største kryptobørser til en finansiel krise i kryptoverdenen. Var FTX historien om det største krypto-scam vi har set til …

Var FTX årsagen eller resultatet? Læs mere »

STOP

CENSUREN

Vi tager censurstævningen til

den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg