Covid Tyranniets Profet

“For tre år siden var den nye coronavirus på vej fra Wuhan til alle hjørner af jorden. Det samme var den nye måde at håndtere nødsituationer på, som for første gang blev indført i byen: massekarantæne af sunde og raske personer, nu kendt under fængselskortformen “lockdown”.

Lige så bemærkelsesværdig som den lynhurtige verdensomspændende udbredelse af lockdown-fænomenet var manglen på kritisk refleksion over dets karakter af noget hidtil uset. Ikke alene havde man aldrig før forsøgt at holde befolkninger indespærret i dette omfang, men tiltaget var også blevet klart afvist i de fleste retningslinjer for pandemibekæmpelse fra før 2020.

I januar det år så verden chokeret til, da Kina spærrede mere end 10 millioner af sine borgere inde i deres hjem natten over, men allerede i slutningen af marts havde de fleste regeringer og mange borgere accepteret denne fremgangsmåde som normal og nødvendig. I løbet af tre måneder forhærdedes “Covid-konsensussen” – som Compact-kronikøren Thomas Fazi og hans medforfatter Toby Green kalder den i deres bog med samme titel – til en uangribelig ortodoksi.

En vigtig undtagelse fra den ellers ukritiske holdning til dette nye politiske regimente – en holdning, der viste sig særligt ufleksibel blandt de intellektuelle på venstrefløjen – var Giorgio Agamben. Den italienske filosof havde i årtier skrevet om den politiske brug af “undtagelsestilstanden” til at suspendere de normale frihedsrettigheder og begrænsninger i magtudøvelsen. Den samme analytiske linje, som sikrede hans intellektuelle indflydelse i kølvandet på den 11. september 2001, gjorde ham til en paria i Covid-æraen.

Den 26. februar 2020, blot fem dage efter at provinserne Lodi og Padova havde indført de første lockdowns uden for Kina, offentliggjorde Agamben en klumme med titlen “The Invention of an Epidemic” i det kommunistiske dagblad il manifesto.

En betragtelig del af klummen består af en simpel opregning af alle de alvorlige begrænsninger af de grundlæggende frihedsrettigheder, som blev muliggjort af det italienske nøddekret, der tillod iværksættelsen af sådanne foranstaltninger, så snart der blev registreret et enkelt positivt tilfælde i en given region. Som Agamben så rammende bemærkede, “vil en så vag og ubestemt formel muliggøre en hurtig udbredelse af undtagelsestilstanden”.

På det tidspunkt var lockdowns endnu ikke udbredt, og konsensus til fordel for det nye folkesundhedsregimente havde endnu ikke forhærdet sig. Alligevel blev Agambens intervention mødt med en øjeblikkelig afvisning fra mangeårige venner og allierede.

Dagen efter at hans første salve mod Italiens Covid-foranstaltninger blev offentliggjort, udsendte den franske filosof Jean-Luc Nancy et modangreb, hvori han hævdede, at den virkelige undtagelsestilstand var den, der var blevet igangsat af virussen selv (den “virale undtagelsestilstand”), og ikke den, som de italienske myndigheder havde indført.

Nancy understregede desuden deres lange venskab og mindede om, at Agamben engang havde frarådet ham at modtage en hjertetransplantation, uden hvilken han “sandsynligvis snart nok ville have været død” – hvormed sagt, at den italienske filosofs mistanke imod de biomedicinske indgreb var irrationel og farlig.

Nancys replik til Agamben afslørede allerede visse retoriske vaner i “Covid-konsensussen”, som snart skulle blive almindelige. For eksempel foregriber hans analogi mellem en hjertetransplantation og uprøvede inddæmningspolitikker fetichiseringen af en generisk “Videnskab”, som man bare må stole på vil kunne bevare livet.

Eller tænk på Nancys holdning, at virussen i sig selv repræsenterede en umiddelbar og alvorlig trussel, og at enhver kritik af de ekstreme foranstaltninger derfor blot udvandede dens betydning. Som han skrev, så virker Agambens “at lade det gå ud over [regeringerne] mere som en afledningsmanøvre”.

Dette blev en vigtig strategi i undertrykkelsen af kritikken af Covid-foranstaltningerne. Vi fik igen og igen at vide, at det var virussen og ikke de foranstaltninger, der blev vedtaget som en reaktion på den, der havde forårsaget masseforarmelsen, læringstabet og alle de andre alvorlige virkninger.

Andre tidlige kritikere fokuserede på overskriften i Agambens klumme. At hævde, at epidemien var en “opfindelse”, var for filosoffen Benjamin Bratton det samme som at kalde virussen for en “skrøne”. Men Agamben har aldrig benægtet, at virussen eksisterede; han fremførte blot det italienske nationale forskningsråds vurdering af dødeligheden, som på det pågældende tidspunkt befandt sig i samme kategori som influenza.

Epidemien blev “opfundet” i politisk forstand: Den dannede grundlaget for en ny form for nødpolitik. På samme måde var det én ting at erkende, at angrebene den 11. september 2001 havde fundet sted, og en anden at acceptere, at krigen mod terrorismen fulgte som en nødvendig politisk reaktion. Alligevel var der mange af dem, der havde kritiseret denne retoriske glidning i 2001, der selv foretog den i 2020.

Man kan med rimelighed diskutere de tal, som Agamben citerede for at fastslå, at de foranstaltninger, der blev truffet imod Covid, var helt ude af proportioner i forhold til virusens farlighed. Virusens dødelighedsrate er stadig genstand for en levende videnskabelig debat. Men det ville være at gå glip af pointen.

En pandemisk influenza, der er lige så dødelig som eller endnu dødeligere end de højeste skøn for Covid-dødeligheden, er både en historisk realitet og noget, der blev anset for ganske plausibelt, da der blev udarbejdet pandemiplaner i årene før 2020. Men som Fazi og Green bemærker, havde man i “alle de influenza-pandemiplaner fra før 2020, der blev udarbejdet af WHO eller de nationale regeringer, ikke så meget som overvejet karantæner i hele byer, og slet ikke i hele landet”.

Med andre ord var det på ingen måde indlysende, at de foranstaltninger, der blev indført i Italien i februar og i hele verden i de efterfølgende måneder, ville have været nødvendige, selv i tilfælde af en smitsom sygdom med langt højere dødstal end Covid – og dog synes alle kritikkerne af Agambens anti-nedlukningsholdning, fra Nancy og frem, at tage det for givet, at de var det.

De fordømmelser, han blev mødt med fra tidligere venner og allierede – herunder hans mangeårige engelsksprogede oversætter – afskrækkede ikke Agamben. Han fortsatte med at reflektere kritisk over de stadigt flere indskrænkninger af det basale menneskelige liv, som blev legitimeret ved hjælp af truslen fra pandemien, lige fra tvangsindespærringen til den obligatoriske ansigtstildækning – selve “politikkens sted” – som han kaldte det i et essay – til masseudelukkelsen af de ikke-vaccinerede fra det offentlige liv.

Tre år senere har det meste af det, Agamben sagde, vist sig at være rigtigt. Man har indset, at mange af de pågældende politikker i bedste fald har været ineffektive, når det gælder opnåelsen af deres angivelige mål, og i værste fald katastrofalt kontraproduktive. Det eneste, som disse foranstaltninger utvivlsomt opnåede – og som Agamben forudså – var en enorm udvidelse af magten til at indskrænke, udelukke og censurere.

Ikke desto mindre er Agamben stadig persona non grata i de akademiske kredse, hvor han engang blev fejret. I slutningen af sidste år blev for eksempel et planlagt symposium om hans pandemiske skrifter på Stanford, hvis universitetsforlag har udgivet en stor del af hans værker på engelsk, aflyst på grund af klager fra fakultetsmedlemmer og studerende. Endnu den dag i dag er en stor del af den akademiske venstrefløj stadig trælbundet i troen på, at pandemien udgjorde en mulighed for at skabe solidaritet omkring vor fælles sårbarhed.

Agamben indså meget tidligt, at det modsatte var tilfældet: “Det nøgne liv og frygten for at miste det er ikke en ting, der forener folk”. Det skyldes, at vore “medmennesker … nu alene bliver set som potentielle [pest]spredere, som vi skal undgå for enhver pris”.

I en refleksion skrevet en måned efter hans første klumme spurgte Agamben, hvorfor der ikke havde været mere modstand i betragtning af indførelsen af så uovertrufne begrænsninger af de grundlæggende frihedsrettigheder med et så uforholdsmæssigt lille bevisgrundlag – og hvorfor den smule kritik, der dukkede op, så let blev afvist og marginaliseret.

Hans foreløbige svar var, at før de fleste af os overhovedet havde hørt ordet “coronavirus”, så “var pesten på en eller anden måde allerede til stede, om end kun ubevidst, og folks livsbetingelser var af en sådan art, at et pludseligt tegn kunne få dem til at fremstå som om den virkelig var tilstede”.

Dette gælder stadig tre år senere, selv om en stor del af det destruktive og tyranniske offentlige sundhedsapparat, der blev improviseret frem i begyndelsen af 2020, nu endelig er blevet afviklet, selv i Kina. Det er en af grundene til, at nedlukningernes tilbagevenden, måske endda som svar på nye “nødsituationer” såsom “klimaet”, er helt plausibel, på trods af disse foranstaltningers åbenlyse miskreditering.

For Agamben var det eneste “positive aspekt” af den situation, som han spekulerede over i begyndelsen af 2020, “den mulighed, at folk ville begynde at spekulere på, om deres måde at leve på overhovedet var rigtig”.

Det modsatte er tilfældet i dag, tre år efter de bemærkelsesværdige begivenheder i begyndelsen af 2020, hvor vi er nået hele cirklen rundt: Det eneste negative aspekt af vores “tilbagevenden til det normale” er risikoen for, at vi falder tilbage i den ureflekterede drift fra krise til krise, som muliggjorde nedlukningerne.”

~ Geoff Shullenberger er professor ved University of New York, og redaktør for Compact Magazine ~

Læs også: