Transparency International – Åbent brev nr. 1

Transparency International brev 1

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør

ET ÅBENT BREV TIL TRANSPARENCY INTERNATIONAL

Transparency International Danmark er den danske afdeling af den globale, partipolitisk uafhængige NGO (TI), hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse overalt i verden.

Udgivet den 27. Juli 2022.
Af Carl Henrik Rørbeck
fraud examiner, journalist
Næstformand, Frihedsbevægelsens Fællesråd

Det følgende er en gengivelse af et åbent brev sendt til Transparency International. 

Jeg har tidligere – i 00’erne – skrevet til Transparency International, fordi jeg slet ikke mener, at organisationen er gearet til at møde de udfordringer, som det 21. århundrede frembyder i de højtudviklede lande. Transparency måler groft sagt på det enkelte individs korruption; på pengesedler i kuverter til inferiøre embedsmænd. Derfor er Danmark ganske ufortjent igen og igen blevet kåret til verdens mindst korrupte land.

I virkeligheden er Danmark efter min overbevisning et af de MEST KORRUPTE LANDE i Europa.

Det er naturligvis ikke muligt at bevise, at der findes korruption, når man ikke råder over et efterforskningsapparat, der besidder de nødvendige ressourcer og magtbeføjelser, men det kan sandsynliggøres.

Hvis vi beskriver korrupte individer som personer, der handler i strid med de interesser, som de qua deres embede eller stilling (i den private sektor) er sat til at varetage, så åbner der sig et helt andet scenarie i Danmark. For her har vi TOPKORRUPTION. Det er samfundets ledende lag, der mere eller mindre åbenlyst tilsidesætter deres pligter, og deres magt er så stor, at ingen i pressen tør forfølge sagerne og rejse de kritiske spørgsmål.

Det er langsomt ved at gå op for befolkningen, efter at Minkkommissionens sønderlemmende kritik af regeringens retsstridige handlemåde har vist sig ikke at få konsekvenser for de ansvarlige, end ikke tjenstlige. I de seneste årtier har man dog for skams skyld fyret embedsmænd, som i politisk øjemed – for at tækkes deres politiske chefer – har brudt loven. For nogle år siden blev en departementschef i Justitsministeriet f.eks. fyret – men blev straks belønnet med en direktørstilling i Arbejdsskadestyrelsen, en stilling med en højere løn end den hun fik som departementschef. Men denne gang gider man end ikke gøre sig den umage at opføre et tilsvarende skuespil.

Det samme gælder et endnu mere himmelråbende lovbrud – selve nedlukningen af Danmark.

I marts 2020 besluttede regeringen at lukke landet ned. Det står klart, at nedlukningen – i modsætning til, hvad regeringen forledte befolkningen til at tro – IKKE var anbefalet af sundhedsmyndighederne. Søren Brostrøm FRARÅDEDE i tre breve til Sundhedsministeren de skarpe forholdsregler, som Covids farlighed (dødelighed) og smitsomhed ikke berettigede til.

FBF har opregnet 14 artikler i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, som er krænket med de forholdsregler, som regeringen – mod bedre vidende – foretog.

Menneskerettighederne kan kun krænkes i nødretssituationer. Og ifølge EMRK, den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er gældende dansk ret, skal enhver sådan i nødretten begrundet krænkelse af Menneskerettighederne uopholdeligt indrapporteres og begrundes overfor Europarådet. (Artikel 15.) Det er bare aldrig sket! En lang række andre lande, herunder tidligere Østbloklande og Sovjetrepublikker, har overholdt denne helt fundamentale regel, men IKKE DEN DANSKE REGERING.

Der er derfor såvel reelt som formelt tale om statsforbrydelse. Og vi kan konkludere, at vi har med en regering – og tildels et Folketing – at gøre, hvis medlemmer simpelthen er bedøvende ligeglade med alle spilleregler. Om noget er lovligt eller ej kan man altid tvinge en embedsmand i Justitsministeriet eller en juraprofessor til at give sig det ønskede svar på. Jeg tror ikke engang at skiftende Sovjetstyrer efter Stalin var i besiddelse af en sådan magtarrogance.

Og hvad er det for interesser, regeringen har tjent med disse handlinger? Ja, det er i hvert fald ikke befolkningens. For ifølge sundhedsmyndighederne var nedlukningerne ikke berettigede. Og de har kostet statskassen i nærheden af 700 milliarder kroner, mens medicinalindustrien og andre virksomheder og individer med gode forbindelser har beriget sig helt astronomisk i forbindelse med denne falske katastrofe, ofte uden at deres ydelser har været i udbud, sådan som loven og reglerne kræver.

Og hvordan foregår aflønningen så? Det er naturligvis meget svært at påvise, når der er tale om personer med hele magtapparatet bag sig. Men når en af disse personer, som må antages at være i besiddelse af en normal begavelse eller derover foretager handlinger, der strider mod landets, statens og befolkningens interesser, er det rimeligt at antage, at det sker mod en modydelse – det er selve essensen af korruptionsbegrebet. Og vi ser igen og igen, at politikere og embedsmænd efter endt gerning modtager særdeles højtlønnede stillinger i det private erhvervsliv, som de ikke er kvalificerede til at bestride – i virksomheder, som har haft omfattende forretninger med staten. Ofte er der tale om stillinger, hvor arbejdsbyrden er meget beskeden.

Eksempler herpå er finansminister Bjarne Corydon, som efter at have været primus motor i et salg af Danmarks infrastruktur til en berygtet amerikansk bank, Goldman Sachs  – til en værdi, der efter eksperters skøn var ca. 14 milliarder kroner for lav – modtog en stilling til over 10 millioner kroner i løn i et andet amerikansk firma, McKinsey, som også har omfattende forretninger med både den danske stat og Goldman Sachs. En anden ledende socialdemokrat, som var Erhvervsminister på dette tidspunkt, og som må antages at have spillet en betydelig rolle i dette salg, Henrik Sass Larsen, modtog efter at have forladt Folketinget en lukrativ stilling hos Goldman Sachs.

Denne sag – salget af DONG – er et grotesk eksempel på, hvor let det er for de politiske magthavere at undertrykke kritik i pressen. Det kom frem, at der var udarbejdet en vurderingsrapport af KPMG, og pressen krævede naturligvis denne fremlagt. Men rapporten ”blev væk” i Finansministeriet! Den kunne ikke findes! Og ikke en eneste avis eller fjernsynsreporter fandt på at foreslå, at man kunne finde den selv samme rapport i KPMG, i et stort antal kopier, formentlig, såvel trykte som elektroniske.

Gennem mit virke som fraud examiner har jeg haft kontakt til særdeles velhavende mennesker, som hævdede, at alle ledende danske politikere har oversøiske bankkonti. Det er naturligvis bare et rygte, men problemet er, at der ikke findes nogen enhed, der fører kontrol hermed. Hvis en embedsmand i Skat skulle falde over et mærkværdigt kreditkort tilhørende en magtfuld person, vil han vide at holde det for sig selv af hensyn til karrieren – ellers skal hans overordnede nok gøre ham sagernes stilling begribelig. Under disse omstændigheder er det klart, at kun et yderst begrænset antal af de samlede sager må antages at nå frem til pressens spalter. Alligevel har vi en del sager, der tyder kraftigt på korruption. De involverer alle sammen nationens stolthed, Danske Bank – reelt en del af det endnu større nationale klenodie, A.P. Møller – koncernen.

Danske Banks fusion med Realkredit Danmark – bestikkelse.

I 2000 fusionerede Dansk Bank med Realkredit Danmark. Det kom i 2003 frem i pressen – Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten – at Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, havde tilbudt bestyrelsesmedlemmerne i Realkredit Danmark i alt 31,5 mill.kr. I ”fratrædelsesgodtgørelser” – der var bare det problem, at der knyttede sig nogle særlige betingelser til disse godtgørelser – de blev nemlig kun udløst, hvis det enkelte bestyrelsesmedlem anbefalede Realkredit Danmarks generalforsamling at stemme ja til fusionen – og at den blev gennemført. Det gjorde samtlige bestyrelsesmedlemmer – fusionen blev gennemført, og de fik pengene. Der blev skrevet om sagen i 3 dage – så forstummede al debat. Der kom ingen udtalelser hverken fra Danske Bank eller fra officielt hold. Hvis forløbet er korrekt beskrevet – hvad intet taler for, at det ikke skulle være – må der være tale om en opfyldelse af gerningsindholdet i straffelovens § 299, stk. 2, så har jeg aldrig forstået det delikt.

Overbelåningen af Lars Løkke Rasmussens hus i Græsted.

Den tidligere statsminister gjorde sig i den grad berygtet for fiflen med bilag, at en politisk kollega udnævnte ham til ”den lille svindler”. Det mest graverende forhold var dog Realkredit Danmarks overbelåning af hans hus – huset belåntes for 3,5 millioner kr. på et tidspunkt, hvor det var ca. 1,8 millioner værd – med et realkreditlån til 0,8% – i strid med Realkreditloven, og derfor også Straffeloven; hhv. § 122 og 144. Efter at jeg havde skabt debat om dette i en udsendelse på den alternative kanal dkdox.tv og efterfølgende på sociale medier, blev lånet et årstid senere så vidt jeg har kunnet konstatere omlagt til et almindeligt banklån. Men hvem kan låne penge i banken uden sikkerhed?

Danske Banks verdensrekord

I 2017 kom det frem, at Danske Bank gennem sin estiske filial i årene 2008-15 havde hvidvasket ca. 200 milliarder €, hvilket er verdensrekord. Intet taler for, at der var tale om ”sloppiness” – det fremgik af bankens interne notater, at man var helt klar over, hvad der foregik, og i øvrigt kunne det konstateres, at en filial, der stod for mindre en 2% af omsætningen genererede mere end 10% af bankens samlede overskud. Dette er noget, der får en moderne ledelse til at spærre øjnene op – en højprofessionel virksomhed ledes ikke på lykke og fromme eller ”mavefornemmelser”. Alligevel har SØIK droppet alle sigtelser mod bankens ledelse og banken selv, mens personerne bag mindre ”vaskerier” får op til 6 års fængsel. Det er et ubetinget tegn på alvorlig korruption i toppen af Danmarks ledelse.

Bedrageri i milliard – klassen i forbindelse med Hafnia-Hånd-i-Hånds konkursbo

Danske Bank mener selv, at sagen er ”kompliceret”, så jeg skal efter ringe evne forsøge at forsimple den.

Af Sø- og Handelsrettens dom og dens præmisser fremgår bl.a. (for et fuldstændigt overblik henvises til selve dommene, i alt 140 sider i Ufr (U2002 2067H)) følgende fejl og mangler ved prospektet: For såvidt angår selskabets driftsresultat for 1991, angiver prospektet at dette er -70 mill, og at det året før var +30 mill., således at differencen er 100 mill. Imidlertid er den måde, resultatet opgøres på ændret, således at tallene ikke kan sammenlignes. Reelt er forskellen 330 millioner. Endvidere fremgår det af S&H dommen, at det budgetterede resultat for 1992, -500 millioner, burde have været 332 millioner lavere, altså et tab på 832 millioner. Endvidere mener S&H ikke, at prospektet, som korrekt redegøre for, hvorledes egenkapitalen fra december 1991 til juli 1992 skrumpede fra 3,125 milliarder til minus 400 millioner, i tilstrækkeligt omfang beskriver driftens bidrag til tabene, men i alt væsentligt tilskriver disse den negative kursudvikling på Hafnias beholdninger af aktier i Baltica og Scandia.

Det fremgår heller ikke af prospektet, at en væsentlig del af provenuet ved emissionen, som budgetteres til 1.936.334.935 kr., men som i virkeligheden blev 2.006564.700, efter fradrag af provisionen på 70 millioner, hovedsagelig gik til Danske Bank, trods påstande om, at den kortfristede gæld var blevet forlænget. Faktisk gik provenuet til nedbringelse af den kortfristede gæld med hele 417 millioner, eller knap 21% af provenuet, og dette beløb røg lige ned i Danske Banks kasse. Danske Bank benyttede således – uden at det på nogen måde fremgik af prospektet – emissionen til at dække sig ind, snarere end at polstre Hafnia.

I aftalen mellem bankerne og Hafnia om forlængelse af den kortfristede gæld til 30. juni 1993 var en klausul, som indebar, at dersom egenkapitalen faldt til under 1 milliard, kunne bankerne alligevel kræve gælden indfriet, hvilket med stor sandsynlighed ville indebære en betalingsstandsning. Denne klausul blev ikke omtalt i prospektet, og de ovennævnte forhold – det alt for optimistiske budget og indfrielsen af gæld med 417 millioner gjorde, at det faktisk var overvejende sandsynligt, at denne klausul ville blive aktiveret.

Endvidere herskede der tvivl om forholdene i flere af datterselskaberne, herunder garantiselskabet og Hafnia Sø og Industri, som inden tegningsperiodens udløb udløste en række skarpe krav fra Finanstilsynet. Dette kom ikke til offentlighedens kendskab. Herudover gøres det i prospektet gældende, at Hafnias ”strategiske” aktiebeholdninger samt koncernselskaberne selv indeholder en række ”merværdier”, der på forskellige måder opgøres til 2-3 milliarder. S&H finder ikke, at disse opgørelser er realistiske, da man ikke står med nogen købere, der er parate til at betale disse ”merværdier”, og da det heller ikke oplyses, at den kortfristede gæld, for hvilken de ”strategiske” aktieposter er erhvervet bærer meget høje renter.

På baggrund heraf og en lang række andre kritisable forhold, der findes at stride mod Fondsbørsens regler for udarbejdelse af prospekter, dvs. Bekendtgørelse 709 af 18. oktober 1990, samt Fondsbørslovens § 19, stk. 1, dømmer Sø- og Handelsretten Hafnias revisorer og Danske Bank til at betale den investor, der har anlagt sagen, en erstatning på det beløb, han havde købt aktier for, med stemmerne 4-1. Konsekvensen af dommen var, at de sagsøgte ville være blevet nødt til at erstatte samtlige aktie-køberes tab. Denne dom omstøder Højesteret med en række yderst besynderlige begrundelser eller, i en del tilfælde, ikke-begrundelser. Højesteret mener ganske vist, at en del af disse punkter udgjorde en mangel ved prospektet, men skriver under afsnittet ”Samlet bedømmelse af prospektet”: På baggrund af det der er anført ovenfor i afsnit 2, måtte en investor være klar over, at Hafnia Holding var i alvorlige økonomiske vanskeligheder, at aktieemissionen var et led i at genoprette selskabets økonomi, og at yderligere væsentlige kursfald på aktiemarkedet, herunder specielt på Baltica- og Skandia-aktier, ville indebære en ikke ubetydelig risiko for, at selskabet – uanset den kapitaltilførsel, der opnåedes ved emissionen – ikke kunne overleve. Beskrivelsen af de forhold, der medførte denne risiko, var afgørende elementer i prospektets angivelser om selskabets stilling og udsigter. Det må antages, at den enkelte investors beslutning om aktieinvestering i første omgang skete ud fra en afvejning af risikoen overfor udsigten til gevinst ved genopretning af Hafnias økonomi.

På denne baggrund finder Højesteret, at den kritik, som på enkelte punkter kan rettes mod prospektet, jf. Foran i pkt. 3, ikke kan bevirke, at prospektet efter en samlet vurdering lider af sådanne mangler, at der er grundlag for at pålægge erstatningsansvar, jf. herved det i afsnit 1 anførte. Det var da heller ikke forholdene i forbindelse med de nævnte kritikpunkter, men fortsatte væsentlige kursfald, der førte til Hafnias betalingsstandsning og konkurs.”

Hvis denne ufatteligt lamme begrundelse skal tages for pålydende, må man altså konstatere, at det samlede dommerkollegium led af en fuldstændig mangel på virksomhedsøkonomisk indsigt eller bare almindelige regnekundskaber. Det forhold, at Hafnias aktiver og potentiale var misrepræsenteret med flere milliarder i prospektet gav nemlig investorerne det indtryk, at koncernen efter emissionen ville  kunne MODSTÅ betydelige kursfald!

Tilbage står de fleste nok med en nagende fornemmelse af, at Højesteret af irrationelle eller illegitime årsager valgte at beskytte Danske Bank.

Statens uddeling af almisser til Danske Bank

Staten har af 3 omgange reddet banken – på bekostning af skatteyderne, som det efter forskellige skøn har kostet et tocifret milliardbeløb –  i en situation, hvor dens ledelse gennem en eksempelløs uansvarlighed havde bragt banken på randen af konkurs. Fra omkring år 2000 opstod generelt et indlånsunderskud i den danske banksektor på ca. 656 milliarder, hvoraf Dansk Bank alene tegnede sig for 350 milliarder, (Kilde: Rangvid- rapporten.) selv om Danske Banks markedsandel var mindre end 30%.

Staten måtte indskyde 24 milliarder som ansvarlig kernekapital i Danske Bank og 2 milliarder i Realkredit Danmark; i alt 26 milliarder af samlet ca. 46 milliarder, som staten indskød i de mange nødlidende pengeinstitutter eller 56,5% af dette samlede beløb. Endvidere måtte banken sikres med en individuel garanti på godt 36 milliarder foruden de generelle garantier. Ved vedtagelsen af bankpakkerne blev der stillet krav til, at bankernes egenkapital (kernekapital) skulle udgøre 12% af balancen, hvor Danske Banks kernekapital altså havde udgjort mindre end 3% af balancen ved krisens indtræden.

Indlånsunderskuddet var blevet finansieret i vidt omgang med kortfristede lån på det internationale lånemarked, således at den mangel på likviditet, der var en konsekvens af indlånsunderskuddet, som igen var et resultat af en stærkt ekspansiv udlånspolitik, kunne dækkes ind.

Imidlertid førte det altså til, da de internationale finansmarkeder ”tørrede ud” i efteråret 2008, at man ikke kunne refinansiere, og den ubetingede garanti, som staten med bankpakke 1 havde stillet i 2 år, var derfor ved at udløse en statsbankerot, da Nationalbanken kun lå inde med 103 milliarder i valuta, men Danske Bank stod overfor at skulle indfri lån for ca. 400 milliarder i udenlandsk valuta. Dette skete dog ikke, men det havde man ingen mulighed for at vide med sikkerhed, da garantierne blev stillet. Danske Bank ville under disse omstændigheder, dersom staten ikke var trådt til med garantier, der var 1,5 gange højere end bruttonationalproduktet og 3 gange statsbudgettet, med stor sandsynlighed være gået konkurs. Banken aktier nåede ned i kurs 35, inden regeringen greb ind. Bankpakkerne var ikke gratis for Danske Bank (eller de øvrige pengeinstitutter) men prisen (forsikringspræmien) og renterne blev fastsat individuelt.

Der er dog økonomer som har beregnet, at bankerne samlet betalte mindst 35 milliarder for lidt i forhold til f.eks. amerikanske banker. Man kan spørge sig selv, hvorfor man – regeringen – ikke valgte at overtage banken. I virkeligheden forærede man en formue til de aktionærer, som – via den valgte ledelse – havde ledet banken så utroligt uansvarligt, at det nærmest må betegnes som kriminelt.

Det var den gang A.P. Møller-Mærsk, der gennem en aktiepost på ca. 26% i realiteten kontrollerede banken. Hvis banken var så vigtig for ”tilliden”, både hos danskerne og i udlandet, og den i den grad havde optrådt ansvarsløst og hensynsløst, havde det så ikke været en idé at udskifte ejerkredsen med nogle bedre egnede ejere? Havde det ikke været en idé at kræve bankens samlede ledelse fjernet? Danske Bank valgte ganske vist at pensionere Peter Straarup, der som ordførende direktør fra 1998 havde det absolutte hovedansvar for bankens adfærd i årene op til finanskrisen, men først i 2011, effektivt fra 2012. Han blev afløst af Eivind Kolding, der var bestyrelsesmedlem i banken i den kritiske tid, fra 2001, og som på bankens vegne kvitterede for det danske samfunds livreddende indsats ved at fyre 2.000 medarbejdere og overlade dem til samfundets forsørgelse; en årlig regning på skønsmæssigt 400 millioner til de danske skatteydere, fordi, som han udtrykte det, han ”ville have afkastet op på 15%”, vel at mærke i en tid, hvor Nationalbankens udlånsrente var 0,2%!

Generelt – om den førte økonomiske politik

Der har i hele den vestlige verden fundet enorme formueforskydninger sted de sidste 20 år. Man har i magasinet Forbes kunnet læse, hvordan den Vestlige middelklasse under finanskrisen i 2008 ALENE mistede 40% af sine samlede aktiver, som så igen dukkede op på de allerrigeste individers og koncerners balancer. Denne tendens er fortsat, og ifølge finansmedierne er den gået endnu stærkere under Corona – krisen. Dette er naturligvis ikke resultatet af naturkræfter, men derimod af en helt bevidst og målrettet økonomisk politik. Få steder er fordelingen af aktiver så skæv som i Danmark. I hele OECD området findes der kun to afrikanske stater, hvor fordelingen er mere ulige – ifølge den danske økonom Paul Tidemann (Altinget, 8. oktober 2017.)

En mere tydelig indikation af politisk – økonomisk korruption på højeste plan kan næppe tænkes.

Jeg vil i en senere skrivelse informere Tranparency om de indikatorer, jeg finder for omfattende korruption i de kommunale administrationer og retssystemet.

 

Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen

 

 

 

Carl Henrik Rørbeck
Næstformand
Frihedsbevægelsens Fællesråd

 

PDF fil af brevet: Transparency International – Åbent brev nr.1

 

Del artiklen

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Har du en interessant historie, du vil dele med os, så skriv til dissensMEDIA på dissensmedia@protonmail.com

Vi respekterer anonymitet

dissensMEDIA er medlem af

2 thoughts on “Transparency International – Åbent brev nr. 1”

  1. Pingback: Transparency International - Åbent brev nr. 2 - Frihedsbevægelsens Fællesråd

  2. Pingback: Begås der lige nu, et globalt offentligt-privat statskup? - Frihedsbevægelsens Fællesråd

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kære frihedselskende venner!

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Kære frihedselskende venner! At sige noget andet end dét, som levebrødspolitikerne siger, er i virkeligheden vores demokratiske forpligtelse. – Og det er ikke, fordi ”konspirationsteoretikere” kun fortæller noget, der er sandfærdigt og rigtigt – det gør de ofte langt fra -, det er fordi, – hvis vi i Danmark – med …

Kære frihedselskende venner! Read More »

Global BioLabs Report 2023

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Global BioLabs Report 2023 viser, at biolaboratorier med de højeste risikoniveauer ikke indfører internationale standarder for biorisikostyring Rapporten vurderede også biorisikostyring og -forvaltning på internationalt plan og fandt, at forvaltningen af biosikkerhed generelt set var langt stærkere end biosikring. Rapporten fremhævede, at der findes flere uformelle multinationale grupper, som lægger vægt …

Global BioLabs Report 2023 Read More »

Tid at blive vred!

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Tid at blive vred! – Om klapjagten på de kritisk tænkende Jette Anne-Marie Hansen rammer plet i sin analyse af den klapjagt der foregår på kritisk tænkende mennesker i dagens Danmark. Både medier og politikere skaber et billede af at de er farlige og utilregnelige, når de ytrer sig kritisk, i …

Tid at blive vred! Read More »

Alt er sprog

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Alt er sprog og maskinerne har knækket koden Maskinerne udviser evner, som ingen anede, at de havde. Der var for eksempel ingen mennesker, der vidste, at maskinen kunne skrive innovative forskningspapirer inden for neurovidenskab, før nogen fandt på at spørge den. Der var ingen, der vidste, at maskinen kunne tale persisk, for …

Alt er sprog Read More »

Rothschilderne sendte præsident Macron til Kina

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Rothschilderne sendte franske præsident Macron til Kina i et forsøg på at redde Europa. Men så gik Rockefeller-imperiet i panik   Emmanuel Macrons nylige besøg i Kina har skabt stor røre og bekymring i den vestlige verden. Den franske præsident har ikke blot udfordret Europa til at frigøre sig fra sin …

Rothschilderne sendte præsident Macron til Kina Read More »

En vigtig samtale med Kim Varming

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør En vigtig samtale med Kim Varming Når man er speciallæge i klinisk immunologi, tidligere seniorforsker og har 18 års erfaring som ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital – så ved hvad noget, som er vigtigt for os andre, også at vide.  Udgivet den 12.04.2023 Af dissensMEDIA Kim Varming har endnu engang stillet …

En vigtig samtale med Kim Varming Read More »

Covid-19-fortællingen

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Covid-19-fortællingen Covid-19 pandemien har ændret den måde, hvorpå vi opfatter sundhed og sygdom. Fra at være baseret på almindelig sund fornuft og symptomatik er vi gået over til en praksis, hvor alle antages at være smittebærere, indtil det modsatte er bevist. I denne artikel reflekterer Birgitte Albrechtsen over de økonomiske og …

Covid-19-fortællingen Read More »

Parisaftalen er en absurditet

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Parisaftalen er en absurditet. Det er til fulde dokumenteret af Kina. Ny forskning viser, at stigende temperaturer og mere CO2 har skabt en grønnere verden, og Kina har reduceret global opvarmning med øget plantevækst. Er Parisaftalen og Danmarks CO2-reduktioner virkelig nødvendige, eller bør vi fokusere på at skabe et grønnere Danmark …

Parisaftalen er en absurditet Read More »

Anmeldelse af DRs dokumentar “Oprør”

dissensMEDIA – systemkritikernes talerør Anmeldelse af DRs dokumentar “Oprør” DRs dokumentar om 4 frihedskæmpere under corona-perioden blev sendt i 2 dele, 1. del mandag den 27. marts med titlen OPRØR – Farligere end corona ? og 2. del mandag den 3. april 2023 med titlen Er der flere sandheder ? Varighed af hver udsendelse er …

Anmeldelse af DRs dokumentar “Oprør” Read More »