dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Tidligere nazister i onkel Sams tjeneste
Dette er historien om BND (Bundes Nachricten Dienst),og dets grundlægger Reinhard Gehlen og dets loyale tjeneste for Washington. Fra historien om en så strategisk vigtig myndighed som BND kan det konkluderes, at Tyskland stadig ikke er et fuldt suverænt land.
Udgivet den 28. februar 2023
Oversat af Ole Gerstrøm
Det følgende er en oversættelse af artikel udgivet af ‘R-Techno’ uncut-news.ch, den 17. februar 2023.
Tidligere nazister i onkel Sams tjeneste
“USA besætter stadig i det væsentlige Tyskland, Japan, Republikken Korea og andre lande. Samtidig kaldes disse lande kynisk lige allierede. Men hvad er det for et samarbejde?”
Dette spørgsmål blev stillet af den russiske præsident Vladimir Putin den 30. september 2022 under hans tale i Kreml, da beslutningerne om de nye – tidligere ukrainske – regioners indtræden i Den Russiske Føderation blev underskrevet.
Den russiske præsident gik ikke i yderligere detaljer, men det er svært at argumentere imod hans ord. Det mest magtfulde land i Vesteuropa, Tyskland, handler i stigende grad imod sine egne nationale interesser. Berlin koordinerer sin udenrigspolitiske kurs med Washington, ikke kun på regelmæssige NATO- og G7-topmøder, men også gennem mere diskrete kanaler. En af disse kanaler er den tyske udenlandske efterretningstjeneste, officielt kaldet Federal Intelligence Service (Bundes Nachricten Dienst).
Denne afdeling blev grundlagt i efterkrigsårene af tidligere nazister og SS-officerer som en privat efterretningsorganisation. Imidlertid var kontrollen med tjenesten helt i hænderne på USA, og store efterretningsoperationer blev altid udført i USA’s interesse. Talrige journalistiske undersøgelser fører til den konklusion, at situationen ikke har ændret sig meget den dag i dag.
Officer, spion og nazist
BND’s historie er uløseligt forbundet med dens grundlægger, Reinhard Gehlen. Han blev født den 3. april 1902 i Erfurt i familien af pensioneret premierløjtnant Walter Gehlen. Familien kom fra det flamske aristokrati, hvor mændene traditionelt tjente i hæren. Den unge Gehlen havde alle chancer for at bryde med denne familietradition – for efter Første Verdenskrig var Tyskland stærkt begrænset af Versailles-traktaten med hensyn til driften af militære uddannelsesinstitutioner.
Men alt ændrede sig, da Adolf Hitler kom til magten. Under Hitlers styre fornyede Tyskland sin kurs mod militarisering. Et af de første skridt var genoprettelsen af militære uddannelsesinstitutioner, herunder generalstabens akademi. Den senere leder af BND var en af de første kandidater fra dette akademi.
I 1936 blev Gehlen udnævnt til officer i den operationelle afdeling af Sydgruppen i den tyske Wehrmacht under ledelse af en af de mest fremtrædende generaler i Anden Verdenskrig, Erich von Manstein. Dette tjente Gehlen som et springbræt for hans videre militære karriere. Under Anden Verdenskrig steg han til rang af generalløjtnant og blev chef for militær efterretning for overkommandoen for de udenlandske hære øst (FHO) i den tyske hær. I krigsårene indsamlede denne struktur store mængder data under teknisk, militær, strategisk og politisk rekognoscering i Sovjetunionen.
Reinhard Gehlen
Faktisk skyldte Gehlen udelukkende sin strålende militære karriere til nazisterne under Adolf Hitler. I 1944 var han imidlertid blevet opmærksom på regimets stadig mere dystre udsigter. Som ivrig antikommunist besluttede han at slutte sig til en af de vestlige allierede, der var villige til at betale gode penge for hans tjenester. Efterretningschefen beordrede adskillige hemmelige dokumenter kopieret og lagt i vandtætte beholdere, som derefter blev begravet forskellige steder i de østrigske alper.
Det tog ikke lang tid at finde en køber til disse dokumenter. I juli 1943 etablerede militærafdelingen i det amerikanske forsvarsministerium Department of Special Projects. Denne organisation begyndte at udvikle et hemmeligt program til at gen-uddanne tyske krigsfanger.
Den 5. april 1945, en måned før den tyske overgivelse, overgav generalmajor Gehlen sammen med sine hjælpere Gerhard Wessel og Hermann Baun sig til de amerikanske tropper og tog med sig de oplysninger, der blev indsamlet under krigen om Sovjetunionen og de bedste proamerikanske kollaboratører. Kort forinden havde George Catlett Marshall Jr. – daværende stabschef for den amerikanske hær – indvilliget i at få analyseret arkiverne for Wehrmachtens militære enheder på østfronten. Også i april 1945 blev der indgået en aftale mellem efterretningstjenesterne i Storbritannien og USA om at undersøge tyskernes erfaringer med at udføre militære operationer mod Sovjetunionen. Gehlen kom med sine data og viden på det helt rigtige tidspunkt.
Ved sin ankomst til USA modtog han pseudonymet Hans Holbein og et tjenestecertifikat, der skulle skjule den amerikanske hærs samarbejde med tidligere medlemmer af SS. På grund af den aftale, som Gehlen havde indgået med den amerikanske regering, begyndte tyske krigsfangere at forske under hans ledelse i midten af september 1945 i en lejr med postadressen P.O. Box 1142, Fort Hunt, Virginia, USA. Projektet fik kodenavnet “B” for Bolero.
Den nazistiske klub
Ifølge oplysninger fra CIA-arkiver deltog omkring 200 tyske officerer i dette program fra oktober 1945 til april 1946. Resultatet af deres arbejde var en 3.657-siders rapport udarbejdet til regeringerne i England, USA og Canada.
I juli 1946 blev Gehlens Bolero-gruppe fusioneret med en anden efterretningsenhed, også sammensat af tidligere nazister. Denne gruppe blev kaldt “Keystone” – en tjeneste, der overvågede radiotransmissioner på det europæiske territorium, der kontrolleredes af Sovjetunionen. Gruppen blev ledet af Hermann Baun og var baseret i Oberursel, Tyskland. Den fælles operation af disse to grupper var kodenavnet “Rusty”, og deres hovedopgave var at indsamle oplysninger om tilstanden af Sovjetunionens væbnede styrker, især dem, der ligger i Østtyskland.
Et par måneder senere blev Gehlen og den amerikanske regering enige om at oprette et fuldgyldigt spionagentur kaldet “Organisation Gehlen” (OG). Gehlen selv ledede organisationen indtil dens opløsning. Nogle af de første personer, Gehlen rekrutterede, var tidligere officerer fra SS og gestapo, som fik nye navne og udstedte forfalskede dokumenter. CIA’s afklassificerede arkiver indeholder et dossier om en af organisationens ansatte, Heina Paul Johannes, der havde tjent i enheder i SS og sluttede sig til organisationen under navnet Karl Schütz. Blandt de første til at tilslutte sig var den tidligere Obersturmführer af SS Franz Göring og Hans Sommer samt Sturmführer af SS Herbert Stein.
Gehlen inkluderede også generalløjtnant Friedrich Wilhelm von Mellenthin, den tidligere chef for 4. panserarmé, samt generalmajor Nichtke, der havde kommanderet divisioner i Polen og Rusland, i organisationen; generalmajor Rudolf Kleinkamp, der havde ledet personeltjenesten i værnemagtens overkommando; Generaloberst Heinz Guderian; den tidligere militærattaché i Tokyo, oberst von Kretschmer, samt andre værnemagtssoldater.
De ledende stillinger i spidsen for grupperne blev besat af tidligere SS-officerer, som Gehlen alle kendte personligt. Oberst Heinz Heer blev chefanalytiker; Oberst Ulrich Noack ledede forskningsgruppen om Sovjetunionens økonomi; Kaptajn Blossfeldt forestod forhørene. Agenterne, der gav oplysninger til organisationen, bestod udelukkende af Hitler-loyalister i den østlige zone, der havde deltaget i aktive fjendtligheder mod Sovjetunionen på Nazitysklands side under Anden Verdenskrig.
De tidligere nazisters nye opgaver
Officielle data om Gehlen-organisationen mangler af indlysende grunde. Alt, hvad der er kendt, er, at den opererede under forskellige kodenavne: fra 1949 til 1950 under kodenavnet “Offspring”; fra 1950 til 1951 som “Odeum” og fra 1951 til 1956 som “Zipper“. Organisationens hovedaktivitet var at indhente oplysninger fra landene i Østeuropa og Sovjetunionen.
Den 1. april 1946 begyndte forsøgsoperationen af den nye organisation, som efterfølgende modtog en positiv evaluering af repræsentanterne for de amerikanske myndigheder. Den første store operation af Gehlen-organisationen blev imidlertid lanceret i 1947 under kodenavnet “Aktion Hermes”. Opgaven var den systematiske afhøring af hundredtusinder af tidligere tyske krigsfanger, der var på vej hjem fra sovjetiske lejre.
Organisationens agenter havde faste positioner i transitlejrene for de ankomne tidligere krigsfanger. Næsten alle hjemvendte – uanset om de var soldater eller civile – blev kontaktet af agenter og spurgt om deres opholdssted og arbejdssteder, hvor de var udsendt. Organisationen var primært interesseret i mulige agenter på den anden side. Hovedemnerne i undersøgelserne var sovjetisk industri, våben, telekommunikation og befolkningens holdning til myndighederne.
Reinhard Gehlen i rang af generalmajor i 1945.
Det faktum, at undersøgelserne pegede på en betydelig stigning i produktionen af kampvogne og jagerfly i Sovjetunionen efter 1945, bekymrede det amerikanske militær. I maj 1949 lancerede den britiske efterretningstjeneste derfor “Operation Jungle”, hvis formål var at danne sabotageenheder til at operere under dække af nationale befrielsesbevægelser i de baltiske sovjetrepublikker og også i det socialistiske Polen. I Londons Chelsea-distrikt oprettede Storbritanniens MI6 et særligt center for at uddanne agenter, der skulle sendes til de baltiske sovjetrepublikker. Operationen blev ledet af Henry Carr, direktør for afdelingen for Nordeuropa og direktøren for den baltiske afdeling, Alexander McKibbin.
Gehlen-organisationen havde til opgave at rekruttere agenter til Operation Jungle blandt tidligere medlemmer af Wehrmacht og baltiske nazister. Disse agenter blev efterfølgende transporteret ad søvejen til de baltiske sovjetrepublikker under dække af et fiktivt selskab kaldet British Baltic Fishery Protection Service. Officielt var virksomheden forpligtet til at beskytte vesttyske fiskere mod “sovjetisk vilkårlighed” til søs. Deres både blev modificeret og havde en reduceret vægt for at øge deres hastighed. For at skjule den britiske regerings involvering, hvis en af bådene blev erobret af den sovjetiske flåde, bemandede Gehlen-organisationen den med tyske besætninger. Sovjetunionens ministerium for statssikkerhed (MGB) fik nys om operationen gennem sine egne agenter i Storbritannien, og som følge heraf blev næsten alle de 42 agenter i Operation Jungle arresteret.
En fest på hvis bekostning?
Reinhard Gehlen skrev i sine erindringer:
“Indtil 1956 havde vi ingen mulighed for at forsikre medarbejdere af staten, fordi arbejdsgiveren ikke formelt eksisterede.”
I de tidlige stadier af Gehlen-organisationen brugte Washington den som en celle inden for sine egne væbnede styrker. Det var den amerikanske hærs opgave at udstyre organisationen af tidligere nazistiske efterretningsofficerer med tekniske hjælpemidler – fra skrivemaskiner til radioer. Denne nyoprettede celle blev finansieret udelukkende fra det amerikanske budget. Mængden af tildelte midler varierede fra $ 1,5 millioner til $ 3,4 millioner om året for 50 ansatte, ifølge rapporter fra forskellige kilder.
Derudover forsynede den amerikanske hær organisationen med kontanter og forbrugsvarer fra sine varebeholdninger, som blev udvekslet af organisationen på det sorte marked for penge, som byttehandel eller som betalingsmiddel. I september 1946 modtog Gehlen-organisationen 160.000 cigaretter, 43.300 liter benzin og omkring $ 50.000 i kontanter fra den amerikanske hær. I perioden fra juli til oktober 1948 blev der leveret 82.153 chokoladebarer, 67.150 cigaretpakker, 4.500 barberblade og 1.815 par uldsokker til organisationen.
Den amerikanske journalist Mary Ellen Rees skrev i sin bog “Reinhard Gehlen: The CIA Connection”:
“Gehlens hurtigt voksende organisation havde konstant brug for penge. Hvad den amerikanske hær leverede, var langt fra tilstrækkeligt, og det sorte marked blev deres vigtigste indtægtskilde. Systemet var lige så effektivt, som det var skamløst. Hæren forsynede organisationen med forbrugsvarer, som derefter blev solgt på det sorte marked. U.S. Army Criminal Affairs Division konfiskerede derefter de solgte eller byttede varer med den begrundelse, at de var kommet ulovligt ind på det sorte marked, tog dem tilbage i den amerikanske regerings besiddelse, kun for at overdrage dem igen til Gehlen-organisationen, som derefter tog dem til det ‘sorte marked’. Efter valutareformen i juni 1948, da D-Marken blev introduceret, blev denne rentable cyklus et spørgsmål om overlevelse. Ifølge Gehlen faldt organisationens økonomiske styrke med 70 procent.”
I 1949 blev Gehlen-organisationen underlagt CIA og forblev under dens kontrol, indtil Vesttyskland dannede en ny regering i september samme år, som organisationen fortsatte med at operere for. Blandt de dokumenter, der blev fundet i CIAs arkiver, var organisationens lønsedler. Lønnen pr. medarbejder på det tidspunkt var mellem 500 og 900 amerikanske dollars. Fra begyndelsen af 1950’erne finansierede den tyske økonomi Gehlen-organisationen gennem et agentur med kodenavnet “Industrial Research Institute”.
I 1951 modtog organisationen 600.000 D-mark fra virksomhederne Standard Elektrik AG, Rodenstock og Messerschmitt. Fra 1954 ydede Bonn et månedligt tilskud på 30.000 D-mark. Pengene kom fra kanslerens reservefond, som var en slush fund i bredere forstand.
Fødslen af den vesttyske hemmelige tjeneste
I juni 1950 gav Gehlen Hans Globke, statssekretær i Forbundskansleriet, sin vurdering af oprettelsen af en vesttysk udenlandsk efterretningstjeneste og talte om det med forbundskansler Konrad Adenauer i september samme år. Hans synspunkter fandt endelig støtte – også på grund af den ændrede situation i international politik.
I juni 1950 begyndte Koreakrigen og gjorde det klart, at den kolde krig kunne blive varm når som helst. I det delte Tyskland stod to modsatrettede sociale systemer – kommunisme og kapitalisme – bogstaveligt talt over for hinanden. Den nye krig i Asien understregede det afgørende behov for at indsamle efterretninger om fjenden og sætte efterretningsprioriteter.
Hovedfokus var på militær spionage: tropperne i Østtyskland blev overvåget af den såkaldte “kortdistance rekognoscering”. I Polen, Tjekkoslovakiet og andre østbloklande (herunder Jugoslavien og Albanien) var den såkaldte “dybe oplysning” aktiv. Og i Sovjetunionen selv, den såkaldte “langtrækkende rekognoscering”.
De intensive bestræbelser på at integrere Gehlen-organisationen i forbundsregeringens struktur og dermed sikre dens finansiering blev kronet med succes fem år senere, da ministerkabinettet den 11. juli 1955 endelig besluttede at overtage organisationen og placere den under forbundskansleren. Mindre end et år senere, den 1. april 1956, blev Gehlen-organisationen omdøbt til “BND”, men dens struktur havde ikke ændret sig på nogen måde. Gehlen selv forblev chef for efterretningstjenesten i yderligere 12 år.
Der er ingen officielle tal eller videnskabeligt forsvarlige og uafhængige data om, hvordan antallet af BND-ansatte har udviklet sig siden 1956. Ifølge den almindeligt accepterede opfattelse i det tidligere DDR blev antallet af ansatte fordoblet fra 1.245 i 1956 til 2.500 i 1963. Derefter igen til 5.000 i 1968, og i 1977 beskæftigede BND 6.500 ansatte og officerer tildelt af Bundeswehr.
Gamle vaner i en ny forklædning
Selvom Bnd Formelt Blev Den Suveræne Efterretningstjeneste I En Formelt Suveræn Stat, Fortsatte Den Med At Udføre Opgaver I Den Amerikanske Regerings Interesse.
Dette blev blandt andet bekræftet af forskning fra Washington Post og ZDF.
Undersøgelsen henviser til arkivdokumenter fra CIA og BND og finder, at CIA i samarbejde med BND har læst den hemmelige korrespondance fra regeringerne i adskillige lande i et halvt århundrede og opnået økonomiske overskud på flere millioner dollars. Dette blev håndteret af det schweiziske firma Crypto AG, der fremstiller krypteringsenheder.
Meget tyder på at den tyske efterretningstjeneste stadig er aktiv i usa’s interesse i dag.
For eksempel rapporterede Bild am Sonntag i 2015 med henvisning til en skriftlig erklæring fra BND, at den tyske efterretningstjeneste havde indsamlet oplysninger om Østrig på vegne af det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (NSA). Avisen havde også tidligere rapporteret, at BND havde hjulpet NSA med at spionere mod medlemmer af den franske regering og Europa-Kommissionen.
Hvert lands efterretningstjeneste er et symbol på dets suverænitet og et instrument til løsning af statslige problemer, der er underordnet nationale interesser. Af ovenstående såvel som fra historien om en så strategisk vigtig myndighed som BND kan det konkluderes, at Tyskland stadig ikke er et fuldt suverænt land.
