dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
The Lockdown-files
The Lockdown Files har været fulde af ekstraordinære afsløringer, men den mest ekstraordinære af dem alle har måske været nyheden om, at nogle journalister mener, at vi aldrig bør få lov til at kende den virkelige sandhed om, hvordan lockdowns, masketvang og vaccinepas blev påtvunget vores nation.
Udgivet den 7. marts 2023
Skrevet af Uffe Jonas
The Lockdown-files er den nye store afsløring af interne dokumenter fra den mørke tid. Dokumenterne stammer fra den britiske regerings indercirkel under Corona-håndteringen. Ca. 150.000 tekstbeskeder om alt, hvad der foregik på regeringsniveau, og hvor lidt beslutningerne havde med data og videnskab at gøre.
Filerne viser blandt andet, hvordan man i regeringstoppen bevidst og eksplicit førte skræmmekampagner for at tvinge befolkningen til blind accept af regeringens mange autoritære corona-tiltag, såsom lockdowns, skolelukninger, maskepåbud og andre grusomme politikker.
En beslutningsproces, som siden har vist sig at være helt uden hold i nogen form for solid videnskabelig evidens, sådan som det ellers blev hævdet over for befolkningen, og kolporteret fuldkommen ukritisk af medierne.
De britiske journalister vil imidlertid hellere skælde ud på Isabel Oakeshott for at have afsløret indholdet af daværende Sundhedsminister Matt Hancocks WhatsApp beskeder, som hun havde modtaget i fortrolighed i forbindelse med et fælles bogprojekt, end de vil beskæftige sig med indholdet af beskederne.
De beviser nemlig, at regeringens corona-politik havde så godt som intet med “videnskaben” og alt med det politiske spil at gøre. Og det udstiller i den grad journalisternes manglende vilje og evne til at forholde sig professionelt og kritisk til regeringens lockdown politik, imens beslutningerne stod på.
Hvis journalisterne havde gjort deres hjemmearbejde og stillet de relevante kritiske spørgsmål mens tid var, så ville Isabel Oakeshott ikke være nødt til at skulle gøre det for dem nu.
Af Julia Hartley-Brewer:
“The Lockdown Files har været fulde af ekstraordinære afsløringer, men den mest ekstraordinære af dem alle har måske været nyheden om, at nogle journalister mener, at vi aldrig bør få lov til at kende den virkelige sandhed om, hvordan lockdowns, masketvang og vaccinepas blev påtvunget vores nation.
Siden The Telegraph bragte de første historier fra Matt Hancocks WhatsApp-beskeder, har mange journalister, både på tryk og i radioen, fokuseret, ikke på historien, men på dens formidler.
Mange journalister har stillet sig i kø for at kramme deres bedekrans og erklære deres foragt for Isabel Oakeshotts beslutning om at afsløre den tidligere sundhedsministers private beskeder i strid med en hemmeligholdelsesaftale, der blev underskrevet, da hun var medforfatter til hans erindringsbog om pandemien.
De sætter spørgsmålstegn ved hendes professionelle integritet, hendes troværdighed og endda (bizart nok) hendes løn. Men hvorfor er de så opsatte på at slå budbringeren ihjel i stedet for at fokusere på indholdet af budskabet?
Er det faglig misundelse over en konkurrents scoop eller ægte rædsel over, at hun har brudt en tidligere ministers tillid til hende? Eller kunne det i virkeligheden skyldes, at afsløringerne i The Lockdown Files ikke blot er skadelige for de politikere, der iværksatte Covid-politikken i to lange år; de er også meget ubehagelig læsning for de journalister, der undlod at udfordre Covid-politikken i løbet af al den tid.
Julia Hartley-Brewer er journalist. Hun er tidligere politisk redaktør og radiovært på LBC Radio og er fast vært i tv-programmer som Question Time og Have I Got News For You og på UK Radio 4’s Any Questions og the News Quiz.
Det, som disse WhatsApp-beskeder afslører, er, at da regeringen indførte lockdowns, skolelukninger, maskepåbud og andre grusomme politikker, som adskilte familier, da fulgte den ikke – som så mange af disse journalister ellers har insisteret på – “videnskaben”.
Så langt fra!
Hvad beskederne afslører, er, at ministrene og deres rådgivere lavede lemfældig politik, med større interesse for dens politiske hensigtsmæssighed, deres egne karrierer og avisernes overskrifter end overvejelser over de faktiske videnskabelige beviser.
Ingen journalist med respekt for selv, kan sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af Isabel Oakeshotts forsvar, som henviser til offentlighedens interesse for at få afsløret sandheden bag den mest ekstraordinære, skadelige og kostbare regeringspolitik i mands minde.
Medmindre denne sandhed naturligvis kolliderede direkte med deres egen dybfølte overbevisning om, at lockdowns, skolelukninger, maskepåbud og vaccinepas var lutter sunde politikker baseret på uomtvistelige videnskabelige fakta og helt afgørende for at redde hundredtusindvis af liv under en dødelig pandemi.
Hvordan skulle de – sandhedens vogtere – nogensinde kunne få sig selv til at indrømme, at de tog fejl, når det gælder nedlukningerne?
Hvordan skulle de – disse stolte maskebærere, der tålmodigt stod i kø med to meters mellemrum uden for Waitrose, som arbejdede hjemmefra, disse “pæne” mennesker – i modsætning til de Covid-fornægtende antivaksere og mormormordere, som de fejlagtigt og fuldkommen latterligt stadig stemplede folk som Oakeshott og mig for at være – nogensinde kunne affinde sig med at have befundet sig på den forkerte side af historien?
Husk på, at det er de selvsamme journalister, der dag efter dag på Covid-pressemøderne i Downing Street Nr. 10 sloges om at være de første til at kræve flere og strengere nedlukningsforanstaltninger fra Boris Johnson, Matt Hancock og de andre.
Det er de selvsamme journalister, der ikke en eneste gang spurgte, hvad der egentlig var af faktuelle beviser for indførelsen af de foranstaltninger, som professor Sir Chris Whitty og Sir Patrick Vallance pressede på for at få igennem, mens de gladeligt bagvaskede de videnskabsfolk og læger, der vovede at påpege, at der var en grund til, at der eksisterede offentlige planer for pandemihåndtering forud for pandemien, og at det måske var dem, vi skulle følge i stedet for at kopiere den totalitære respons, som vi så i Kina.
Og det er de selvsamme journalister, der stillede flere spørgsmål om Skotske Æg (æg i svøb) på en enkelt uge, end de stillede om regeringens cost-benefit-analyser med hensyn til skolenedlukningerne i løbet af hele pandemien.
De samme journalister, som selv nu insisterer på at ignorere alle de beviser fra Sverige, Florida og andre steder, der beviser, at nedlukninger og maskekrav faktisk var helt unødvendige i bekæmpelsen af Covid.
Selv nu har de selvsamme journalister været mere interesserede i sladdervorne afsløringer om den tidligere undervisningsminister Gavin Williamsons foragt for Lærerforeningen, end de har været i det uomgængelige bevis for, at 10 millioner børn blev tvunget til at tildække deres ansigter i skolen hele dagen i månedsvis, ikke på grund af “videnskaben”, men fordi regeringen ikke kunne finde ud af at tage et skænderi med Nicola Sturgeon om det.
Hvis disse journalister havde gjort sig den ulejlighed at stille de rigtige spørgsmål i 2020 og 2021, ville vi måske ikke være nødt til at skulle lede efter svarene i sumpen af Matt Hancocks WhatsApp-beskeder her og nu.
Måske hvis disse journalister i stedet for at sidde selvtilfredse derhjemme i månedsvis og nyde deres friskbagte surdej, mens landets finanser, og befolkningens fysiske og mentale sundhed systematisk blev ødelagt, havde gjort deres arbejde ordentligt, så ville Isabel Oakeshott ikke være nødt til at skulle gøre det for dem nu.”
