dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Sådan blev NordStream2 sat ud af spil af USA
Seymor Hersh, Pulitzer prisvinder og mangeårige anerkendt journalist, udgav den 8. februar 2023, en redegørelse for det som han vurdere er beviser nok, til at udtale dette modige statement; At det var USA som sprængte NordStream2 i stykker på bunden af Østersøen, nogle få kilometer fra Bornholm.
Udgivet den 25. februar 2023
Af dissensMEDIA
Danske medier har, som forventeligt, fuldstændig forsømt at give danskerne information om denne rapport. Skulle det vise sig at være korrekt, hvad Seymor Hersh vurdere, så er det en mere end almindelig vigtig viden for danskerne at få! Det følgende er derfor en oversættelse af Seymor Hersh’s rapport ”How America Took Out The Nord Stream Pipeline”.
Oversættelse af dissensMEDIA.
Den amerikanske flådes dykker- og bjærgningscenter kan findes på et sted lige så dunkelt som dets navn – nede i det, der engang var en landevej i det landlige Panama City, en nu blomstrende ferieby i Floridas sydvestlige panhandle, 70 miles syd for Alabama. grænse. Centrets kompleks er lige så ubestemmelig som dets placering – en trist betonstruktur efter Anden Verdenskrig, der ser ud som en erhvervsgymnasium på den vestlige side af Chicago. Et møntvaskeri og en danseskole ligger på tværs af det, der nu er en firesporet vej.
Centret har trænet højtuddannede dybvandsdykkere i årtier, som, når de er blevet tildelt amerikanske militærenheder verden over, er i stand til teknisk dykning for at gøre det gode – ved at bruge C4-sprængstoffer til at rydde havne og strande for affald og u-eksploderet ammunition – samt de dårlige, som at sprænge udenlandske olieplatforme i luften, tilsmudsning af indsugningsventiler til undersøiske kraftværker, ødelægge sluser på vigtige skibskanaler. Panama City-centret, som kan prale af den næststørste indendørs pool i Amerika, var det perfekte sted at rekruttere de bedste og mest fåmælte dimittender fra dykkerskolen, som sidste sommer med succes gjorde, hvad de havde fået tilladelse til at gøre 260 fod under overfladen af Østersøen.
I juni sidste år plantede flådens dykkere, der opererede under dække af en meget omtalt midsommer NATO-øvelse kendt som BALTOPS 22, de fjernudløste sprængstoffer, der tre måneder senere ødelagde tre af de fire Nord Stream-rørledninger, ifølge en kilde med direkte kendskab til driftsplanlægningen.
To af rørledningerne, som tilsammen var kendt som Nord Stream 1, havde forsynet Tyskland og store dele af Vesteuropa med billig russisk naturgas i mere end et årti. Et andet par rørledninger, kaldet Nord Stream 2, var blevet bygget, men var endnu ikke operationelt. Nu, med russiske tropper, der samler sig ved den ukrainske grænse, og den blodigste krig i Europa siden 1945 truende, så præsident Joseph Biden rørledningerne som et redskab for Vladimir Putin til at bevæbne naturgas til sine politiske og territoriale ambitioner.
Adspurgt om en kommentar sagde Adrienne Watson, en talsmand for Det Hvide Hus, i en e-mail: “Dette er falsk og komplet fiktion.” Tammy Thorp, en talsmand for Central Intelligence Agency (CIA), skrev på samme måde: “Denne påstand er fuldstændig og aldeles falsk.”
Bidens beslutning om at sabotere rørledningerne kom efter mere end ni måneders yderst hemmelig debat frem og tilbage i Washingtons nationale sikkerhedssamfund om, hvordan man bedst opnår dette mål. I det meste af den tid var spørgsmålet ikke, om man skulle udføre missionen, men hvordan man fik det gjort uden nogen åbenlys anelse om, hvem der var ansvarlig.
Der var en afgørende bureaukratisk grund til at stole på kandidaterne fra centerets hardcore dykkerskole i Panama City. Dykkerne var kun flåden og ikke medlemmer af America’s Special Operations Command, hvis hemmelige operationer skal rapporteres til Kongressen og på forhånd orienteres til Senatets og Husets ledelse – den såkaldte Gang of Eight. Biden-administrationen gjorde alt for at undgå lækager, da planlægningen fandt sted sent i 2021 og ind i de første måneder af 2022.
Præsident Biden og hans udenrigspolitiske team – national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, udenrigsminister Tony Blinken og Victoria Nuland, understatssekretær for politik – havde været højrøstede og konsekvente i deres fjendtlighed over for de to rørledninger, som løb side om side for 750 miles under Østersøen fra to forskellige havne i det nordøstlige Rusland nær grænsen til Estland, der passerer tæt på den danske ø Bornholm, inden de ender i det nordlige Tyskland.
Den direkte rute, som omgik ethvert behov for at transitere Ukraine, havde været en velsignelse for den tyske økonomi, som nød en overflod af billig russisk naturgas – nok til at drive sine fabrikker og opvarme sine hjem, samtidig med at tyske distributører kunne sælge overskydende gas, med et overskud i hele Vesteuropa. Handling, der kunne spores til administrationen, ville krænke USA’s løfter om at minimere direkte konflikt med Rusland. Hemmeligholdelse var afgørende.
Fra sine tidligste dage blev Nord Stream 1 af Washington og dets anti-russiske NATO-partnere set som en trussel mod vestlig dominans. Holdingselskabet bag, Nord Stream AG, blev stiftet i Schweiz i 2005 i partnerskab med Gazprom, et børsnoteret russisk selskab, der producerer enorme overskud til aktionærer, som er domineret af oligarker, der vides at være i Putins træl. Gazprom kontrollerede 51 procent af selskabet, hvor fire europæiske energiselskaber – et i Frankrig, et i Holland og to i Tyskland – delte de resterende 49 procent af lagrene og havde ret til at kontrollere downstream-salget af den billige naturgas til lokale distributører i Tyskland og Vesteuropa. Gazproms overskud blev delt med den russiske regering, og statens gas- og olieindtægter blev i nogle år anslået til at beløbe sig til så meget som 45 procent af Ruslands årlige budget.
Amerikas politiske frygt var reel: Putin ville nu have en ekstra og tiltrængt stor indtægtskilde, og Tyskland og resten af Vesteuropa ville blive afhængige af lavpris naturgas leveret af Rusland – samtidig med at den europæiske afhængighed af Amerika mindskedes. Faktisk er det præcis, hvad der skete. Mange tyskere så Nord Stream 1 som en del af udfrielsen af den tidligere kansler Willy Brandts berømte Østpolitik-teori, som ville gøre det muligt for Tyskland efter krigen at rehabilitere sig selv og andre europæiske nationer, der blev ødelagt i Anden Verdenskrig, ved blandt andet at bruge billig russisk gas som kraft til en velstående vesteuropæisk markeds- og handelsøkonomi.
Nord Stream 1 var farlig nok efter NATO og Washington, men Nord Stream 2, hvis konstruktion stod færdig i september 2021, ville, hvis den blev godkendt af tyske regulatorer, fordoble mængden af billig gas, der ville være tilgængelig for Tyskland og Vesteuropa. Den anden rørledning ville også levere nok gas til mere end 50 procent af Tysklands årlige forbrug. Spændingerne eskalerede konstant mellem Rusland og NATO, støttet af Biden-administrationens aggressive udenrigspolitik.
Modstanden mod Nord Stream 2 blussede op på tærsklen til Biden-indvielsen i januar 2021, da Senatets Republikanere, ledet af Ted Cruz fra Texas, gentagne gange rejste den politiske trussel om billig russisk naturgas under høringen af Blinken som udenrigsminister. På det tidspunkt havde et samlet senat med succes vedtaget en lov, der, som Cruz fortalte Blinken, “stoppede [rørledningen] i sine spor.” Der ville være et enormt politisk og økonomisk pres fra den tyske regering, dengang ledet af Angela Merkel, for at få den anden pipeline online.
Ville Biden stå imod tyskerne? Blinken sagde ja, men tilføjede, at han ikke havde diskuteret detaljerne i den kommende præsidents synspunkter. “Jeg kender hans stærke overbevisning om, at dette er en dårlig idé, Nord Stream 2,” sagde han. “Jeg ved, at han ville have os til at bruge ethvert overbevisende værktøj, vi har, for at overbevise vores venner og partnere, inklusive Tyskland, om ikke at gå videre med det.”
Et par måneder senere, da konstruktionen af den anden rørledning nærmede sig færdiggørelsen, ”blinkede” Biden. I maj, i en forbløffende vending, gav administrationen afkald på sanktioner mod Nord Stream AG, hvor en embedsmand fra udenrigsministeriet indrømmede, at forsøget på at stoppe rørledningen gennem sanktioner og diplomati “altid havde været et langskud.” Bag kulisserne opfordrede administrationens embedsmænd efter sigende den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky, som på det tidspunkt stod over for en trussel om russisk invasion, til ikke at kritisere tiltaget.
Der var umiddelbare konsekvenser. Senatets republikanere, ledet af Cruz, annoncerede en øjeblikkelig blokade af alle Bidens udenrigspolitiske nominerede og forsinkede vedtagelsen af den årlige forsvarslov i flere måneder, langt ind i efteråret. Politico skildrede senere Bidens vending på den anden russiske pipeline som “den ene beslutning, velsagtens mere end den kaotiske militære tilbagetrækning fra Afghanistan, der har sat Bidens dagsorden i fare.”
Administrationen kæmpede, på trods af at de fik en udsættelse for krisen i midten af november, da Tysklands energiregulatorer suspenderede godkendelsen af den anden Nord Stream-rørledning. Naturgaspriserne steg med 8 % inden for få dage, midt i voksende frygt i Tyskland og Europa for, at rørledningens suspension og den voksende mulighed for en krig mellem Rusland og Ukraine ville føre til en meget uønsket kold vinter. Det var ikke klart for Washington, hvor Olaf Scholz, Tysklands nyudnævnte kansler, stod. Måneder tidligere, efter Afghanistans fald, havde Scholtz offentligt tilsluttet sig den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til en mere autonom europæisk udenrigspolitik i en tale i Prag – hvilket klart antydede mindre afhængighed af Washington og dets uforudseelige handlinger.
Under alt dette havde russiske tropper støt og ildevarslende bygget op på grænserne til Ukraine, og i slutningen af december var mere end 100.000 soldater i stand til at slå til fra Hviderusland og Krim. Alarmen voksede i Washington, inklusive en vurdering fra Blinken om, at disse tropper kunne blive “fordoblet på kort tid.”
Administrationens opmærksomhed var igen rettet mod Nord Stream. Så længe Europa forblev afhængig af rørledningerne til billig naturgas, var Washington bange for, at lande som Tyskland ville være tilbageholdende med at forsyne Ukraine med de penge og våben, det havde brug for at besejre Rusland.
Det var i dette urolige øjeblik, at Biden bemyndigede Jake Sullivan til at samle en tværfaglig gruppe for at komme med en plan.
Alle muligheder skulle på bordet. Men kun én skulle vise sig at komme til syne.
PLANLÆGNING
I december 2021, to måneder før de første russiske kampvogne rullede ind i Ukraine, indkaldte Jake Sullivan til et møde i en nyoprettet taskforce – mænd og kvinder fra Joint Chiefs of Staff, CIA og stats- og finansministeriet – og spurgte for anbefalinger om, hvordan man reagerer på Putins forestående invasion.
Det ville være det første af en række tophemmelige møder i et sikkert lokale på øverste etage af den gamle kontorbygning, der støder op til Det Hvide Hus, som også var hjemsted for præsidentens udenrigsefterretningsrådgivning (PFIAB) . Der var den sædvanlige snak frem og tilbage, der til sidst førte til et afgørende foreløbigt spørgsmål: Ville den anbefaling, som gruppen fremsendte til præsidenten, være reversibel – såsom endnu et lag af sanktioner og valutarestriktioner – eller irreversible – det vil sige kinetiske handlinger, som kunne ikke fortrydes?
Det, der blev klart for deltagerne, ifølge kilden med direkte kendskab til processen, er, at Sullivan havde til hensigt, at gruppen skulle komme med en plan for ødelæggelsen af de to Nord Stream-rørledninger – og at han levede op til ønskerne fra Præsidenten.
Fra venstre mod højre: Victoria Nuland, Anthony Blinken og Jake Sullivan.
I løbet af de næste flere møder diskuterede deltagerne muligheder for et angreb. Flåden foreslog at bruge en nyligt bestilt ubåd til at angribe rørledningen direkte. Luftvåbnet diskuterede nedkastning af bomber med forsinkede lunter, der kunne tændes på afstand. CIA hævdede, at uanset hvad der blev gjort, skulle det være skjult. Alle involverede forstod indsatsen. “Dette er ikke børneting,” sagde kilden. Hvis angrebet kunne spores til USA, er det ”en krigshandling.”
På det tidspunkt blev CIA ledet af William Burns, en tidligere ambassadør i Rusland med rolige manerer, der havde fungeret som viceudenrigsminister i Obama-administrationen. Burns autoriserede hurtigt en agenturs arbejdsgruppe, hvis ad hoc-medlemmer omfattede – ved et tilfælde – nogen, der var bekendt med kapaciteten hos flådens dybhavsdykkere i Panama City. I løbet af de næste par uger begyndte medlemmer af CIAs arbejdsgruppe at udarbejde en plan for en hemmelig operation, der ville bruge dybhavsdykkere til at udløse en eksplosion langs rørledningen.
Sådan noget var blevet gjort før. I 1971 erfarede det amerikanske efterretningssamfund fra stadig ukendte kilder, at to vigtige enheder af den russiske flåde kommunikerede via et undersøisk kabel begravet i Okhotskhavet på Ruslands fjerne østkyst. Kablet forbandt en regional flådekommando til fastlandets hovedkvarter i Vladivostok.
Et håndplukket hold af betjente fra Central Intelligence Agency og National Security Agency blev samlet et sted i Washington-området, under camouflage, og udarbejdede en plan ved hjælp af flådedykkere, modificerede ubåde og et ubådsredningskøretøj, som lykkedes, efter meget ”trial and error”, med at lokalisere det russiske kabel. Dykkerne plantede et sofistikeret lytteapparat på kablet, der med succes opsnappede den russiske trafik og optog det på et båndoptagelsessystem.
NSA erfarede, at højtstående russiske flådeofficerer, overbevist om sikkerheden af deres kommunikationsforbindelse, chattede med deres jævnaldrende uden kryptering. Optageapparatet og dets bånd skulle udskiftes månedligt, og projektet fortsatte i et årti, indtil det blev kompromitteret af en 44-årig civil NSA-tekniker ved navn Ronald Pelton, som taler flydende russisk. Pelton blev forrådt af en russisk afhopper i 1985 og idømt fængsel. Han blev betalt $5.000 af russerne for sine afsløringer om operationen, sammen med $35.000 for andre russiske operationelle data, han leverede, som aldrig blev offentliggjort.
Den undersøiske succes, kodenavnet Ivy Bells, var innovativ og risikabel og producerede uvurderlig efterretning om den russiske flådes intentioner og planlægning.
Alligevel var den tværfaglige gruppe i begyndelsen skeptisk over for CIAs entusiasme for et skjult dybhavsangreb. Der var for mange ubesvarede spørgsmål. Østersøens farvande var stærkt patruljeret af den russiske flåde, og der var ingen olieplatforme, der kunne bruges som dækning for en dykkeroperation. Skulle dykkerne tage til Estland, lige på den anden side af grænsen fra Ruslands naturgaslastepladser, for at træne til missionen? “Det ville være a goat fuck,” fik agenturet at vide.
Igennem hele “denne planlægning”, sagde kilden, “sagde nogle arbejdende fyre i CIA og udenrigsministeriet: ”Gør ikke dette. Det er dumt og vil være et politisk mareridt, hvis det kommer ud.”
Ikke desto mindre rapporterede CIA-arbejdsgruppen i begyndelsen af 2022 til Sullivans tværorganisatoriske gruppe: “Vi har en måde at sprænge rørledningerne i luften.”
Det, der fulgte, var forbløffende. Den 7. februar, mindre end tre uger før den tilsyneladende uundgåelige russiske invasion af Ukraine, mødtes Biden på sit kontor i Det Hvide Hus med den tyske kansler Olaf Scholz, som efter lidt vaklen nu var fast på det amerikanske hold. Ved den efterfølgende pressebriefing sagde Biden trodsigt: “Hvis Rusland invaderer . . . vil der ikke længere være en Nord Stream 2. Vi vil gøre en ende på det.”
Tyve dage tidligere havde undersekretær Nuland i det væsentlige leveret den samme besked på en briefing fra udenrigsministeriet, med ringe pressedækning. “Jeg vil gerne være meget tydelig over for Jer i dag,” sagde hun som svar på et spørgsmål. “Hvis Rusland invaderer Ukraine, vil Nord Stream 2 på den en eller anden måde ikke gå videre.”
Flere af dem, der var involveret i planlægningen af rørledningsmissionen, var chokerede over, hvad de så som indirekte referencer til angrebet.
“Det var som at sætte en atombombe på jorden i Tokyo og fortælle japanerne, at vi vil detonere den,” sagde kilden. “Planen var, at mulighederne skulle udføres efter invasion og ikke annonceres offentligt. Biden forstod det simpelthen ikke eller ignorerede det.”
Bidens og Nulands indiskretion, hvis det var, hvad det var, kunne have frustreret nogle af planlæggerne. Men det skabte også en mulighed. Ifølge kilden fastslog nogle af de højtstående embedsmænd i CIA, at sprængning af rørledningen “ikke længere kunne betragtes som en skjult mulighed, fordi præsidenten lige har meddelt, at vi vidste, hvordan det skulle gøres.”
Planen om at sprænge Nord Stream 1 og 2 i luften blev pludselig nedgraderet fra en hemmelig operation, der krævede, at Kongressen skulle informeres, til en, der blev anset for at være en højt klassificeret efterretningsoperation med amerikansk militærstøtte. I henhold til loven forklarede kilden: “Der var ikke længere et lovkrav om at rapportere operationen til Kongressen. Det eneste, de skulle gøre nu, var bare at gøre det – men det skulle stadig være hemmeligt. Russerne har superlativ overvågning af Østersøen.”
Agenturets arbejdsgruppemedlemmer havde ingen direkte kontakt med Det Hvide Hus og var ivrige efter at finde ud af, om præsidenten mente, hvad han havde sagt – det vil sige, om missionen nu var et ”go”. Kilden huskede: “Bill Burns kommer tilbage og siger: ‘Gør det’.”
”Den norske flåde var hurtig til at finde det rigtige sted, på det lave vand nogle få kilometer fra Danmarks Bornholm.”
OPERATIONEN
Norge var det perfekte sted at basere missionen.
I de seneste par år med øst-vest krise har det amerikanske militær udvidet sin tilstedeværelse i Norge enormt, hvis vestlige grænse løber 1.400 miles langs det nordlige Atlanterhav og smelter sammen over polarcirklen med Rusland. Pentagon har skabt højtlønnede job og kontrakter, midt i nogle lokale kontroverser, ved at investere hundredvis af millioner af dollars for at opgradere og udvide den amerikanske flåde og luftvåbens faciliteter i Norge. De nye værker omfattede, vigtigst af alt, en avanceret syntetisk åbningsradar langt oppe nordpå, der var i stand til at trænge dybt ind i Rusland og kom online, netop som det amerikanske efterretningssamfund mistede adgangen til en række langdistance-lyttesider inde i Kina.
En nyrenoveret amerikansk ubådsbase, som havde været under opførelse i årevis, var blevet operationel, og flere amerikanske ubåde var nu i stand til at arbejde tæt sammen med deres norske kolleger for at overvåge og udspionere en større russisk atomskanse 250 miles mod øst, på Kola halvøen. Amerika har også enormt udvidet en norsk luftbase i nord og har til det norske luftvåben leveret en flåde af Boeing-byggede P8 Poseidon-patruljefly for at styrke sin langdistancespionage mod alt, hvad Rusland har.
Til gengæld gjorde den norske regering nogle liberale og moderate vrede i sit parlament i november sidste år, ved at vedtage den supplerende forsvarssamarbejdsaftale (SDCA). I henhold til den nye aftale vil det amerikanske retssystem have jurisdiktion i visse “aftalte områder” i Norden over amerikanske soldater anklaget for forbrydelser uden for basen, såvel som over de norske statsborgere, der er anklaget eller mistænkt for at blande sig i arbejdet på basen.
Norge var en af de oprindelige underskrivere af NATO-traktaten i 1949, i de tidlige dage af den kolde krig. I dag er NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, en engageret antikommunist, der fungerede som Norges statsminister i otte år, inden han i 2014 flyttede til sin NATO-post med amerikansk opbakning. Han var en hardliner i alt hvad Putin og Rusland havde samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste om siden Vietnamkrigen. Han har været fuldt betroet siden. “Han er handsken, der passer til den amerikanske hånd,” sagde kilden.
Tilbage i Washington vidste planlæggere, at de skulle til Norge. “De hadede russerne, og den norske flåde var fuld af fremragende søfolk og dykkere, som havde generationers erfaring med yderst profitabel dybhavs olie- og gasefterforskning,” sagde kilden. De kunne også have tillid til at holde missionen hemmelig. (Nordmændene kan også have haft andre interesser. Ødelæggelsen af Nord Stream – hvis amerikanerne kunne klare det – ville give Norge mulighed for at sælge langt mere af sin egen naturgas til Europa.)
Engang i marts fløj et par medlemmer af holdet til Norge for at mødes med den norske efterretningstjeneste og flåde. Et af de centrale spørgsmål var, hvor præcist i Østersøen det bedste sted var at plante sprængstofferne. Nord Stream 1 og 2, hver med to sæt rørledninger, blev adskilt meget af vejen med lidt mere end en kilometer, da de kørte til havnen i Greifswald i det fjerne nordøstlige Tyskland.
Den norske flåde var hurtig til at finde det rigtige sted, i det lave vand i Østersøen nogle få kilometer fra Danmarks Bornholm. Rørledningerne løb mere end en kilometer fra hinanden langs en havbund, der kun var 260 fod dyb. Det ville være et godt stykke inden for rækkevidden af dykkerne, som opererer fra en norsk Alta-klasse minejæger, ville dykke med en blanding af ilt, nitrogen og helium, der strømmede fra deres tanke, og planteformede C4-ladninger på de fire rørledninger med betonbeskyttelsesdæksler. Det ville være kedeligt, tidskrævende og farligt arbejde, men farvandet ud for Bornholm havde en anden fordel: Der var ingen store tidevandsstrømme, hvilket ville have gjort opgaven med at dykke meget vanskeligere.
Efter lidt research var amerikanerne ”all in”.
På dette tidspunkt kom flådens obskure dybdedykkergruppe i Panama City igen i spil. Dybhavsskolerne i Panama City, hvis praktikanter deltog i Ivy Bells, ses som et uønsket dødvande af elitekandidaterne fra Naval Academy i Annapolis, som typisk søger æren af at blive tildelt som ”sæl”, jagerpilot eller ubådsmand. Hvis man skal blive en ” Black Shoe ” – det vil sige medlem af den mindre ønskværdige overfladeskibskommando – er der altid som det mindste, vagter på en destroyer, krydser eller amfibieskib. Den mindst glamourøse af alle er minekrigsførelse. Dens dykkere optræder aldrig i Hollywood-film eller på forsiden af populære magasiner.
“De bedste dykkere med dybe dykkerkvalifikationer er et stramt samfund, og kun de allerbedste bliver rekrutteret til operationen og bedt om at være forberedt på at blive indkaldt til CIA i Washington,” sagde kilden.
Nordmændene og amerikanerne havde en placering og den operative del, men der var en anden bekymring: enhver usædvanlig undervandsaktivitet i farvandet ud for Bornholm kunne tiltrække den svenske eller danske flådes opmærksomhed, som kunne rapportere det.
Danmark havde også været en af de oprindelige NATO-underskrivere og var kendt i efterretningssamfundet for sine særlige bånd til Storbritannien. Sverige havde ansøgt om medlemskab af NATO og havde demonstreret sin store dygtighed i at styre sine undervandslyd- og magnetiske sensorsystemer, der med succes sporede russiske ubåde, der lejlighedsvis dukkede op i fjerntliggende farvande i den svenske skærgård og tvunget til overfladen.
Nordmændene sluttede sig til amerikanerne og insisterede på, at nogle højtstående embedsmænd i Danmark og Sverige skulle orienteres i generelle vendinger om mulig dykkeraktivitet i området. På den måde kunne en højere oppe gribe ind og holde en rapport uden for kommandovejen og dermed isolere rørledningsdriften. “Hvad de fik at vide, og hvad de vidste, var bevidst anderledes,” fortalte kilden til mig. (Den norske ambassade, der blev bedt om at kommentere denne historie, reagerede ikke.)
Nordmændene var nøglen til at løse andre forhindringer. Den russiske flåde var kendt for at besidde overvågningsteknologi, der var i stand til at spotte og udløse undervandsminer. De amerikanske sprængladninger skulle camoufleres på en måde, der ville få dem til at fremstå for det russiske system som en del af den naturlige baggrund – noget, der krævede tilpasning til vandets specifikke saltholdighed. Nordmændene havde en løsning.
Nordmændene havde også en løsning på det afgørende spørgsmål om, hvornår operationen skulle finde sted. Hver juni i de sidste 21 år har den amerikanske sjette flåde, hvis flagskib er baseret i Gaeta, Italien, syd for Rom, sponsoreret en større NATO-øvelse i Østersøen, der involverer snesevis af allierede skibe i hele regionen. Den nuværende øvelse, der blev afholdt i juni, ville blive kendt som Baltic Operations 22 eller BALTOPS 22. Nordmændene foreslog, at dette ville være det ideelle ”cover” til at plante minerne.
Amerikanerne leverede et vigtigt element: de overbeviste sjette flådeplanlæggere om at tilføje en forsknings- og udviklingsøvelse til programmet. Øvelsen, som blev offentliggjort af flåden, involverede den sjette flåde i samarbejde med flådens “forsknings- og krigsførelsescentre.” Begivenheden til søs vil blive afholdt ud for Bornholms og involvere et NATO-hold af dykkere, der planter miner, med et konkurrerende hold, der bruger den nyeste undervandsteknologi til at finde og ødelægge dem.
Det var både en nyttig øvelse og genialt ”cover”. Panama City-drengene ville gøre deres ting, og C4-sprængstofferne ville være på plads ved udgangen af BALTOPS22, med en 48-timers ”timer” tilknyttet. Alle amerikanere og nordmænd ville være for længst væk ved den første eksplosion.Nederst på formularen
Dagene var ved at tælle ned. “Uret tikkede, og vi nærmede os missionen fuldført,” sagde kilden.
Og så: Washington havde andre tanker. Bomberne ville stadig være plantet under BALTOPS, men Det Hvide Hus bekymrede sig om, at et to-dages vindue til deres detonation ville være for tæt på slutningen af øvelsen, og det ville være indlysende, at Amerika havde været involveret.
I stedet havde Det Hvide Hus en ny anmodning: “Kan fyrene i marken finde på en måde at sprænge rørledningerne senere på kommando?”
Nogle medlemmer af planlægningsteamet var vrede og frustrerede over præsidentens tilsyneladende ubeslutsomhed. Panama City-dykkerne havde gentagne gange øvet sig i at plante C4’eren på rørledninger, som de ville under BALTOPS, men nu måtte holdet i Norge finde på en måde at give Biden, hvad han ønskede – muligheden for at udstede en vellykket udførelses ordre på et tidspunkt efter hans ønske.
At blive pålagt en vilkårlig ændring i sidste øjeblik var noget, CIA var vant til at styre. Men det fornyede også de bekymringer, nogle delte over nødvendigheden og lovligheden af hele operationen.
Præsidentens hemmelige ordrer fremkaldte også CIA’s dilemma i Vietnamkrigstiden, da præsident Johnson, konfronteret med voksende anti-Vietnamkrigsstemning, beordrede agenturet til at overtræde dets charter – som specifikt forhindrede det i at operere inde i Amerika – ved at spionere på antikrigsledere for at afgøre, om de blev kontrolleret af det kommunistiske Rusland.
Agenturet indvilligede i sidste ende, og gennem 1970’erne blev det klart, hvor langt det havde været villig til at gå. Der var efterfølgende afsløringer i kølvandet på Watergate-skandalerne om agenturets spionage mod amerikanske borgere, dets involvering i mordet på udenlandske ledere og dets underminering af Salvador Allendes socialistiske regering.
Disse afsløringer førte til en dramatisk række af høringer i midten af 1970’erne i Senatet, ledet af Frank Church fra Idaho, der gjorde det klart, at Richard Helms, agenturets direktør på det tidspunkt, accepterede, at han havde en forpligtelse til at gøre, hvad Præsident ønskede, selvom det betød at overtræde loven.
I et upubliceret, lukket vidnesbyrd forklarede Helms bedrøvet, at “du har næsten en ubesmittet undfangelse, når du gør noget” under hemmelige ordrer fra en præsident. “Uanset om det er rigtigt, at du skal have det, eller forkert, at du skal have det, arbejder [CIA] under andre regler og grundregler end nogen anden del af regeringen.” Han fortalte i det væsentlige senatorerne, at han som leder af CIA forstod, at han havde arbejdet for kronen og ikke forfatningen.
Amerikanerne på arbejde i Norge opererede under samme dynamik og begyndte pligtskyldigt at arbejde på det nye problem – hvordan man fjerndetonerer C4-sprængstofferne på Bidens ordre. Det var en meget mere krævende opgave, end dem i Washington forstod. Der var ingen måde for holdet i Norge at vide, hvornår præsidenten kunne trykke på knappen. Ville det være om et par uger, om mange måneder eller om et halvt år eller længere?
C4’en knyttet til rørledningerne ville blive udløst af en sonarbøje, der blev kastet af et fly med kort varsel, men proceduren involverede den mest avancerede signalbehandlingsteknologi. Når først de er på plads, kan de forsinkede timing-enheder, der er knyttet til hver af de fire rørledninger, ved et uheld blive udløst af den komplekse blanding af baggrundsstøj fra havet i hele den stærkt trafikerede Østersø – fra nære og fjerne skibe, undervandsboringer, seismiske hændelser, bølger og endda havets skabninger. For at undgå dette ville ekkolodsbøjen, når den først var på plads, udsende en sekvens af unikke lavfrekvente tonale lyde – meget som dem, der udsendes af en fløjte eller et klaver – som ville blive genkendt af timing-enheden og efter forudindstillede timer af forsinkelse, udløser sprængstofferne. (“Du vil have et signal, der er robust nok til, at intet andet signal ved et uheld kunne sende en puls, der detonerede sprængstofferne,” fik jeg at vide af Dr. Theodore Postol, professor emeritus i videnskab, teknologi og national sikkerhedspolitik ved MIT. Postol, som har fungeret som videnskabelig rådgiver for Pentagons chef for flådeoperationer, sagde, at problemet, som gruppen stod over for i Norge på grund af Bidens forsinkelse, var risikofyldt: “Jo længere sprængstofferne er i vandet, jo større risiko ville der være for et tilfældig signal, som kunne affyre bomberne.”)
Den 26. september 2022 foretog et P8-overvågningsfly fra den norske flåde en tilsyneladende rutinemæssig flyvning og kastede en sonarbøje. Signalet spredte sig under vandet, først til Nord Stream 2 og derefter videre til Nord Stream 1. Få timer senere blev de højdrevne C4-sprængstoffer udløst, og tre af de fire rørledninger blev sat ud af drift. Inden for få minutter kunne puljer af metangas, der forblev i de lukkede rørledninger, ses sprede sig på vandoverfladen, og verden fandt ud af, at noget uopretteligt havde fundet sted.
“FALLOUT”
Umiddelbart efter rørledningsbombningen behandlede de amerikanske medier det som et uløst mysterium. Rusland blev gentagne gange citeret som en sandsynlig synder, ansporet af beregnede lækager fra Det Hvide Hus – men uden nogensinde at etablere et klart motiv for en sådan selvsabotagehandling, ud over simpel gengældelse. Et par måneder senere, da det kom frem, at russiske myndigheder stille og roligt havde fået estimater for omkostningerne til at reparere rørledningerne, beskrev New York Times nyheden som “komplicerende teorier om, hvem der stod bag” angrebet. Ingen større amerikansk avis gravede i de tidligere trusler mod rørledningerne fra Biden og vicestatsminister Nuland.
Selvom det aldrig var klart, hvorfor Rusland ville forsøge at ødelægge sin egen lukrative rørledning, kom en mere sigende begrundelse for præsidentens handling fra udenrigsminister Blinken.
Adspurgt på et pressemøde i september sidste år om konsekvenserne af den forværrede energikrise i Vesteuropa, beskrev Blinken øjeblikket som potentielt godt:
“Det er en enorm mulighed for én gang for alle at fjerne afhængigheden af russisk energi og dermed fratage Vladimir Putin våbengørelsen af energi som et middel til at fremme hans imperiale design. Det er meget vigtigt, og det giver en enorm strategisk mulighed for de kommende år, men i mellemtiden er vi fast besluttet på at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at sikre, at konsekvenserne af alt dette ikke bæres af borgerne i vores lande, eller for den sags skyld, jorden rundt.”
For nylig udtrykte Victoria Nuland tilfredshed med nedlæggelsen af den nyeste af rørledningerne. Hun vidnede ved en høring i Senatets Udenrigskomité i slutningen af januar hvor hun udtalte til senator Ted Cruz: “Ligesom dig, er jeg, og jeg tror, at administrationen er meget glad for at vide, at Nord Stream 2 nu er, som du gerne vil udtrykke det, en bunke metal på bunden af havet.”
Kilden havde et meget mere kløgtigt billede af Bidens beslutning om at sabotere mere end 1500 miles af Gazprom-rørledningen, da vinteren nærmede sig. “Nå,” sagde han og talte om præsidenten, “jeg må indrømme, at fyren har ”balls”. Han sagde, at han ville gøre det, og det gjorde han.”
På spørgsmålet om, hvorfor han troede, at russerne undlod at reagere, sagde han kynisk: “Måske vil de have evnen til at gøre de samme ting, som USA gjorde.”
“Det var en smuk forsidehistorie,” fortsatte han. ”Bag var en hemmelig operation, der placerede eksperter på området og udstyr, der opererede på et hemmeligt signal.”
“Den eneste fejl var beslutningen om at gøre det.”
Link til Seymor Hersh artikel på hans Substack konto
