dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Ny normal for små og mellemstore danske virksomheder
Det er grundlæggende usundt, at virksomhederne ikke længere har et retskrav, som forpligter den til enhver tid siddende regering på, at virksomhederne skal kompenseres, når staten f.eks. lukker dem ned i tilfælde af en epidemi. Hvad kan virksomhederne gøre, hvis de ikke synes, at de smittereducerende tiltag er proportionelle?
Udgivet den 29. januar 2022
af dissensMEDIA
Før den 11. marts 2020 bestod retssikkerheden under epidemier for virksomheder i paragraf 27 i den tidligere epidemilov. Den tilsagde, at virksomheder havde krav på erstatning, hvis de blev påført nogle tab som følge af forebyggende foranstaltninger, der iværksættes for at hindre smitsomme sygdommes udbredelse.
Denne paragraf fjernede et flertal i Folketinget med den midlertidige hastelov.
Mia Amalie Holstein, vicedirektør i SMVDanmark, er meget kritisk over for, at netop paragraf 27 blev fjernet – endda over natten:
”Jeg er simpelthen så rystet over, at regeringen på så afgørende et punkt har forringet virksomhedernes retsstilling under den her krise. I krisetider skal de retssikkerhedsmæssige hegnspæle sidde fuldstændig fast. Det er desværre min oplevelse, at hegnspælene gang på gang er blevet væltet og flyttet under denne krise. Det, synes jeg, er voldsomt problematisk. Man skal ikke udnytte krisen til at rokke ved retssikkerheden.”
Arbejdsgruppe udarbejder principper
Den 18. december 2020 indgik regeringen så en politisk aftale med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, LA og Alternativet om at arbejde for en ny lov om kompensation til virksomheder ved smittereducerende indgreb.
Efterfølgende fik en arbejdsgruppe med økonomiske eksperter og ministerrepræsentanter til opgave at vurdere spørgsmålet om kompensation til virksomheder, der måtte blive ramt af tiltagene. Mere præcist skulle arbejdsgruppen:
udarbejde principper for kompensation, som vil kunne tilgodese berørte virksomheder, lønmodtagere samt kultur- og fritidslivet i tilfælde af smittereducerende foranstaltninger, og som samtidig mindsker risikoen for, at samfundsøkonomien fastlåses og andre utilsigtede skadevirkninger.
Rapporten kan læses i sin fulde længde her. Udkast hjælpepakker ved nye epidemier – med highlights
Arbejdsgruppen har således skulle udarbejde nogle principper – ”et overordnet sæt retningslinjer” – som grundlag for konkrete, fremtidige tiltag i praksis.
Retskravet er væk
Det er her vigtigt at fastslå, at hvis der skulle være tale om ekspropriation, så er dette udkast, dvs. ”hjælpepakker”, ikke relevant.
”Reelt går vi fra, at der i over 100 år har været et retskrav på kompensation, der beskytter virksomhederne mod indgreb fra staten, til at retskravet bliver fjernet med et pennestrøg”, siger Mia Amalie Holstein.
I arbejdsgruppens udkast fra 30. december 2021 skrives det, at gruppen forstår epidemier som:
sjældne, enkeltstående og svært forudsigelige stød, og ikke som gentagne hændelser med en grad af fælleskarakterer, hvor der snarere er tale om en ændret normaltilstand for samfundet og økonomien.
Når de i det politisk nedsatte Epidemiudvalg vurderer, at en sygdom er samfundskritisk – efter indstilling fra den politisk nedsatte Epidemikommission – udløses de mange muligheder for smittereducerende tiltag. ”Hjælpepakker” kan så muligvis vedtages i Epidemikommissionen.
Men der kan ikke – med arbejdsgruppens ord – entydigt eller udtømmende redegøres for hvilke sygdomme, der vil kunne kategoriseres som samfundskritiske.
Epidemikommisionen kan endda vurdere, at noget er farligt, fordi det ad omveje kan have negative skadevirkninger for samfundet.
Derfor går arbejdsgruppen til at kalde aktiveringen af samfundskritik sygdom for ”sundhedskriser”.
Spar op eller gå konkurs
Det vil således være politisk bestemt – som det også her har været de seneste to år – hvornår vi har en sundhedskrise, der medfører restriktioner, og om en virksomhed, der bliver ramt, kan modtage kompensation.
Arbejdsgruppen understreger videre, at man kan diskutere, om smittereducerende tiltag altid skal følges af hjælpepakker, hvis man nærmer sig en situation, hvor sundhedskriser er mere hyppige og dermed i højere grad er en del af ’normalen’.
Det vurderes, at såkaldte ”chok”, som en sundhedskrise med tilhørende restriktioner, i en ”Ny Normal” ikke længere er ukendte og uventede.
Virksomheder skal i stedet tilpasse deres forretningsmodel til at håndtere perioder med restriktioner. De må sikre sig et vist kapitalgrundlag for at forblive ”rentable og levedygtige” – ellers må de gå konkurs.
Det bliver dermed et af ”vilkårene på markedet” – og et forretningsmæssigt konkurrenceparameter – at have forskanset sig med likviditet, når en ny ”sundhedskrise” finder sted i den Nye Normal.
Usundt for virksomheder
Mia Amalie Holstein vurderer, at kommende regeringer vil hjælpe virksomhederne under nye epidemier, da det holder hånden under økonomien, men tiderne kan ændre sig, og dét er farligt for virksomhederne:
”Det er grundlæggende usundt, at virksomhederne ikke længere har et retskrav, som forpligter den til enhver tid siddende regering på, at virksomhederne skal kompenseres, når staten f.eks. lukker dem ned i tilfælde af en epidemi.”
Hvad kan virksomhederne gøre, hvis de ikke synes, at de smittereducerende tiltag er proportionelle?
Ifølge Mia Amalie Holstein kan de i det nuværende billede ikke gøre så meget:
”Domstolene påkender ikke spørgsmål om, hvorvidt et tiltag er påkrævet af almenvellet. Så man kan ikke gå til domstolene med det. Det er alene op til lovgivere at vurdere det spørgsmål, og det er et problem for virksomheder. For i hvilken grad har regeringen kunne tage de rette valg om, hvad der bør lukke ned, og hvad der ikke bør? Og hvori ligger virksomhedernes mulighed for at klage over de valg, der blev truffet?”
Coronapas en ny normal
I arbejdsgruppens udkast om ”hjælpepakker” er det en forudsætning for kompensation at overveje om restriktionerne påvirker virksomheders aktiviteter væsentligt.
De nævner f.eks. mundbind og krav om coronapas som eksempler på noget, der ikke nødvendigvis vil påvirke virksomheders aktiviteter væsentligt.
Mundbind, coronapas osv. betragtes derimod som en form for ’new normal’, hvorfor det må forventes, at virksomheder, institutioner og selvstændige mv. tilpasser sig, og dermed ikke vil have brug for hjælpepakker.
Arbejdsgruppens rapport indgår i forhandlingerne, der påbegyndes i midten af januar 2022, om fremtidigt mulige hjælpepakker til erhvervslivet under en sundhedskrise.