dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Hvorfor Robert Malone ikke fandt på udtrykket “massedannelsespsykose”
– lige så lidt som jeg fandt på udtrykket “massedannelse”
Udgivet den 25. april 2023
Oversat af Malue Montclairre
Det følgende er en oversættelse af nyhedsbrev fra Mattias Desmet dags dato. Mattias Desmet formulerede teorien om massedannelse under COVID-19-pandemien. Han er professor i psykologi ved Gent Universitet og forfatter til The Psychology of Totalitarianism.
Det er et bemærkelsesværdigt fænomen: Jo mere det bliver klart, at mainstream-fortællingen om coronavirus var forkert, jo mere voldsomt angribes stemmer, der fra begyndelsen advarede om, at det var forkert. En af disse mennesker er Robert W Malone MD, MS, en person, der efter min ydmyge mening er en af de mest fornuftige og adrætte kritiske stemmer i hele verden. Rolig og præcis i sin formulering, krystalklar i sin argumentation, karismatisk i sin fremtoning og tonefald, Robert har alt for at tiltrække folks opmærksomhed og få dem til at overveje nye perspektiver. Og det er netop det, der gør ham farlig for nogle mennesker, og derfor er han misundt af andre.
Jeg kender Robert ret godt efterhånden. Jeg mødte ham flere gange i udlandet, tog imod ham i mit hjem i Belgien, boede hos ham i Virginia. Til dem, der angriber Robert, vil jeg sige: du kan ikke kende Robert, hvis du ikke har set ham fodre sine heste på sin ranch, som han byggede med sine egne hænder, sammen med sin dejlige kone Jill, hans uadskillelige følgesvend på hans intellektuelle rejse.
Under coronakrisen såvel som nu kommer angrebene på Robert fra forskellige retninger. En kritik rettet mod ham omhandler hans brug af udtrykket “massedannelsespsykose”, et begreb, der refererer til en teori, der blev formuleret af mig selv i det offentlige rum. Jeg taler ikke om én artikel, der kritiserer Robert – jeg taler om snesevis af artikler (se f.eks. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og så videre).
Støvet fra coronavirus-krisen begynder at lægge sig lidt nu, men der er stadig meget ståhej omkring teorien om massedannelse. Jeg anvendte det på den sociale dynamik under den krise, men det gælder også på den sociale dynamik, der blev sat i gang af klimadiskursen og den vågne bevægelse. Som sådan fører det stadig til ophedede debatter på sociale medier og andre steder.
Et sted tilbage i 2020 begyndte jeg at formulere denne teori i nogle belgiske og hollandske aviser og podcasts. Sagen konkret: Jeg foreslog, at samfundet under coronakrisen var i grebet af en slags gruppedannelse, der får folk til fanatisk at tro på en fortælling, som fra et rationelt synspunkt er absurd, og som gør dem radikalt intolerante over for hver og en som ikke går med i fortællingen. Mange mennesker genkendte det fænomen jeg beskrev og sagde, at de endelig forstod, hvorfor deres medmennesker begyndte at opføre sig på en så mærkelig måde, og som følge heraf spredte teorien sig over hele verden.
Nogle kunne ikke lide det. Faktatjekkere over hele verden lancerede rasende angreb på dem, som de holdt ansvarlige for udbredelsen af denne teori. For synden, med at beskrive min tankegang, blev Dr. Robert Malone et primært mål for disse angreb. Under en podcast på The Joe Rogan Experience i slutningen af december 2021 præsenterede Dr. Malone et kortfattet resumé af min teori, som han omtalte som en teori om “massedannelsespsykose”. Mange mennesker forsøgte at gøre det før ham, men ingen gjorde det på en så præcis og stemningsfuld måde som han. Podcasten ødelagde internettet. I dage i træk var det det mest søgte udtryk på Twitter. Pludselig var “massedannelsespsykose” et etableret begreb i den offentlige diskurs.
Faktatjekkere fra alle kontinenter slog alarmklokken og hævdede, at Robert Malone fuldstændig opfandt begrebet “massedannelsespsykose”. Denne kritik var absurd i mindst to henseender. For det første, hvis vi bogstaveligt talt taler om udtrykket “massedannelsespsykose”, er det klart, at Robert ikke fandt på det. Robert så nogle podcasts med mig (mere i særdeleshed dem med Aubrey Marcus og Chris Martenson), der brugte udtrykket i titlen og/eller i beskrivelsen af indholdet. Som Robert nævnte senere under en samtale med mig, tog han udtrykket op der, idet han antog, at jeg selv brugte denne terminologi. Da jeg forklarede, at jeg ikke gjorde det, fordi jeg synes det er kontraproduktivt fra et pragmatisk, intellektuelt og etisk perspektiv, at bruge et psykiatrisk udtryk som “psykose” til at beskrive sociale fænomener, var Robert straks enig og har siden brugt udtrykket “massedannelse” (mass formation, red.) i stedet.
For det andet, ud over den blotte brug af begrebet, blev der sat spørgsmålstegn ved den akademiske legitimitet af hele teorien. Professor Nassir Ghaemi, en af deltagerne i et møde i Karl Jaspers Society, der diskuterede min bog ”Totalitarismens psykologi”, gik endda så langt som til at sige, at udtrykket massedannelse aldrig var blevet brugt før i menneskehedens historie. Han mente, at jeg helt fandt på det, og at der ikke er noget akademisk grundlag for det. For et par måneder siden skrev jeg et substack-essay, hvori jeg reagerede på denne kritik (blandt andet) og præsenterede en liste over publikationer af fremtrædende forskere, der brugte udtrykket massedannelse, før jeg re-artikulerede det under coronakrisen. Jeg citerer fra dette essay:
Dette er de (hårde) ord, hvori professor Ghaemi fremsætter denne dristige udtalelse:
“Og forresten, endnu et stort billede, jeg glemte at komme med: begrebet “massedannelse” har aldrig eksisteret i menneskehedens historie”. … Dette er måske den mest bizarre kritik af Ghaemi. Lad os først kort overveje brugen af selve begrebet. Er det rigtigt, at udtrykket aldrig har eksisteret i menneskehedens historie? På tysk er udtrykket “Massenbildung”, på hollandsk “massedannelse”, på engelsk normalt “crowd formation”, men nogle gange også “massedannelse”. Nedenfor er et udvalg af det utvivlsomt meget bredere antal eksempler på forekomsten af begrebet “massedannelse”, uanset om det er oversat til engelsk som “crowd formation” eller “massedannelse”:
- Ordet “massedannelse” optræder på bagsiden af den hollandske oversættelse af Elias Canettis bog Masse und macht (Massa en Macht, 1960) og udtrykket bruges to gange i bogens tekst. I den engelske udgave er ordet oversat som “crowd formation”.
- I Freuds tekst Massenpsychologie und ich-analyse (1921) bruges udtrykket “Massenbildung” nitten gange. I den hollandske udgave er det oversat som “massedannelse”, og i den engelske udgave er det oversat til “crowd formation”.
- Salvador Giner bruger udtrykket “massedannelse” i sin bog Mass Society (1976).
- Den hollandske udgave af Kurt Baschwitz’ bog om massepsykologiens historie Denkend mensch en menigte (1940) citerer ofte udtrykket “massedannelse”.
- Den hollandske udgave af Paul Reiwalds bog Vom Geist der Massen (De geest der massa (1951)) nævner begrebet “massedannelse” omkring seksogfyrre (!) gange.
- Og så videre…
Selv hvis vi i et øjeblik af ekstrem velvilje over for professor Ghaemi skulle antage, at han specifikt mener udtrykket “massedannelse” (mass formation, red.) og ikke udtrykket “skaredannelse” (crowd formation, red.), ville hans udsagn om, at udtrykket ikke forekommer, derfor stadig være forkert. Og hvad der bestemt er forkert er påstanden om, at der ikke er noget begrebsmæssigt grundlag for fænomenet massedannelse. Det behøver næppe siges, at professor Ghaemi lader sig rive med her. Er der virkelig nogen, der tvivler på, at der er lavet konceptuel forskning på fænomenet massedannelse? Kritikken er så åbenlyst absurd, at det næsten er lige så absurd at svare på den. Rent som et tegn på velvilje vil jeg gøre det alligevel, med særlig tak til Yuri Landman, som har været med til at give et overblik over litteraturen både på sociale medier og i privat kommunikation:
Det videnskabelige studie af massedannelse startede engang i det nittende århundrede med arbejdet af Gabriel Tarde (Laws of Imitation, 1890) og Scipio Sighele (The Criminal Crowd and Other Writings on Mass Psychology, 1892). Gustave Le Bon uddybede dette arbejde berømt i 1895 med “La psychology des foules” (The Crowd: A Study of the Popular Mind). Sigmund Freud udgav sin afhandling Massenpsychologie und ich-analyse i 1921, hvori han ofte bruger udtrykket “Massenbildung”, bogstaveligt oversat som “massedannelse” på hollandsk.
Massedannelsesteorien er godkendt og suppleret af Trotter (Instincts of the Herd in Peace and War, 1916), McDoughall’s Group Mind (1920), Baschwitz (Du und die masse, 1940), Canetti’s Crowds and Power (1960) og Reiwald ( De geest der massa, 1951). I mellemkrigstiden stolede grundlæggerne af moderne propaganda og public relations management, såsom Edward Bernays og Walter Lippman, på litteraturen om massedannelse til psykologisk at lede og manipulere befolkningen. Filosoffen Ortega y Gasset (The Revolt of the Masses, 1930), psykoanalytikeren Erich Fromm (Frygten for frihed, 1942), psykoanalytikeren Wilhelm Reich (The Mass Psychology of Fascism, 1946), filosoffen Hannah Arendt (The Origins of Totalitarisme, 1951) gav også vigtige bidrag til tænkningen om fænomenet massedannelse. Derudover kan hele den sekundære litteratur, baseret på disse skelsættende forfattere, citeres næsten uendeligt, når det kommer til at illustrere, at der i radikal modsætning til, hvad professor Ghaemi hævder, faktisk er et begrebsgrundlag for udtrykket “massedannelse”, der fortsat skal udvikles i dag.
I samme essay reagerer jeg også på seks andre kritikpunkter, som professor Ghaemi har rejst, og viser, at i sidste ende giver ingen af dem mening. Indtil nu har professor Ghaemi forholdt sig tavs som svar. Der er en lille chance for, at han ikke har læst mit svar endnu; der er en større chance for, at han begyndte at se det absurde i sin kritik.
Da det er klart, at kritik som den, der er diskuteret ovenfor, er forkert, ville det være rart, hvis de mennesker, der lancerede dem – ofte på en ubarmhjertig og nedladende måde – ville indrømme, at de begik en fejl. Indtil videre er dette ikke sket. Og dette er ikke uskyldigt. Kritikken af professor Ghaemi blev brugt til at retfærdiggøre forbuddet mod min bog om massedannelse i en klasseforelæsning på Gent Universitet. Da jeg konfronterede kollegerne på universitetet med mit svar til Ghaemi og beviste sort på hvidt, at hans kritik ikke gav mening, viste sig ikke en eneste af dem at kunne indrømme, at kritikken af Ghaemi var forkert. De fandt alle en grund til at ignorere det, jeg sagde til dem – at sige, at diskussionen var lukket, at de stolede på de kommissioner, der tog beslutningen om at forbyde min bog, og så videre.
Vi lever i bemærkelsesværdige tider. En diskurs, der hævder at være videnskabelig, viser i stigende grad en radikal foragt for fakta (for at bruge et udtryk for Hannah Arendt). I løbet af de sidste måneder er det blevet det mere og mere klart, at fortællingen om coronavirus var absurd i mange henseender. Tænk på lockdown-filerne i Storbritannien (som viser, at den britiske regering faktisk løj om stort set alt relateret til coronavirus og for eksempel hele tiden vidste, at virussen var langt mindre farlig, end de kommunikerede), resultaterne af Cochrane-undersøgelsen om maskens ineffektivitet iført, afsløringerne i både Schweiz og Tyskland om, at journalister og sociale medier blev rådet (og endda betalt af regeringen) for at promovere fortællingen, det faktum, at vaccinerne ikke forhindrede overførsel, som selv Fauci erkender nu (mens det oprindeligt blev hævdet, at de forhindrer 95% af alle infektioner), og så videre. Mærkeligt nok forsvandt intolerancen over for de dissidente stemmer, der forsøgte at advare samfundet om, at fortællingen var absurd, overhovedet ikke på trods af flodbølgen af dokumenter og information, der demonstrerer de tragiske fejl i beslutningstagningen på folkesundheden. Tværtimod bliver de ramt mere voldsomt end nogensinde før. Alt dette minder om et citat fra Gustave Le Bon:
“Massen har aldrig tørstet efter sandhed. De vender sig fra beviser, der ikke falder i deres smag, og foretrækker at guddommeliggøre fejl, hvis fejl forfører dem. Den, der kan forsyne dem med illusioner, er let deres herre; den, der forsøger at ødelægge deres illusioner, er altid deres offer. Et individ i en menneskemængde er et sandkorn blandt andre sandkorn, som vinden rører op efter behag”. (”The Crowd: A Study of the Popular Mind” (1895)).
Dette viser os, at processen med massedannelse og totalitarisering ikke er stoppet med afviklingen af coronakrisen. Det fortsætter. Den bruger en række forskellige fortællinger som sit redskab – coronavirus-fortællingen, klimafortællingen, den vågnede diskurs og så videre. Hver af disse fortællinger er i sidste ende en slags propaganda for én underliggende ideologi – bevidst cirkuleret af institutioner eller entusiastisk spredt af fanatiske troende. Denne ideologi er den mekanistiske, materialistisk-rationalistiske ideologi (eller hvad du end vil kalde dette sæt af ideer), som mener, at universet er en maskine, der kan forstås og kontrolleres fuldstændigt på en strengt rationel måde. Den seneste version af denne ideologi er transhumanismen, som mener, at menneskets ultimative skæbne er at blive teknologisk optimeret og placeret i et teknologisk, digitaliseret samfund.
I sidste ende mener denne ideologi, at alt kan og bør rationelt forstås og kontrolleres, inklusive menneskers sind og de psykologiske processer i samfundet. Det er det, vi har propaganda for: at kontrollere folks sind, at få dem til at tro, hvad vi vil have dem til at tro, at få dem til at holde op med at tænke selv, at få dem alle til at tænke på samme måde, på den måde som den store supra-organisme de tilhører – staten – vil have dem til at tænke. Det er præcis det modsatte af, hvad oplysningstraditionen oprindeligt sigtede efter, nemlig at opmuntre folk til at tænke selv (se Kants essay ”Hvad er oplysning?”).
Det er i tider, hvor det offentlige rum er mættet med indoktrinering og propaganda – mættet med en slags tale, der er rent instrumentel og blottet for al oprigtighed og ærlighed – at visse mennesker virkelig begynder at genvurdere Sandheden. Det er virkelig, hvad vi bør indse: Der er ikke så meget en terrorkrise, klimakrise, MeToo-krise eller bankkrise – der er en sandhedskrise.
Ingen kan besidde Sandhed. Og jo mere vi tror, vi gør, jo mere risikerer vi at miste kontakten til det. Vi er nødt til at genoverveje dette spørgsmål: hvad vil det sige at tale sandheden? Vi vil aldrig være i stand til rationelt at afgøre på en endelig måde, hvad Sandhed er. Sandhed er noget, vi skal opleve, vi kan fornemme, at nogen taler Sandheden, men vi kan ikke helt fatte det med vores rationelle sind.
Mere afgørende end handlingen med rationel tænkning, er handlingen at fortælle sandheden. At have modet til at stille spørgsmålstegn ved en fortælling, som samfundet fanatisk tror på – det er, hvad sandhedsfortællingen har bestået af siden umindelige tider. Det første kendetegn ved sandhedstale er derfor dette: Hvis du prøver at praktisere det, vil du blive modstået af tilsynekomstens verden. Og folk kan blive sure på dig. Nogle gange meget sur. De gamle grækere vidste det godt: man betaler en pris for at tale Sandheden. Men på den anden side får du også noget tilbage, noget der er vigtigere end alt det der kan gå tabt. Jeg er sikker på, at Robert Malone ved, hvad jeg taler om.
Mattias Desmet: https://mattiasdesmet.substack.com/
