Hvad oplever du når der går en sky for solen?

Færre eller flere skydråber? Det er hoved spørgsmålet vedrørende global opvarmning.

Vi har alle oplevet at en sky går for solen på en solrig dag. Og øjeblikkeligt mærker vi at det føles koldere. Dansk forsker har bevist, at der er en sammenhæng mellem intensiteten af den kosmiske (og ioniserende) stråling fra universet, der rammer jordens atmosfære, dannelsen af skydråber/skyer og dermed udviklingen i temperaturen på jorden, idet skyernes netto effekt er at virke kølende. Denne artikel forklarer hovedtrækkene i hvordan bl.a. den naturlige variation af solens magnetfelt påvirker dette, fordi det påvirker mængden af kosmisk (og ioniserende) stråling.

Sagens kerne – Illustreret og forklaret.

Sagens kerne er illustreret ovenfor og beskrevet herunder:

Udviklingen mod skyer foregår fra venstre mod højre på illustrationen. Det starter med gasser, men det centrale er at få dannet sky-kondenserende kerner (med en diameter i størrelsesordenen 50 nm), hvorpå vandet i atmosfæren kan kondensere. For at få tilstrækkelig store kerner viser dissensMEDIAervationer, teori og eksperimenter, at ioniserende kosmisk stråling er afgørende, idet det netop er intensiteten af den ioniserende stråling der er afgørende for, hvor mange ladede partikler/molekyler,- også kaldet ioner, der dannes. Vi kender alle det, at positivt og negativt ladede partikler tiltrækker hinanden. Dvs. jo flere ioner og desto flere større partikler dannes der, hvorpå vandet kan kondensere. Derved får man med tiden skydråber med en diameter i størrelsesordenen 15.000 nm (Til orientering svarer 15  µm = 15 mikrometer til 15.000 nm). Når man har mange skydråber, har man en sky, der netto bidraget til at reflektere solens stråler, og dermed “køle” jorden.

Sagens kerne er skydråber, fordi det er dem, der rent faktisk har en evne til at gøre en forskel på, om jorden opvarmes eller afkøles.

Sagens kerne er, at når små molekyler i luften rammes af den ioniserende stråling fra universet, bliver molekylerne til ioner. Det vil sige, at de bliver elektrisk ladede med hhv. positivt og negativt. De positive og negative molekyler bliver tiltrukket af hinanden, og det er en af de mekanismer, som i sidste ende fører til større molekyler, skydråber og dermed skyer. Skyerne, nærmere betegnet de lavtliggende skyer, har den nettoeffekt, at de skygger for og reflekterer solens indstråling af varme til jorden, og dermed falder temperaturen på jordkloden.

Det var det man oplevede under den lille istid, da svenskerne gik over isen i krigen mod Danmark i 1658.

Når mængden af ioniserende stråling falder, medfører det derimod en reduktion af skydannelsen på himlen, hvilket fører til mere indstråling af varme til jorden fra solen, og dermed en global opvarmning af jorden. Det er det man oplevede i vikingetiden omkring år 1000 og som vi fx. nu igen har oplevet i det tyvende og enogtyvende århundrede.

Det vil sige at solen har to roller der samvirker med hinanden. 

• Rolle 1: Styrken af solens magnetflet påvirker mængden af ioniserende stråling og dermed dannelsen af skydråber/skyer.
• Rolle 2: Solen er kongen for levering af energi til jorden i form af elektromagnetisk stråling.

I denne video fra den 12. Internationale Klima og Energikonference, den 23.-24. November 2018, præsenterer Henrik Svensmark fra DTU Space i Danmark, videnskabelige data der viser, at der er sammenhæng mellem (1):

1. Observationer
2. Teorien om øget dannelsen af skyer, når molekyler i atmosfæren rammes af ioniserende stråling* udefra, og
3. Eksperimentelle data!

* Mængden af ioniserende stråling afhænger dels af:

A. Solens aktivitet i form af styrken af solens magnetfelt, – og dels af:

B. Niveauet af den kosmiske stråling i den del af Mælkevejen som solen og derned jorden passerer igennem på det givne tidspunkt. Dette niveau varierer med op til omkring 300%.

Ovenstående video (1) er på engelsk, men hvis du har det bedre med dansk, kan du se dette Klimaforedrag af Henrik Stevnsmark på Nærum Gymnasium i Danmark den 28. august 2017 (2).

Teorien og eksperimenter forklarer variationer i skydannelsen og dermed variationer i klimaet på jorden for følgende størrelsesorden af tidsperioder:

1. Dage/uger
2. 11 års cykler, idet solens magnetfelt varierer med en cyklus på ca. 11 år – med konsekvens for periodiske ændringer i opvarmning og nedkøling af verdenshavene.
3. 10.000 år
4. Klimaforandringer i geologisk tid på mellem 1.000.000 og 100.000.000 år – med ændring af temperaturen på 5-10 °C.

Der er ikke overensstemmelse i CO₂ teorien

En anden teori om den globale opvarmning skyldes forøgede mængder af CO₂, men jævnfør Henrik Svensmark kan den øgede mængde af CO₂ i de sidste hundrede år fx ikke forklare de variationer, der har været i temperaturen, forud for denne periode.

Som eksempel har koncentrationen af CO2 jo ikke varieret op og ned i nævneværdig grad imellem den varme vikingetid og den senere lille istid i middelalderen.

Og jf. Henrik Svensmark har de teoretiske klimamodeller som er opstillet, en tendens til at overdrive den beregnede/forudsagte temperatur, dvs. at der IKKE er overensstemmelse mellem:

1. Observationer
2. Teori
3. Eksperimenter.

Derimod er der overensstemmelse i skydråbe/solplet teorien!

Her er der overensstemmelse mellem:
1. dissensMEDIAervationer,
2. Teori og
3. Eksperimenter,

– som præsenteret af Henrik Svensmark fra DTU Space.

Som du kan se herunder er solens aktiviteten steget markant i sidste 100 år, hvilket betyder færre skydråber/skyer og dermed mere global opvarmning.

Overstående graf  viser antallet af registrerede solpletter fra år 1610 til år 2000. Jo flere solpletter jo stærkere er solen magnetfelt og jo mindre kosmisk stråling bliver jorden ramt af. Som følge af den mindre mængde kosmiske stråling, dannes der færre skydråber og dermed færre skyer. Så derfor ser du på ovenstående billede en nærliggende illustration af den primære årsag til den globale opvarmning, – som vi har dissensMEDIAerveret de sidste 100 år!

Er det ikke interessant?

Hvis du har lyst til at læse yderligere om emnet, kan vi anbefale at studere (3) og (4) nærmere.

Kilder:

1. Præsentation af ”The connection between cosmic rays, clouds and climate” fra den 12. Internationale Klima og Energikonference, den 23.-24. november 2018, NH München Ost Conference Center https://youtu.be/Rg3MqdBX0_k

2. Klimaforedrag af Henrik Stevnsmark på Nærum Gymnasium i Danmark den 28. august 2017.
https://youtu.be/lGaJvVoLsuM

3. COSMIC RAYS, CLOUDS AND CLIMATE, Henrik Svensmark – hsv@space.dtu.dk – DOI: 10.1051/epn/2015204, l National Space Institute – Technical University of Denmark – Elektrovej, Bygning 328, 2800 Kgs – Lyngby, Denmark. https://www.europhysicsnews.org/articles/epn/pdf/2015/02/epn2015462p26.pdf

4. FORCE MAJEURE – The Sun’s Role in Climate Change, Henrik Svensmark
ISBN 978-0-9931190-9-5, © Copyright 2019 The Global Warming Policy Foundation
https://www.thegwpf.org/content/uploads/2019/03/SvensmarkSolar2019.pdf

__________________________
>>Tilbage til artikel oversigten<<

__________________________
>>Hvad gør dissensMEDIA? <<
__________________________

>> FBF’s forside <<