dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Det glemte Menneske
Ulrik Søbergs “Det glemte Menneske” undersøger, hvordan vores forståelse af kroppen former vores selvfortælling og kulturelle vaner. Søberg argumenterer for, at kroppen er en grundlæggende del af vores eksistens og spiller en afgørende rolle i udviklingen af vores ideer. Han belyser, at vores opfattelse af kroppen stammer fra det “klassiske syn” på kroppen, hvor kroppen ofte opfattes som værende i konflikt med fornuften og enten som et mekanisk redskab eller et æstetisk objekt. Denne opfattelse er blevet videregivet fra generation til generation, fra Platon og Aristoteles til moderne tid.
Udgivet den 20. marts
Skrevet af Ulrik Søberg
Fortællinger om mennesket
Blandt de mest betydningsfulde fortællinger om mennesket er historien om tvedelingen af mennesket i krop og ånd. Denne historie begynder ved fortællingen om kroppen, idet kroppen er grundlag for vores fysiske tilstedeværelse i verden. Godt nok er mennesket noget andet og mere end bare en krop (sjæl/bevidsthed/ånd), men dette er immaterielt og derfor ikke lige sådan at få indkapslet i ord og begreber. Endnu sværere er det at begribe det åndeliges konkrete form, og før den moderne mentale selv-italesættelse(1) har det været umådelig svært at begrebsliggøre.
Med det åndelige menes ideen om mennesket som åndeligt reflekterende væsen, der sætter ord på egen individuelle eksistens og er mere end bare fysisk krop og kognitive tanker. Derfor har mennesket forsøgt at kunne tale om bevidstheden/ånden/sjælen som et væsenstræk ved det at være menneske. Og en hyppigt brugt måde, har altid været kroppen.
Kroppen er en del nemmere at forme end de usynlige tanker, hvorfor mennesket ofte har benyttet kroppen som et symbol for, hvad end af normative værdier den pågældende kultur har anset som centralt. Med en så markant indvirkning på vores forståelse af hvad et “menneske” er, er kroppen altid mere end bare kun en krop som redskab og med denne forståelse, tvedeles mennesket umiddelbart i legeme og bevidsthed. Kroppen er på tværs af kultur med os i alle vores forehavender, og med sin afgørende indflydelse i menneskelig ideudvikling og skabelse af kulturelle vaner har kroppen stadig en grundlæggende tilstedeværelse i alle samfundsnicher.
Vores fortælling om mennesket kommer fra en overlevering af det “klassiske syn” på mennesket. Denne overlevering fortæller historien om mennesket som dualistisk opdelt imellem krop og følelser, som er i konflikt med den rationelle fornuft. Dette mere end 2000 år gamle perspektiv udgår fra en ide, hvor følelserne er ukontrollerbare kræfter, som indefra kan overvælde fornuften, og samme følelser viser sig i kroppen som dyriske drifter. Således kan fornuften overvindes, og fornuften kan ligeledes overvinde følelserne.
Heraf anes et perspektiv på mennesket som dualistisk, hvor krop og bevidsthed ikke bare er funktionelt uafhængige som naturligste fortolkning af menneskelig natur. De er også fortolket som modsætninger, hvor følelserne har plads som impulsive strømme, der kommer fra især kroppens sansninger. Følelserne kommer, ifølge den gængse overlevering, fra et særligt sted i hjernen; et primitivt urinstinkt som skal holdes i ave. Som modpol hertil står fornuften, som ofte ligestilles med bevidstheden. Via denne generationsoverskridende kulturelle overlevering, eksisterer kroppen som instrumental mekanik eller æstetisk gine, hvorigennem jeg’et kan udtrykke sig, og hvorigennem følelser kan tøjles og disciplineres. Kroppen arver hermed en hengemt eksistens bagved kulisserne, mens sindet fortolkes som styrmanden, der navigerer mennesket til rationel handling.
Kroppen som tema for menneskets selvfortælling i form af den samlede menneskelige historie er til stede hos fx Dalai Lama og buddhismen generelt, og især i vestlig kulturkreds er kroppens rolle indlejret ved først Platon(2) og senere Aristoteles(3), der kalder mennesket et fornuftsdyr. Senere cementeres det ved Darwin og hans to værker: Origin of Species og Evolution of Emotions. Den førstnævnte var banebrydende og gjorde op med religionens dogmatiske verdensbillede og menneskesyn. Især hierarkiet hvor mennesker ifølge religion var gudsbestemt til at f.eks. henslæbe deres liv i en form for kaste, hvor en søn arvede sine forældres lod som fx tjener. Dermed kunne visse menneskers blive født ind i slaveri. Det sidstnævnte værk var dog helt og komplet baseret på præcis samme menneskesyn, som førstnævnte bog gjorde op med.
Det er paradoksalt, at Darwin først frigør mennesket fra én dogmatik og herefter forfalder til at beskrive mennesket fuldstændig efter samme gamle eksistentielle dogmatik. Darwins Evolution of Emotions beskriver følelser som impulser, der udtrykkes gennem kroppens dyriske drifter, og lægger sig dermed under for den ældgamle inddeling af mennesket, som bl.a. Sokrates forsøger at gøre op med i sin dialog Menon, formuleret af hans elev Platon. Dette menneskesyn reducerer således mennesket til en essentialisme, hvor kroppen er en beholder med ustyrlige følelser og en overlegen fornuft indeni. Altså en krop med en essens.
Mennesket i helhed
Mange tror, at vi opfatter ting i verden udenfor os selv med vores sanser, og så bearbejder hjernen en form for data fra dette, der bliver til billeder i bevidstheden, som vi så kalder viden/erfaring. Og mange sammenligner også hjernen med en computer, og der findes en udbredt ide om, at der findes en slags fornuft eller særlig logisk/kognitiv rationalitet i hjernen. Overfor denne logiske rationalitet skulle følelserne så fungere, og samme følelser skulle være igangsat af nogle evolutionære instinkter/impulser, også placeret i hjernen. I dette hierarki befinder kroppen sig så nederst, som en form for mekanik og beholder for hjerne og følelses aktiviteter. Der er bare ingen videnskabelig forskning, der bekræfter disse myter. Faktisk forholder det sig således, at når vi opfatter noget, så reagerer vi IKKE på det, vi opfatter ude i verden som sådan. Vi reagerer på den måde, hvorpå vores kropsbudget(4) fortolker de sanseinformationer vores hjerne modtager og er kodet til at reagere med.
Så når vi tror, at vi reagerer med vores følelser på at bedømme ting i verden som f.eks. en nyhed, er vi faktisk i gang med at skabe det, vi bedømmer. Altså vi skaber naturligvis ikke nyheden, men om den er godt nyt eller dårligt nyt for os. Og vi gør dette med al information vi modtager, også det vi ikke lige er bevidste om. Dette kan f.eks. være måden, vi ubevidst lærer socialt, hvordan man opfører sig bl.a. kropssprog og sproglige hentydninger. Eller måden, vi ubevidst modtager og fortolker en nyhed uden at tænke videre over, om nyheden nu har den betydning for os, som vi følte den havde. Kulturelt set har vi fx lært at blive følelsesmæssigt berørt under særlige omstændigheder, og derfor kan vi f.eks. grine eller græde til en film. Vi tror, det er filmens indhold der gør, at vi griner eller græder. Faktisk er det fordi vi ubevidst har lært, at det begreb filmens indhold symboliserer, er knyttet til en kategori, der er forbundet med en grundfølelse.
Den verden, vi opfatter med vores sanser, er nemlig skabt af hjernens automatiske simulering af vores omgivelser. Denne simulering er forårsaget af udelukkende indre kropsaktivitet og alle grundfølelser, vi føler, er afledt af dette. Dette kaldes interoception og er naturhistorisk udviklet for at “økonomisere” ressourcerne i vores krop (Feldmann-Barrett, 2014, 58). Denne iboende neurale og fysiologiske aktivitet er ikke kun en form for husholdning af mennesket som et hele, men giver anledning til al tankevirksomhed som dagdrømmeri og fantasi, såvel som logisk og abstrakt tænkning. Og alt dette kommer af kroppen og hjernens medfødte samarbejdende evne til at lave forudsigelser.
Gennem naturhistorien udviklede hjernen sig som et puslespilsløsende organ, der fusionerer fragmenter af nye sanseinput og tidligere tillærte erfaringer. Det gør den for at forudsige, hvordan hvert fragment vedrører din nuværende situation. Hjernens primære arbejde med at samle fragmenterne i sammenhængende meningsfulde mønstre består af forudsigelsesløkker, hvor vores mentale model af verden konstant formes og rekonstrueres. Dens mest dominerende forudsigende funktion er; kroppen (Feldmann-Barrett, 2014, 66- 67). Derfor vil nyheder og udsagn du får fra f.eks. populærmedier påvirke, hvordan din krops indre harmoni har det. Altså kroppens budgettering af de automatiske processer, der holder både krop og hjerne i live og i gang. Det såkaldte kropsbudget.
Enhver information fra kroppens indre(5), der finder vej til vores bevidsthed(6), gør, at vi føler noget vi kalder noget sprogligt (som fx glæde, vrede, kulde, varme etc.), og enhver begivenhed, der påvirker vores indre kropsbudget, bliver derfor personligt meningsfuld (Feldmann-Barrett, 2014, 70). Som eksempel sker der en ændring af vores puls, når vi f.eks. hører/læser en nyhed, fordi vores hjerne kan forudsige, at det potentielt kan betyde noget for vores liv. Hvad det kan betyde, er så afhængig af vores tidligere erfaringer med lignende og vores fantasi. De følelser, vi bevidst oplever, er afledt af en række grundlæggende følelser, kaldet affekt, som er baseret på behag/ubehag og ro/uro. Dette er et afgørende træk ved den menneskelige oplevelse af verden og os selv som sansevæsener i den, idet denne egenskab ubevidst gør, at vi altid kaster en smagsdom på ting og væsner i verden. En smagsdom er i sagens natur en dualistisk dom, der vurderer et fænomen som foranledning til enten behag/ubehag eller ro/uro og dermed en tvedeling til modsætninger. Affekt ansporer vores hjerne til at søge efter tidligere erfaringer med fænomener, vi har oplevet, og relatere dem til enhver ny situation, vi skal forholde os til. Dette skaber affektiv realisme.
Dette betyder i realiteten, at vi konkret tillægger alle fænomener som fx nyheder og også andre mennesker positive/negative egenskaber som var det deres iboende natur (7) (Feldmann-Barrett, 2014, 75) og lader os snyde til at tro, at det er virkelighed, alt imens det udelukkende er vores følelser der tolker og skaber noema (meningsindhold) til vores noetik (virkelighedsopfattelse).
For vores hjerne betyder dette, hvordan fænomenet eller personen påvirker vores kropsbudget i sammenhæng med vores tidligere erfaringer med fænomenet/personen, og dets effekt på vores oplevelser af fænomenet/personen er afgørende. Faktisk har vores krop (med organet hjernen indeni) og deres indbyrdes samarbejde og information om kroppens indre livgivende miljø, langt mere indflydelse på vores opfattelse af virkeligheden end det, vi opfatter fra verden udenfor os selv. Vi tror, at vi reagerer med bevidsthed og følelser på vores opfattelse af noget ude i verden, mens vi faktisk konstruerer vores opfattelse af verden, baseret på hvordan vores krops indre harmoni har det. Det vores hjerne oplever som følelser, ændrer vores opfattelse af verden, og rationalitet kan derfor ikke sejre over eller undertrykke følelser, fordi tilstanden af kroppens indre er grundlaget for vores følelser, som skaber enhver aktivitet i vores bevidste tanker (Feldmann-Barrett, 2014, 81). Dermed sagt; tænkning er udgjort af følelser, og at overvinde følelser med fornuft er derfor at overvinde eget grundlag og essens.
Stimuli-væsen, tænkning og intuition
Hjernen konstruerer således i følelseslivet særlige begreber om kategorier af fænomener i omverdenen. Vores følelsesmæssige begreber om “ting værd at vide” kan kategoriseres under forskellige vidensbogmærker såsom “ting værd at vide om mig” og “ting værd at vide om verden i sammenhæng med mig i forhold til sygdom”, der forgrener sig til “ting værd at vide om mig i forhold til pandemi” etc. Dermed også hvilke nyheder og informationer vi ubevidst vælger at kaste vores opmærksomhed på (Feldmann-Barrett, 2014, 87-88). Strømmen af begreber kan således samlet set betragtes som vores viden om verden, og vi konstruerer vores tanker og handlinger ud fra denne viden. Dette resulterer i konstruktion af en omverden, hvorfra alt af betydning for os udtrykker sig og bliver synligt for et væsen med en krop med en hjerne indeni som mennesker.
Når vi således reagerer med så forskelligartet følelsesregister, som vi gør på f.eks. nyheder, vacciner eller virkelige hændelser, som andre mennesker, der finder det acceptabelt at vaccinere børn, er det fordi vores hjerner kulturelt og socialt er kodet til at reagere på en vis måde på visse begreber, vi har om kategorier i verden. I denne henseende er Covid-19 en kategori hjernen kender som ”sygdom”. Og begrebet, følelserne koder sig efter, er ”pandemi”, fordi sygdom og pandemi knyttes sammen i en evig strøm af misinformation fra populærmedierne. Hvordan mon hjernen reagerer umiddelbart på en kategori som sygdom? Ud fra generelle erfaringer og det regerende menneskesyn må det næsten udelukkende betragtes som negativt. Altså fare på færde. Hjernen igangsætter altså en affektiv realisme med en grundfølelse i uro/ubehag overfor kategorien sygdom knyttet til begrebet pandemi.
En fortsat og længerevarende eksponering af fare-kategorier, som hjernen skal arbejde med, kan give et lignende følelsesmønster, hvor begreberne primært vil ligge i spektret af uro og ubehag og ikke bare give negative følelses og tankemønstre, men konkret påvirke kroppens indre harmoni (8) og dermed også immunsystemet. Dermed vil krop-hjerne skabe en simulering af omgivelserne som farefulde, også selvom de faktisk ikke er det. Eller omvendt. Som fx at omgivelserne vil én det godt, selvom de faktisk vil det modsatte eller er ligeglade med ens trivsel.
Det er derfor naturligt, at krop-hjerne koder sig efter følelser af ro og behag ved kategorier og begreber, der knytter sig til helbredelse og lindring. Der tilbydes en kur: vacciner. Krop-hjerne har i tre år været udsat for en ensidig og messende propaganda-strøm af misinformation, som udelukkende har tegnet et verdensbillede af en sygdom, der tager form som et “ondt væsen”(9): pandemi. I dette affektive verdensbillede har læger, vacciner og medicinalbranchens opfindelser løgnagtigt været fremstillet som et lys i mørket, og de menneskelige bevidstheder har med deres kroppe og følelser reageret, som magten har ønsket det: pr automatik med ufrivillig stimuli-respons.
De fleste væsner reagerer ufrivilligt på stimuli, og hjernens automatiske simulering af verden er en sådan slags stimuli. Dvs. den ydre verden og omgivelserne synes at påvirke os, og vi reagerer med det, automat-følelserne synes er passende til denne påvirkning. Mennesket er, som de fleste andre væsner, også udstyret med evnen til at hæve sig over stimuli-respons og anskue påvirkningen med en intuition, der rækker udover de gængse sanser og selv overstige bevidst tænkning. Evnen optræder forskelligt hos de forskellige væsner, og her er mennesket udstyret med vores åndedræt, som ved korrekt kultivering kan trænes til at harmonisere hjerne, krop og følelser. Når disse er i samklang, kan et menneske effektivt og målrettet bruge sin intuition til at vurdere de stimuli, vores homoøstase påvirker os med, og hæve sig op over sine ufrivillige og ubevidste responser.
At kultivere sin affektive realisme
At det er en naturlighed, at vi mennesker forstår verden dualistisk og mellem to poler af behag/ubehag og frygt/tryghed, kan observeres i b.la. sproget, der henter sit indhold i modsætninger (10), samt det kan anskues i, at vi har to hjernehalvdele. Som en naturlighed kan denne dualisme antages at være et grundlæggende biologisk vilkår, og den er prototypisk. Som prototypisk er den foreløbig og kan kultiveres og udvikles. Eftersom kroppens indre processer og reguleringer er primære og helt dominerende for alt, der sker i sindet og følelserne, skal kroppen kultiveres og udvikles for at modgå at forfalde til affektiv realisme. Derfor bør kultivering af kropslighed, balance i kropslig sundhed og følelser indgå i udviklingen af harmoniske mennesker i lige mål med opøvning af andre færdigheder. Det er en kultivering, ingen magthaver ønsker sig en befolkning reelt lykkes med. Når kroppen og følelserne ejes af det enkelte individ, vil diverse psykologiske nudging-teknikker nemlig være en del sværere at rodfæste i selvbevidstheden hos det enkelte menneske. Derfor vil det enkelte menneske nemt kunne føle og mærke, at noget ikke stemmer, og følge denne intuitive følelse uden at lade sig påvirke og presse til at modgå denne intuition. Men det er mere end bare en rationel cost/benfit- analyse. Ofte vil vi gerne overbevise os om, at vi kan tænke os ud af vores følelser.
Som beskrevet er dette komplet umuligt. Mennesket er sine følelser, og der findes ingen opdeling mellem rationel tanke og følelser. Dog er der for især magthavere en fordel ved at beholde opdelingen (11) og fortælle den som sandhed. Når kroppen er en maskine/beholder, er den ikke rigtig os som mennesker, og den kan jo bare erstattes eller styres. Følelserne må under kontrol og helst slukkes, og kun den kølige fornuft står tilbage. En kølig fornuft, der kendetegner fx personer med manglende empati, som ofte kan observeres i psykopater. Derudover kan der i dette menneskesyn nemt indrettes et samfund, hvor de, der er gode med kroppen, skal have fysisk krævende opgaver, som ifølge menneskesynet jo mest kræver primitiv krops-baseret viden.
I et moderne samfund ses dette ved nedrangeringen af fx erhvervsuddannelser, hvor boglig viden ikke nødvendigvis er i højsædet, mens stillesiddende opgaver, der afgiver teoretisk viden til samfundet, absolut rangeres øverst på lønskalaen (pædagog ift. professor, tømrer vs ingeniør etc). Derfor vil det være en reproducering af det dogmatiske og teknokratiske menneskesyn at forsøge at tænke sig ud af sine følelser, på samme vis som det vil være Sisyfos-arbejde at forsøge at overvinde følelserne med rationelle tanker. Samtidig vil det være at undertrykke det naturlige i en selv at forsøge at få følelser ud ved mekaniske kropsøvelser, som vi kender dem i vores moderne kropssyn om fx motionsløb, svømning, styrketræning etc. Dermed ikke sagt, at disse kropsøvelser er unyttige og er absolut sunde for den fysiologiske krop. De fokuserer dog kun på mennesket, som opdelt i krop-sind, og derfor løber de utilsigtet magtens ærinde ved at opsplitte mennesket og ikke lade individet opnå kontakt med den helhed, der danner bro mellem vores åndelige og empiriske selv. Kroppen er denne bro, men ikke via fysisk aktivitet som sådan.
Derimod bindes menneskets fysiske og åndelige selv sammen af en krops og emotionel binding, som sidder i kroppen, men er meget mere; åndedrættet. Når stærke affektive følelser indtræffer, kan kropslig bevægelse i sammenhæng med roligt stabilt åndedræt derfor modgå meget af den frygt og løgn, der forsøges installeret i én via fx nyheder, pressemøder og generel propaganda.
Desværre handler det ikke kun om at gennemskue løgne og propaganda, men lige så meget om ikke at lade sine følelser af vrede, glæde og andre grundfølelser kontrollere ens ellers kraftige skepticisme. For uanset hvor skeptisk og frit tænkende man ser sig selv som, er man stadig et menneske, der som vilkår har denne krop og oplever verden med den. Enhver tanke og følelse, der opstår i én, bør derfor konstant vurderes efter, om den er polariseret. Dvs. når man tænker eller føler noget, bør man efterse, om denne tanke eller følelse munder i to poler og nuancere den.
Uanset hvor forarget man bliver over, at der stadig er nogle, der synes, at vacciner og nedlukninger reddede samfundet, er denne forargelse baseret på affektiv realisme, og den opstår primært, fordi man oplever, at der sker noget, som er modsat det, man selv føler er meningsfuldt. Når man er bevidst om dette, kan man nemmere nuancere forargelsen til enten at række ud med hjælp og oplysning uden at være alt for emotionelt involveret eller lade være at involvere sig. For affektiv realisme er et våben, der på kort sigt synes at hjælpe én til at foretage handling, men på den lange bane, og den opstår hurtigt, vil affektiv realisme dirigere alle ens tanker og følelser. Også når ansvar skal påtales og holdes op foran de, der tog beslutningerne.
