dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Det store fejlgreb
– COVID-nedlukningerne var et gigantisk eksperiment. Og en gigantisk fiasko. En vigtig lære af pandemien.
Udgivet den 3. november 2023
Af Uffe Jonas
Stor baggrundsartikel af de to mainstream-topjournalister, Joe Nocera og Bethany McLean, viser, at nedlukninger var en håbløs strategi, som ødelagde samfundsordenen, uden nogen påviselige effekter på dødeligheden.
Man kunne bremse smitten kortvarigt, men ikke stoppe den. Man kunne ‘jævne kurven’, og dermed midlertidigt afbøde risikoen for overbelastninger af hospitalssystemet lokalt, men det gav ingen effekt på den samlede dødelighed.
Ikke mindre end 50 forskellige videnskabelige undersøgelser når til samme konklusion.
De parametre, som styrede dødeligheden, var de socio-økonomiske faktorer, og ikke samfunds-nedlukningerne. Sverige, som helt undlod nedlukninger, havde en lavere samlet dødelighed end stort set alle andre sammenlignelige lande.
Her følger et uddrag fra artiklen:
“… Det fører naturligvis til det indlysende spørgsmål: Hjalp nedlukningerne med at holde amerikanerne i live? Undersøgelserne var blandede – i deres resultater, deres metodologi, ja selv i deres definition af nedlukning.
I august 2020 trykte eClinicalMedicine, en udløber af det prestigefyldte britiske medicinske tidsskrift The Lancet, for eksempel en undersøgelse, der konkluderede, at “fuld nedlukning og udbredt COVID-19-testning har ikke været forbundet med reduktioner i antallet af kritiske tilfælde eller den samlede dødelighed.”
I marts 2021 sammenlignede Christian Bjørnskov, økonom ved Aarhus Universitet i Danmark, de ugentlige dødelighedsrater i 24 europæiske lande, der brugte afbødende foranstaltninger med varierende grader af strenghed. “Resultaterne i denne artikel tyder på, at mere alvorlige nedlukningspolitikker ikke har været forbundet med lavere dødelighed,” skrev økonomen. “Med andre ord,” tilføjede han, “har nedlukningerne ikke virket efter hensigten.”
Michael Osterholm, den fremtrædende epidemiolog fra University of Minnesota, mener heller ikke, at nedlukninger har gjort noget godt. “Der er faktisk ingen grund til nedlukninger,” siger han. “Se på, hvad der skete i Kina. De lukkede ned i årevis, og da de endelig slækkede på indsatsen, havde de en million dødsfald på to uger.” Med hensyn til at flade kurven ud, “så er det ikke en rigtig nedlukning,” siger Osterholm. “Man reducerer bare kontakten i et par uger for at hjælpe hospitalerne.”
Dr. Anthony Fauci var nok den mest kendte forsvarer af nedlukninger som en livreddende foranstaltning. Men politikken har fortsat mange forsvarere inden for det offentlige sundhedsvæsen. Howard Markel, læge og medicinhistoriker ved University of Michigan, mener, at det lykkedes. “Antallet af reddede liv var helt utroligt,” siger han. Markel peger på en undersøgelse fra august 2023 fra Royal Society of London, der konkluderede, at “påbud om at blive hjemme, fysisk afstand og restriktioner på forsamlingsstørrelser gentagne gange blev forbundet med en betydelig reduktion i SARS-CoV-2 transmission, hvor de strengere foranstaltninger var dem, der havde større effekt.”
Alligevel synes vægten af beviserne at være med dem, der siger, at nedlukningerne ikke reddede mange liv. Ifølge vores optælling er der mindst 50 undersøgelser, der kommer til den samme konklusion. Efter at The Big Fail [bog af artiklens forfattere] gik i trykken, offentliggjorde The Lancet en undersøgelse, der sammenlignede COVID-infektionsraten og dødsraten i de 50 stater.
Konklusionen var, at “SARS-CoV-2-infektioner og COVID-19-dødsfald var uforholdsmæssigt hyppigt forekommende i amerikanske stater med lavere gennemsnitligt antal uddannelsesår, højere fattigdomsrater, begrænset adgang til sundhedspleje af høj kvalitet og mindre interpersonel tillid – den tillid, som folk rapporterer at have til hinanden.” Disse sociologiske faktorer ser ud til at have gjort en større forskel end nedlukninger (som var “forbundet med en statistisk signifikant og meningsfuld stor reduktion i den kumulative infektionsrate, men ikke den kumulative dødsrate”).
I hele denne diskussion er der dog et afgørende faktum, der har en tendens til at blive glemt: COVID var ikke det eneste, folk døde af i 2020 og 2021. Kræftofre blev ikke diagnosticeret, fordi lægerne brugte al deres tid på COVID-patienter. Kritiske operationer blev sat på hold. Der var en dramatisk stigning i antallet af dødsfald på grund af alkohol- og stofmisbrug. Ifølge CDC havde en ud af fem gymnasieelever selvmordstanker under pandemien. Vold i hjemmet steg. En læge på skadestuen i New York husker, at efter den stadige strøm af COVID-patienter i marts og april 2020, “var vores skadestue stort set tom.” Han tilføjede: “Ingen kom ind, fordi de var bange for at få COVID – eller fordi de troede, at vi kun behandlede COVID-patienter.”
Så i forsøget på at måle værdien af nedlukninger er den mest hensigtsmæssige måde ikke kun at se på COVID-dødsfald, men på alle dødsfald i løbet af pandemiårene. Det er kendt som “overdødelighed” – et mål for, hvor mange flere mennesker, der døde end i et normalt år.
Et autoritativt regnskab blev udarbejdet af The Spectator ved hjælp af data indsamlet af OECD. Den viste, at USA i løbet af pandemiens første to år – 2020 og 2021 – havde 19 procent flere dødsfald, end man normalt ser på to år. I Storbritannien var der en stigning på 10 procent. Og for Sverige – et af de få lande, der havde nægtet at lukke samfundet ned – var det kun 4 procent.
En analyse foretaget af Bloomberg fandt stort set de samme resultater. Med andre ord, trods al den kritik, Sverige fik fra verdens sundhedsmyndigheder for at nægte at indføre nedlukninger, endte landet med at se en lavere samlet dødsrate under pandemien end de fleste sammenlignelige nationer, der lukkede skoler og offentlige forsamlinger. Det er ikke urimeligt at konkludere ud fra de tilgængelige data, at nedlukningerne førte til flere samlede dødsfald i USA, end en politik, der lignede Sveriges, ville have gjort.”
Læs hele artiklen fra New York Magazine
Læs også: