Westminster-Erklæringen

Vi skriver som journalister, kunstnere, forfattere, aktivister, teknologer og akademikere for at advare om den stigende internationale censur, der truer med at underminere århundreder gamle demokratiske normer.

Vi kommer fra venstre, højre og midten, vi er forenet af vores engagement i universelle menneskerettigheder og ytringsfrihed, og vi er alle dybt bekymrede over forsøgene på at stemple rettighedsbeskyttede ytringer som “misinformation”, “desinformation” og andre dårligt definerede begreber.

Misbruget af disse begreber har resulteret i censur af almindelige mennesker, journalister og dissidenter i lande over hele verden.

En sådan indblanding i retten til ytringsfrihed undertrykker valide diskussioner om spørgsmål af presserende offentlig interesse og underminerer de grundlæggende principper for det repræsentative demokrati.

Over hele kloden arbejder statslige aktører, sociale medievirksomheder, universiteter og NGO’er i stigende grad på at overvåge borgerne og berøve dem deres stemmer. Denne store koordinerede indsats kaldes undertiden for “det censur-industrielle kompleks”.

Dette kompleks opererer ofte i kraft af direkte regeringspolitikker. Myndighederne i Indien og Tyrkiet har tiltaget sig magten til at fjerne politisk indhold fra de sociale medier. Lovgiverne i Tyskland og højesteret i Brasilien kriminaliserer politiske ytringer. I andre lande truer tiltag såsom Irlands “Hate Speech Bill”, Skotlands “Hate Crime Act”, Storbritanniens “Online Safety Bill” og Australiens “Misinformation Bill” med at begrænse ytringsfriheden seriøst og skabe en nedkølende effekt. [Se note 1-8].

Men det censur-industrielle kompleks opererer også med mere subtile metoder. Disse omfatter filtrering af synlighed, mærkning og manipulation af søgemaskineresultater. Gennem deplatforming og flagging har censorer på sociale medier allerede bragt lovlige meningsytringer om emner af national og geopolitisk betydning til tavshed. Det har de gjort med fuld støtte fra “desinformationseksperter” og “faktatjekkere” i mainstreammedierne, som har opgivet de journalistiske værdier om debat og intellektuel undersøgelse.

Som Twitter-filerne afslørede, så udfører teknologivirksomheder ofte censur i form af “indholdsmoderering” i samarbejde med regeringsorganer og civilsamfundet. Snart vil EU’s lov om digitale tjenester formalisere dette forhold ved at overgive platformsdata til “særligt autoriserede forskere” fra NGO’er og den akademiske verden og dermed overlade vores ytringsfrihed til disse ikke-valgte og ikke-ansvarlige enheders skøn.

Nogle politikere og NGO’er sigter endda efter at ramme end-to-end-krypterede messaging-apps som WhatsApp, Signal og Telegram. Hvis end-to-end-krypteringen brydes, har vi ikke flere muligheder for autentiske private samtaler i den digitale sfære. [Se note 9-10].

Selvom udenlandsk desinformation imellem stater udgør et reelt problem, bliver agenturer, der er designet til at bekæmpe disse trusler, såsom Cybersecurity and Infrastructure Security Agency i USA, i stigende grad vendt indad mod offentligheden. Under dække af at forhindre skade og beskytte sandheden bliver ytringer behandlet som en tilladt aktivitet snarere end en umistelig rettighed.

Vi anerkender, at ord nogle gange kan være stødende, men vi afviser tanken om, at sårede følelser og ubehag, selv hvis det er akut, skal kunne danne grundlag til censur. Åben diskurs er den centrale søjle i et frit samfund og er afgørende for at holde regeringer ansvarlige, styrke sårbare grupper og reducere risikoen for tyranni.

Beskyttelse af ytringsfriheden gælder ikke kun synspunkter, vi er enige i. Vi skal også beskytte ytringsfriheden for de synspunkter, som byder os stærkest imod. Kun i det offentlige rum kan disse synspunkter blive hørt og udfordret på behørig vis.

Dertil kommer, at upopulære meninger og ideer gang på gang er endt som konventionel visdom. Ved at stemple visse politiske eller videnskabelige holdninger som “misinformation” eller “malinformation” risikerer vores samfund at komme til at sidde fast i falske paradigmer, som vil frarøve menneskeheden hårdt tilkæmpet viden og udslette muligheden for at opnå ny viden. Ytringsfriheden er vores bedste forsvar imod misinformation.

Angrebet på ytringsfriheden handler ikke kun om forvrængning af regler og bestemmelser – det er en krise for selve menneskeheden. Alle kampagner for lighed og retfærdighed i historien har været afhængige af et åbent forum for at udtrykke uenighed. Der findes utallige eksempler, herunder afskaffelsen af slaveriet og borgerrettighedsbevægelsen, på at sociale fremskridt har været afhængige af ytringsfrihed.

Vi ønsker ikke, at vores børn skal vokse op i en verden, hvor de lever i frygt for at sige deres mening. Vi ønsker, at de skal vokse op i en verden, hvor deres ideer kan udtrykkes, udforskes og debatteres åbent – den verden, som grundlæggerne af vores demokratier forestillede sig, da de indskrev ytringsfrihed i vores love og forfatninger.

USA’s First Amendment [Grundlovs-Tillægsparagraf] er et stærkt eksempel på, hvordan retten til ytringsfrihed, pressefrihed og samvittighedsfrihed kan beskyttes af loven. Man behøver ikke at være enig med USA i alle spørgsmål for at anerkende, at dette er en vital “første frihed”, som alle andre friheder følger af. Det er kun gennem ytringsfriheden, at vi kan undsige krænkelser af vores rettigheder og kæmpe for nye friheder.

Der findes også en klar og robust international beskyttelse af ytringsfriheden. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR)[11] blev udarbejdet i 1948 som en reaktion på grusomheder begået under Anden Verdenskrig. Artikel 19 i UDHR siger: “Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at have meninger uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker gennem ethvert medie og uden hensyn til landegrænser. Selvom der kan være behov for, at regeringer regulerer nogle aspekter af sociale medier, såsom aldersgrænser, bør disse reguleringer aldrig krænke menneskets ret til ytringsfrihed.”

Som det klart fremgår af artikel 19, er konsekvensen af retten til ytringsfrihed retten til information. I et demokrati er der ingen, der har monopol på, hvad der anses for at være sandt. Sandheden er snarere, der skal findes igennem dialog og debat – og vi kan ikke finde frem til sandheden uden at tage højde for muligheden for, at man kan tage fejl.

Censur “til bevarelse af demokratiet” vender det, der burde være et bottom-up repræsentationssystem, om til et top-down system med ideologisk kontrol. Denne censur er i sidste ende kontraproduktiv: Den sår mistillid, opmuntrer til radikalisering og de-legitimerer den demokratiske proces.

I løbet af menneskets historie har angreb på ytringsfriheden været en forløber for angreb på alle mulige andre frihedsrettigheder. Regimer, der har udhulet ytringsfriheden, har altid uundgåeligt svækket og skadet andre centrale demokratiske strukturer. På samme måde underminerer de eliter, der presser på for censur i dag, også demokratiet. Men det, der har ændret sig, er den brede skala og de teknologiske værktøjer, hvormed censuren nu kan gennemføres.

Vi mener, at ytringsfrihed er afgørende for at sikre os mod statsligt magtmisbrug – et misbrug, der historisk set har udgjort en langt større trussel end enkeltpersoners eller endda organiserede gruppers ord. Af hensyn til den menneskelige velfærd og trivsel kommer vi med følgende tre opfordringer til handling.

• Vi opfordrer regeringer og internationale organisationer til at leve op til deres ansvar over for befolkningen og til at opretholde artikel 19 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.
• Vi opfordrer teknologivirksomheder til at forpligte sig til at beskytte den digitale offentlighed som defineret i artikel 19 i UDHR og afstå fra politisk motiveret censur, censur af afvigende stemmer og censur af politiske holdninger og meningstilkendegivelser.
• Og endelig opfordrer vi den brede offentlighed til at slutte sig til os i kampen for at bevare folkets demokratiske rettigheder. Lovgivningsmæssige ændringer er ikke nok. Vi må også opbygge en atmosfære af frie ytringer fra bunden ved at afvise det klima af intolerance, der opmuntrer til selvcensur, og som skaber unødvendige personlige stridigheder for mange. I stedet for frygt og dogmatisme skal vi omfavne den frie undersøgelse og debat.

Vi står fast for din ret til at stille spørgsmål. Ophedede diskussioner, selv dem, der kan være ubehagelige, er langt bedre end slet ingen diskussioner.

Censur berøver os selve livets rigdom. Ytringsfrihed er grundlaget for at skabe et meningsfuldt liv og en blomstrende menneskehed – gennem kunst, poesi, drama, historier, filosofi, sang og meget mere.

Denne erklæring er resultatet af et indledende møde mellem forkæmpere for ytringsfrihed fra hele verden, som mødtes i Westminster, London, i slutningen af juni 2023. Som underskrivere af denne erklæring har vi grundlæggende politiske og ideologiske uenigheder. Men det er kun ved at stå sammen, at vi kan besejre de omsiggribende censurkræfter, så vi kan bevare vores evne til åbent at debattere og udfordre hinanden.

Det er i en ånd af forskellighed og debat, at vi underskriver Westminster-erklæringen.