dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Den enorme sociale ulighed, der er opstået siden 2000, er uforenelig med demokratiet – og sætter markedskapitalismen ud af spil.
Det er kun meget få middelklasse-danskere, der har den ringeste anelse om, hvordan der ser ud på samfundets bund.
Udgivet den 2. marts 2022
Af Carl Henrik Rørbeck, journalist & bedrageri- specialist
Ligesom andre stereotyper (”konspirationsteoretikere”) abonnerer et meget stort antal beskæftigede danskere på udsagn som: ”Kontanthjælpsmodtagere lever fyrsteligt og det kan ikke betale sig at arbejde”, ”Jeg gider ikke betale til dem, der ikke gider bestille noget”, ”alle der vil, kan få et arbejde” – og meget mere, der er i total modstrid med de faktiske forhold. Alligevel forårsager den uendelige gentagelse af disse påstande, at det formentlig er et stort flertal af danskerne, der mener at det forholder sig sådan, og at man derfor bare skal brutalisere befolkningen udenfor arbejdsmarkedet.
Myte 1: ”Kontanthjælpsmodtagere lever fyrsteligt og det kan ikke betale sig at arbejde”
En kontanthjælpsmodtager får 10.800 om måneden (129.600 om året) FØR skat. Den gennemsnitlige indkomst for lønmodtagere er i henhold til Danmarks Statistik 480.000 om året før skat. Det vil sige at man i gennemsnit får 3,7 gange så meget for at gå på arbejde som for at blive hjemme. Det burde vel være et tilstrækkeligt incitament. Forskellen har næppe nogen sinde været større.
Myte 2 – ”Jeg gider ikke betale til dem, der ikke gider arbejde”.
Hvis man betragter det samlede antal forsikrede, 2.443.000 A-kassemedlemmer med en gennemsnitlig indkomst på 480.000, betaler disse lige knap 94 milliarder i arbejdsmarkedbidrag (der jo er øremærket til understøttelse) og ca. 14,5 milliarder i a-kassebidrag, i alt 108 milliarder. Der udbetales kun (2020) 65 milliarder i understøttelse (og det er BRUTTO) hvilket altså vil sige, at de forsikrede betaler 43 milliarder mere i bidrag, end de modtager i understøttelse. Hvis vi også trækker skatten af understøttelsen fra, når vi frem til, at statskassen scorer ca. 68 milliarder på arbejdsløsheden. Der er altså ingen smarte iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende, der skal komme og sige, at de betaler til ”alle dem, der ikke gider bestille noget”. Det er omvendt. Det er dem, der qua alle mulige støtteordninger og skatterabatter får penge fra de arbejdsløse – eller i hvert fald de forsikrede.
Kontanthjælpen er skjult erhvervsstøtte
For såvidt angår kontanthjælpen, udgør den kun sølle 10 milliarder i øjeblikket – ud af et offentligt budget på 1200. Og så er det ikke kontanthjælpsmodtagerne, der får pengene – i realiteten. ”Aktiveringen” – det tvangsarbejde, kontanthjælpsmodtagere udfører – giver ALENE COOP og Dansk Supermarked gratis arbejdskraft til en værdi af 7,5 milliarder årligt. De arbejdsløse udfører et normalt job – de får deres kontanthjælp fra kommunen, og virksomheden betaler ikke en krone. Jeg kendte en fyr, der drev et rengøringsselskab med 26 ansatte – udelukkende med gratis arbejdskraft fra kommunen. Når perioden udløb, og han skulle til at fastansætte kontanthjælpsmodtagerne, blev de fyret, og han fik nogle nye fra kommunen. Kontanthjælpen er altså at betragte som skjult erhvervsstøtte – endda i vidt omfang til mega-rige virksomheder – intet andet.
Myte 3: ”Alle der gider kan finde et arbejde”.
Sandheden er, at der ikke har været fuld beskæftigelse i Danmark siden 1973. Dér indtraf den 1. oliekrise, og vi fik massearbejdsløshed for første gang siden 30’erne. Udflytningen af Danmarks industri til fjernøsten var allerede begyndt i slutningen af 60’erne. Samtidig importeredes i perioden 1967 – 72 ca. 300.000 ”gæstearbejdere”, fortrinsvis fra Pakistan og Tyrkiet, med det formål at skaffe den fornødne arbejdskraft til danske virksomheder, eller, som nogen hævdede, at agere som løntrykkere. Arbejdsløsheden fra 1973 aggraveredes af, at disse ”gæstearbejdere” ikke hjemsendtes. I den mellemliggende tid har vores politiske ledelse totalt ignoreret grundlovens § 75, stk. 1. (red., § 75, Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse).
Da vi omsider i 00’erne fik et opsving i beskæftigelsen, ikke som en følge af Fogh-regeringens engagerede beskæftigelsespolitik, men på grund af gunstige internationale konjunkturer, kom mere end 200.000 mennesker i arbejde – de ville altså GERNE ”bestille noget”.
De ca. 77.500 kontanthjælpsmodtagere er altså i vidt omfang fastholdt i en tilværelse, hvor de reelt udfører et arbejde, som de burde have 70% mere for at udføre. Jobcentrene har intet ønske om at skaffe dem varig beskæftigelse – det er slet ikke det, de er der for. En bekendt, der i et par år var ansat i et jobcenter fik følgende besked af sin chef: ”Du skal ikke skaffe nogen i arbejde – du skal stresse de arbejdsløse!” Filosofien er vist nok, at de arbejdsløse skal stresses til SELV at finde et job. Det betaler samfundet Jobcentrene 16 milliarder for om året. Hertil kommer alle de vanvittigt dyre – og ofte latterlige – kurser, som arbejdsløse sendes på. Det vil næppe være en overdrivelse at påstå, at de arbejdsløse koster skatteyderne i omegnen af 40 milliarder i skjult erhvervsstøtte – men så er det jo godt, at de selv leverer et overskud på 68 milliarder til statskassen. Kurser i at skrive ansøgninger, kurser i ”wellness” og ”mindfulness” og andet, ofte leveret af firmaer, der indehaves af politikere, tidligere politikere eller disses venner, udgør en ganske overflødig milliardindustri. Men de regnes sikkert af vores politikere med til de ”værdifulde iværksættere” og samfundets ”bærende lag”.
160.000 personer levede i 2018 helt uden forsørgelse
I følge LO levede hele 160.000 personer over 18 år i 2018 HELT uden indkomst. Det er et rystende tal, og det skyldes bl.a. den gensidige forsørgelsespligt, som nu er afskaffet, omend kun delvist. Disse mennesker er altså henvist til tiggeri, som man meget belejligt har kriminaliseret, i hvert fald hvis det foregår på offentlige områder, hvor den mere velbjærgede del af befolkningen kan tage anstød af de snavsede og lurvede tiggere. Det er ganske vist i åbenlys strid med Menneskerettighederne, men Højesteret har lige blåstemplet det, så det er endnu et stykke ”gældende uret”, der strider mod al menneskelig anstændighed. Det skyldes også, at mange kontanthjælpsmodtagere ikke kan udholde de ustandselige ydmygelser, de udsættes for i systemet, og i stedet vælger at leve af at samle flasker eller udføre forskellig sorte småjobs kombineret med tiggeri.
En fyr jeg kender, højt begavet, men utilpasset, blev sendt i aktivering hos et stort firma. Han var dødssyg, havde høj feber og bylder over hele kroppen, men hans sagsbehandler forlangte, at han HVER DAG mødte op med en frisk lægeattest (som han selv skulle lægge 500 kr. ud for) for at han kunne bevare kontanthjælpen. Sådan en historie er på ingen måde enestående. At disse forhold er i skingrende strid med grundlovens § 75, stk. 2 (red., § 75 Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder), – bekymrer tilsyneladende ikke Højesteret.
”Hjemløshed er noget man vælger”
Denne tåbelige udtalelse er blevet gentaget utallige gange af. Der er dog noget sandt i udsagnet. Det er bare ikke den hjemløse, der foretager valget, men de politikere, der har ladet huslejerne spadsere til et niveau, hvor ingen arbejdsløse kan være med, og som derudover har forringet deres økonomi i en jævnt nedadgående kurve de sidste 20 år. Jeg husker, at jeg en gang sidst i 90’erne kom til København (jeg boede udenfor Europa den gang) for at udføre en opgave for et norsk firma i Danmark. Jeg boede tæt på Rådhuspladsen, og firmaet lå tæt på Østerport, så jeg tog hver dag toget frem og tilbage. På stationerne – Vesterport, Nørreport og Østerport – mødte jeg til min forbløffelse personer, nogenlunde pæne i tøjet, som fortalte mig at de var hjemløse. Det havde jeg aldrig oplevet i mit 40-årige liv, så jeg gav dem nogle håndører og spurgte, hvordan det kunne være. ”Socialkontoret skal da betale Jeres husleje”, sagde jeg naivt med reference til 70’ernes og 80’ernes lovgivning. ”Jamen København Kommune vil ikke længere acceptere en husleje på over 2.000, og du kan ikke finde noget til under 5.000”. Det undersøgte jeg, og det var sandt. Så det var altså Københavns Kommune, der havde truffet ”valget” om hjemløshed i disse tilfælde. Det var ikke bumser og misbrugere, jeg mødte der. Det var typisk personer i arbejde, håndværkere eller lignende, ca. 40-50 år, som var blevet skilt, hvorefter konen havde beholdt lejligheden. De kunne heller ikke længere låne til indskuddet hos kommunen, således som det tidligere var tilfældet.
Der skal en god fantasi til som almindelig borger at fatte, hvor rædselsfuldt det er at være hjemløs. Nogle sov dengang i overfyldte herberger med 12-sengs-stuer – mod betaling! Andre praktiserede ”sofa-surfing” hos venner og bekendte, og atter andre var hjemløse på den hårde måde – de sov på gaden eller i parkerne. At leve uden umiddelbar adgang til et toilet eller et bad, uden at kunne medbringe rent tøj, uden sine personlige papirer og mest anvendte ejendele er noget, der overgår Gentofte-ungdommens fantasi. Det er ufattelig hårdt. Med mindre man har en ven, hvor man kan få lov til at registrere sig i Folkeregisteret, bliver tingene endnu mere besværlige. Man kan ikke modtage post, der bliver problemer med banken og mange andre (telefonselskabet, hvis man skal have et nyt nummer) og det er reelt umuligt at søge job uden en adresse.
I de seneste år har man ombygget de eksisterende herberger og bygget et par nye. Sidste gang jeg checkede var der godt 2.000 herbergspladser til 10.000 + hjemløse. De andre kan sådan set få lov at dø på gaden. Her kan man få en skab på 8-15 m2, med bad og lokum på gangen sammen med 16 andre. For denne fyrstesuite betaler man mellem 2700 og 4.000 af sin kontanthjælp. Men herberget får minimum 40.000 i tilskud fra det offentlige – pr. måned! Det er, hvis der er tale om en problemfri hjemløs. Hvis vedkommende har et misbrugsproblem eller er psykisk syg, stiger tilskuddet til 80.000. De forskellige herberger er ejet af foreninger eller fonde, der ikke er regnskabspligtige. En af de største, WE-SHELTER, har dog offentliggjort deres regnskaber for 2017 og 2018. Bestyrelsesformanden er embedsmand i Københavns Kommune. De driver 4 herberger. De har for begge år opgivet en omsætning under 20 millioner kr. Men hvis man regner på antallet af pladser de to steder, som jeg kender til, nemlig Mændenes Hjem i Istedgade og herberget på Gl. Køge Landevej, burde disse to herberger ALENE have omsat 80 millioner.
Den hjemløse har ingen rettigheder
Lejeloven gælder ikke for herberger. Man kan smides ud med 30 minutters varsel – og sommetider får man ikke sine ting med. Der er ingen lejerefusion. Man er ganske enkelt retsløs. Man kan ikke have folkeregisteradresse på herberget. Det er et brutalt og umenneskeligt liv, og det er brutale og umenneskelige politikere, der fremkalder sådanne tilstande og tillader dem at bestå. Det er i den grad i strid med menneskerettighederne, at det er utroligt. At hævde at nogen af deres frie vilje skulle vælge denne tilværelse er en hån mod hele menneskeheden. Og når vores politikere står og hykler om overholdelse af Menneskerettighederne her og der på kloden, så råber ingen op og siger: ”Hov! I krænker selv mere end 10.000 menneskers rettigheder på det groveste!” Og pressen er stille som en død ko. Så hvordan er det med vores igangsættere, selvstændige og influencere? Har de det fint med at betale over en milliard til herberg-svindelen? Er herbergerne bare værdifulde forretningsmæssige initiativer? Skulle de have en iværksætterpris?
”Levestandarden er steget konstant siden 60’erne.”
Beklageligvis er der nogen af os, der er så gamle, at vi kan huske livet i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Der er ingen tvivl om, at vi er i vejen, det er ubekvemt at have sådan nogen som os rendende rundt, der VED at det der bliver sagt er løgn.
Da jeg blev gift 1. gang i 1980, havde vi en 120m2 lejlighed på Østerbro. Hun var pædagog, jeg arbejdede på Carlsberg, som almindelig, ufaglært malterist, mens jeg læste på KU. Når vi havde betalt vores skat og husleje, havde vi 15.000 kr. om måneden at leve for. Og så skal man lige huske, at en 1980 – krone = 3 2022 – kroner. Det vil altså svare til, at et ganske almindeligt lønmodtagerpar i dag havde et rådighedsbeløb på ca. 45.000! Og det er der godt nok ikke mange, der har. Så groft er det arbejdende Danmark blevet taget i røven. Men hvordan er det gået så galt? De to væsentlige faktorer er skat og husleje. Beskatningen af gennemsnitsindkomster er steget betydeligt gennem arbejdsmarkedsbidrag og indirekte skatter, brugerbetaling etc., og huslejen er steget med 5 gange pristallet siden 80’erne.
Jeg har lavet en beregning, som viser, at de 1.162.142 husstande (ud af i alt 2.714.285 husstande i Danmark) som bor til leje, betaler ca. 164 milliarder mere i husleje pr. år, end de ville have gjort, hvis huslejerne havde fulgt det almindelige pristal siden 1985. Det er et gigantisk beløb, som altså nu tilfalder et fåtal af ejendomsbesiddere – OG – i særdeleshed – de banker og andre kapitalejere, der finansierer dem. Disse penge ville med en til vished grænsende sandsynlighed være blevet kanaliseret ud i et aktivitets- og jobskabende forbrug, hvis de havde fået lov til at blive i lejernes lommer. Det svarer formentlig til omkring 100.000 jobs.
Men hvilke årsager kan der være til, at alle – herunder i særdeleshed venstrefløjen – uden at sige et muk har fundet sig i denne udvikling? Den første forklaring er den samme, som begrunder alle de andre samfundsskadelige tiltag. Verdens økonomiske magthavere kan simpelthen ikke få nok. De har de sidste 30 år raget mere og mere til sig af den samlede, globale formue. Forbes – et organ, der næppe kan beskyldes for at være venstreorienteret – berettede, at den vestlige middelklasse under krisen i 2008 mistede 40% af sine aktiver, der til gengæld dukkede op igen i de største koncerners og største kapitalbesidderes balancer. Denne agenda er de fleste centrum-højre politikere dybt involveret i, bevidst eller ubevidst. Partiernes ledere får besked om, hvordan de største koncerner ønsker reguleringen ændret. De parerer ordre, og til gengæld får de fede jobs og måske en bonus indsat på en oversøisk konto. De menige politikere får bare besked af deres ledelse på, hvordan de skal agere. Gør de ikke som der bliver sagt, har de ingen kreds til det næste valg.
Venstrefløjspolitikerne er måske for nogles vedkommende også direkte ”on the take”. Men et andet våben, der er brugt mod dem er FRYGTEN. Frygten for et totalt økonomisk crash. Det kapitalistiske system har krævet større og større tilførsel af likvider, efterhånden som formuefordelingen er blevet mere og mere skæv. Siden .com-krisen i 90’erne er der pumpet større og større mængder af kontanter ud i systemerne af centralbankerne, samtidig med at private banker har stået for en endnu større del af pengeskabelsen. For at få regnskaberne til at overholde de forskellige revisionsstandarder, er det selvfølgelig nødvendigt at demonstrere, at der er VÆRDIER bag de mange penge, som de finansielle institutioner låner ud, SIKKERHED. Og sikkerhed, det er mursten. (Eller stål og beton.) Derfor er priserne på fast ejendom steget til niveauer, der er fuldstændig fiktive.
Et hus i Københavns nordlige omegn, der i 1993 solgtes for 1,3 million står i dag til 25 millioner. (det er ca. 6 gange mere end pristallet.) For at kunne holde priserne på ejendomsmarkedet oppe, er det naturligvis nødvendigt at sikre, at der ikke er billige lejeboliger til rådighed. Så ville mange flere jo vælge denne mulighed, og ejendomsmarkedet ville synke, og dermed bankernes formuer.
Og selve lejemarkedet er også en del af matador-spillet. En udlejningsejendoms værdi er en lineær funktion af lejeindtægten. Så når lejerne stiger, så stiger prisen på ejendommen, og der kan lånes flere penge i den. Jeg tror, at mange ledende venstreorienterede politikere har ladet sig overbevise om, at hvis huslejerne ikke fik lov at stige, ville pengemarkedet og hele økonomien bryde sammen. Og det ville jo være komplet UANSVARLIGT, ikke sandt?
Markedsøkonomien er ved at kollapse
Den stigende ulighed viser sig, som løseligt beskrevet af Forbes, ikke blot i indtægtsfordelingen, men i særdeleshed i formuefordelingerne, som faktisk er et betydeligt bedre mål for skævheden. Herunder findes et link til en artikel fra Altinget fra 2017 med den danske økonom Paul Tiedemann, der henviser til en undersøgelse fra OECD, der fastslår, at vi skal helt til Afrika for at finde et par lande i OECD-området, der har en større skævhed i formuefordelingen end Danmark.
https://www.altinget.dk/artikel/oekonom-danmark-er-mere-oekonomisk-ulige-end-vi-tror
Den manglende købekraft hos store dele af befolkningen fører ganske enkelt til, at efterspørgslen ikke kan opretholdes, hvilket uvægerligt vil forårsage en global kollaps af markederne.
The Great Reset
Det har World Economic Forum (WEF) fattet for længe siden, og det er derfor man har udarbejdet strategien ”The Great Reset”, som skal genstarte økonomien – på HELT andre præmisser. Borgerlige og socialdemokratiske politikere afviser stadig omtale af The Great Reset som ”konspirationsteorier”, til trods for, at materialet ligger åbent fremme på WEF’s hjemmeside, og til trods for, at den dystopiske fremtid, som WEF tiltænker den almindelige borger, blev beskrevet af vores egen Ida Auken i et essay på WEF’s hjemmeside, som vakte stor opsigt i Danmark og blev omtalt i både Ekstra-Bladet og Berlingske. Overskriften er: ”Jeg ejer intet, jeg har intet privatliv, og jeg er lykkelig”
Essensen af Great Reset er dog langt fra, at aktiverne skal genfordeles mellem alle verdensborgere. Tvært imod. Alle almindeligt dødelige skal give afkald på enhver ejendomret; Ida Auken ejer i sin 2030- fantasi ikke engang sin cykel (men måske sin tandbørste?). Til gengæld modtager hver borger en ubetinget månedlig indkomst, en såkaldt ”borgerløn”. Men hvis man tror, at det er traditionel kommunisme, der er tale om tager man fejl. Verdens mange aktiver tænkes fordelt blandt de største koncerner (måske regnes Vatikanet også som en sådan). Det er altså et korporativt diktatur, som udnytter den moderne digitale teknologi til det yderste for at udøve kontrol med sine borgeres adfærd. Det må formodes, at alle konstitutionelle- og Menneskerettigheder er ophævet. Mennesket er ifølge WEF en biologisk maskine.
“Alle artikler på dissensMEDIA, er udtryk for skribentens personlige holdning”
der er mange der arbejder for under 300.000, brutto incl. feriepenge og pension, så det må være de store million udbetalinger der trækker det op.
Hvad staten stjæler, var der ikke noget med 8000 fra pensionister, som bl.a, skulle går til hjemløse og svage.
Kærlighed er ensbetydende med omsorg, og for at have kærlighed i vores hjerte, er vi nødt til at være i kontakt med os selv, hvilket fortrængninger dog forhindrer, så fortrængninger modarbejder kærlighed, hvorfor kærlighed kræver af os, at vi oplyser vores mørke.
Dét er løsningen på den situation, som Carl Henriks artikel beskriver.
Når vi virkelig elsker et andet menneske, da er vi opmærksomme på vedkommendes mindste behov, legitime behov vel at mærke, som Maslows behovspyramide er et katalog over, og vi forud-forventer, hvad vedkommende har behov for.
Kærligheden viser sig bl.a. i omsorgen, ikke?
Der er fravær af ondskab, degeneration, hykleri, løgn, bedrag, manipulation, magtmisbrug, demagogi, negativ kontrol, kalkuleret egen-vinding, frygt, angst, etc.
Der kan ikke være kærlighed og mørke på samme tid, så når “lederne” fremviser mørke, kan de naturligvis ikke have kærlighed i deres hjerte i dét øjeblik.
Kun formørkede befolkningsflertal vælger formørkede “ledere”.
Lad os fokusere på løsningen, som er at oplyse vores eget mørke, hvorved kærligheden straks har langt bedre vilkår.