dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Skadelig CO2-skat
Man må erkende, at hele vores eksistens er baseret på at tage ting fra naturen ”bæredygtige” eller ej, og når vi taler om ”Netto-nul” af ligegyldigt hvad, ignorerer vi dette fundamentale grundlag for vores tilværelse. Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal have som mål at nedbringe vores forbrug af ressourcer, det skal bare ikke føre til en forringelse af vores liv, helbred eller velstand.
Udgivet den 4. marts 2023
skrevet af Søren Hansen
Følgende artikel er udgivet i samarbejde med klimarealisme.dk
Danske økonomer, selv de mere fornuftige af slagsen, har næsten alle en blød plet, når det kommer til indførelse af en generel afgift (skat) på CO2-udledninger. Tankegangen er for så vidt rationel nok, ved at gøre brugen af fossile brændstoffer dyrere vil markedsmekanismerne få os over på billigere alternative løsninger. Hele det danske klimamål på 70 % kan således teoretisk set opfyldes, bare skatten på drivhusgasser (dvs. CO2 + metan & lattergas) er høj nok.
Problemet, som økonomerne overser – eller nægter at se – er, at de nødvendige alternative løsninger slet ikke eksisterer. Vi kan ikke nedbringe landbrugets (meget teoretiske) udslip af metan og lattergas med mindre vi lukker produktionen ned tilsvarende. Der er ingen ”klimaneutrale” alternativer til brændstoffer til lastbiler, busser, skibe og fly. Hvis de nogen sinde kommer, bliver de så dyre, at man derefter bare vil stå med meget højere udgiftsniveauer generelt, enten til CO2-skatten eller til Power to X-fantasibrændstoffer. Hertil kommer alle de øvrige anvendelser af kul, olie og gas, som også kun vanskeligt lader sig erstatte, f.eks. som råvarer til en lang række ting, som vi ikke kan undvære. Selv en stabil elforsyning er ikke mulig, hvis den alene skal være baseret på sol og vind, som man åbenbart ellers tror. Det uundgåelige resultat er en dyb forarmelse af samfundet – i bedste fald – i værste fald et sammenbrud af civilisationen, som vi kender den.
Den tyske økonom og forfatter Lars Schernikau har skrevet en interessant artikel om emnet, hvor han påpeger andre problemer med CO2-skatter. Her bringer vi et let redigeret uddrag i oversættelse:
Blandt skævvridningerne i markedet er prisfastsættelsen på kuldioxid, som ikke bare skader mennesker – især de fattige – men også miljøet. Det er ikke lige, hvad vi normalt læser og som mine børn lærer i skolen.
Artiklen her handler om den manglende fornuft i en prisfastsættelse på CO2-udslip, hvor alle menneskelige aktiviteter tildeles et ”CO2-aftryk” og hvor næsten alle organisationer tvinges til at opstille mål for ”Netto-nul”.
Man må erkende, at hele vores eksistens er baseret på at tage ting fra naturen (”bæredygtige” eller ej), og når vi taler om ”Netto-nul” af ligegyldigt hvad, ignorerer vi dette fundamentale grundlag for vores tilværelse. Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal have som mål at nedbringe vores forbrug af ressourcer, det skal bare ikke føre til en forringelse af vores liv, helbred eller velstand.
Allerede nu kan vi se effekten af Netto-nul-bestræbelserne f.eks. på den tyske elforsyning. Indførelsen af sol og vind i stor skala i elforsyningen har medført store prisstigninger pga. deres manglende effektivitet, problemer med indpasning i nettet og de stigende krav til backup.
I Tyskland har vi de højeste elpriser i Verden. Her er der installeret 1½ gange så meget sol og vind som elforsyning baseret på traditionelle metoder og det maksimale forbrug, se fig. 1. Den variable ”vedvarende” vind og sol producerer nu 1/3 af landets elforbrug og ca. 5% af den totale energiforsyning.
Fig. 1: Tysklands energiforsyning i 2020, tv. installeret kapacitet i elforsyningen (2020), th. foroven den resulterende produktion af e forneden Tysklands samlede energiforbrug, fordelt på kilde.
Det er åbenlyst og uden for enhver diskussion, at højere energiomkostninger rammer de mindre velstående mennesker og kvæler udviklingen af fattigere nationer, se fig. 2. Derfor har en omstilling til ”vedvarende” energi nogle negative følger for mennesker. Fattige mennesker vil mangle den nødvendige energi, f.eks. til opvarmning af deres hjem, og det kan betyde en nedgang i forventet levealder og en tidligere død (en anden måde at sige ”dræbe” på).
Fig. 2: Andelen i % af disponibel indkomst, der bruges på energi, som funktion af indkomsten (i 1000 US$ – eksempel fra USA).
Tilbage til CO2: Man må erkende, at miljøaftrykket af vores energisystemer er mangfoldigt. Det omfatter udledninger (diverse kemiske stoffer, partikler og drivhusgasser), råvareforbrug, energiforbrug (den energi, der skal bruges til fremstilling af energi, som vi forbruger), behov for arealer og plads, samt påvirkningen af det lokale klima, dyre- og planteliv, såvel som drift og vedligehold over hele levetiden, affaldsbortskaffelse osv. Hertil kommer hensynet til menneskers helbred, sikkerhed og økonomien.
Man kan vist heller ikke være uenig i, at disse ”aftryk” bør tages i betragtning gennem hele værdikæden, fra udvinding af ressourcer, oparbejdning, transport, fremstilling, drift og genbrug eller bortskaffelse. Nu er det sådan, at al CO2-prissættelse eller beskatning kun fokuserer på ét trin i hele kæden: ”Drift” eller forbrændingen. Hvordan kunne man ellers sætte en ”netto-nul”-etiket på et solpanel, der er fremstillet af kul og mineraler udvundet i Afrika med dieseldrevne maskiner, transporteret til Kina på et skib drevet af bunkerolie og bearbejdet ved hjælp af energi fra kul- eller gasfyrede kraftværker. Alle disse energi-intensive aktiviteter og ikke et eneste kg CO2 bliver beskattet. Det samme gælder en vindmølle eller en elbil.
For eksempel nåede Tyskland i 2022 en gennemsnitlig ”CO2-kvote”-pris på 80 EUR/ton, mere end 3 gange højere end i 2020 og 13 gange højere end i 2017. Prisen blev alene opkrævet i forbindelse med målte CO2-udslip fra forbrænding af fossile brændstoffer, og forøgede energiprisen tilsvarende. Overflødigt at nævne, at ved vind og sol blev der ikke opkrævet noget. Elbiler, der oplades med kul- eller gasfyret elektricitet, bliver heller ikke beskattet. Diesel- og benzinbiler bliver beskattet. CO2-udledende selskaber kan købe ”klima-kompensation” gennem komplicerede ordninger, der ofte har tvivlsomme miljøeffekter, hvis de da overhovedet har nogen.
Husk også, at CO2-skatten grundlæggende bare er en fremgangsmåde til at omfordele velstand, hvor opkræveren (regeringen) beslutter, hvad pengene skal bruges til. Ja, en CO2-skat motiverer industrien til at spare på CO2-en … men med omkostninger for økonomien, miljøet og ofte børn.
Jeg tror, at I begynder at se min pointe. Enhver økonom vil bekræfte, at hvis man kun beskatter én økonomisk faktor, men ikke andre, vil det føre til en skævvridning, og mange ville sige en værre situation for miljøet.
Skævvridning er et andet ord for utilsigtede konsekvenser for miljøet, vores økonomi og folket. At beskatte CO2 kun i forbindelse med forbrændingen, men ikke at beskatte metan, eller ineffektiv udvinding af råmaterialer, eller indeholdt energi, eller energimangel, eller ineffektiv genanvendelse, eller forbrug af arealer, eller den grønnere Jord som følge af CO2 … vil give uønskede resultater. Verden vil være i en dårligere tilstand, økonomisk og miljømæssigt.
Protestér, hvis I føler for det, men lad mig give et simpelt eksempel. Lederne i den vestlige verden synes at være enige om, at kul skal udfases med det samme, fordi det giver de største CO2-udledninger ved forbrændingen. I stedet – idet der er et behov for pålidelig og økonomisk forsvarlig energi – har Bangladesh, Pakistan, Tyskland og mange andre lande kastet sig over flydende naturgas (LNG) som et ”overgangs”-brændstof til erstatning for kul. Denne ”overgang” er gennemført uagtet, at der er store spørgsmål omkring LNG’s indflydelse på miljøet, inkl. ”klimaet”. Den har også medført en hård konkurrence om gassen, hvilket har givet f.eks. Bangladesh store problemer med at opretholde sin elforsyning (læs: Hyppige blackouts).
”Klimaforskere” har påpeget, at udslip af metan fra gasproduktionen har et større ”klima-aftryk” end CO2. Det viser sig faktisk, at LNG er ”værre” for klimaet end kul. IPCC regner selv med, at CO2 kun tegner sig for 35 % af den forventede fremtidige menneskeskabte drivhuseffekt, et tal der dog nok skal tages med forbehold.
Så verden er i gang med et kostbart Putin-støttet projekt med at erstatte mest muligt kul med dyrere LNG. Resultatet er, at energipriserne går i vejret, vi bliver mere afhængige, lysene går ud og, hvis man tænker som IPCC: ”Klimaet får det værre”.
Terminal til modtagelse af flydende naturgas
Det er præcis, hvad man får ud af en CO2-skat, bare et eksempel på en økonomisk og miljømæssig skævvridning. Ved udelukkende at fokusere på CO2 bliver Bangladesh drevet ud i en overdreven afhængighed af LNG og ender i mørket. Hvis metan-udslippene fra LNG-produktionen og andre kilder blev beskattet, ville verden forandre sig. Tænk nu på, hvad der ville ske, hvis vi realistisk kunne medtage alle følger for mennesker og miljøet – både negative og positive – langs hele værdikæden af energiproduktionen, – transport, bearbejdning, fremstilling, forbrug og genanvendelse … med så mange ord: I ville blive overrasket! I ville se med nye øjne på fossile brændstoffer og helt sikkert på kernekraft.
Derfor støtter jeg ikke nogen form for CO2-beskatning, selv ikke langs hele værdikæden. Det er derfor, at jeg kæmper for ærlig miljømæssig og økonomisk retfærdighed, hvis vi for alvor skal gøre en positiv forskel for de kommende generationer for at undgå energimangel og den medfølgende fattigdom. Vi har brug for investeringer i – og ikke udfasning af – de kilder, som leverer 80 % af vores energi, hvis vi skal have en rationel forsyning og give folk og planeten muligheder for trivsel.
Jeg går stærkt ind for, at vi forstærker indsatsen for at tilpasse os, den har allerede i løbet af de seneste 100 år haft stor succes med drastisk at reducere alles risiko for at dø som følge af naturkatastrofer og nedbragt de relative økonomiske tab fra sådanne katastrofer.
Fortæl mig hvis min logik brister.