dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Om lidt er coronakrisen glemt, men har vi lært af den?
Coronakrisen er ved at komme i baggrunden af vores bevidsthed, om end vi nu efterhånden kan se de store menneskelige, såvel som økonomiske konsekvenser. Til trods for det må det være tydeligt for enhver, at den tidligere regering og myndighederne har fejlvurderet alvorligheden af Covid-19 og har brugt milliarder på fejlslagne indsatser, sker der intet. Mette Frederiksen slipper for straf i minksagen, værnemidler og vacciner, der er indkøbt for milliarder, går op i røg. Det mest bemærkelsesværdige er, at der ikke placeres ansvar for de utallige helt åbenlyse fejlbehæftede politiske beslutninger, der blev taget under krisen. I stedet gøres der meget ud af udmeldinger som ”vi kunne ikke vide det på det tidspunkt, da vi stod midt i en krise” eller ”Danmark har klaret sig rigtig godt gennem krisen sammenlignet med andre lande”, men har vi det?
Udgivet den marts 2023
Af Mikaela Justesen, cand.scient.adm.
Den tidligere regering har da ”gjort det godt” på sin vis, men det handler vel om, hvordan man vurderer, hvad der er godt for regeringens politiske ambitioner og hvad der er godt for befolkningens velfærd og sikkerhed. Om en regering “gør det godt” er i det hele taget en meget upræcis beskrivelse af de politiske handlinger og beslutninger, der er taget. Når man vurderer om noget er en ”succes”, skal man jo også se på de negative resultater og den øvrige påvirkning af samfundet. Fx kan man påstå “at coronakrisen ikke påvirkede Danmark i meget alvorlig grad, fordi regeringen og myndighederne gjorde en fantastisk indsats”, men det er igen en “tom” vurdering, idet der ikke udvises politisk villighed til at tage højde for, hvilke følger der var af indsatsen. Der er heller ikke noget konkret at måle op imod, til at vurdere om det er ”godt eller skidt”, men her har medierne og politikere gjort en ihærdig indsats for at overbevise folk, at det var “fremragende” og at indsatsen har “reddet os”, uden der er konkrete beviser for det. På den måde bliver narrativet en del af befolkningens bevidsthed og historie om ”dengang vi overlevede coronakrisen”.
Når folk ikke tænker kritisk, kan fortællingen om, at det er “for din sikkerheds skyld”, gentages så mange gange, at folk tror på det. Derved mistes sammenhængskraften og proportionalitet og mange vælger den ”lette” løsning, at sætte deres tiltro til medierne og politikerne højere end tiltroen til, hvad de selv fornemmer er rigtigt og forkert og drøfter det i mindre grad med andre mennesker. Mundbind, afstandskrav, isolation og restriktioner har heller ikke hjulpet på den tilstand. Krisen har tydeliggjort hvor lidt der skal til, for at vi ikke taler sammen, ikke lytter til hinanden, men sætter vores lid til medier og politikere. Næsten enhver kritisk røst er blevet forstyrrende elementer i folks frygt-rus og “fællesskabet” om at støtte op om godhedens tyranni, så ja! – regeringen har da gjort det ”så godt”.
Hvert enkelt menneske er vel forpligtiget til selv at søge den viden, de har behov for – og være sin egen autoritet, men kan det lade sig gøre i en krise? Det er jo kernen i problemet, at vi i oplevelsen af en krise, lader andre tænke for os og danner holdninger ud fra noget andre siger, specielt når det sker fra regeringens og myndighedernes side. Spørgsmålet er så, om det er det er sundt for os, og om det rent faktisk er lettere på sigt at lade andre tage styringen på vores holdingsdannelse og deraf vores ageren. De fleste ser nok ikke alligevel på sig selv i det lys. Men den massive frygtpropaganda vi har oplevet, har ikke gjort det lettere at forholde sig kritisk og bevare sin autoritet. Når man frygter, søger man i højere grad sikkerhed og tryghed – ikke viden og fakta, og i så høj grad at man mister sin kritiske sans, sit helhedsbillede og nuancer. Det er formentlig en udvikling, der har været i gang længe, hen imod en tilstand af intellektuelt dovenskab. Per Brændgaard Mikkelsen (Perbrændgaard.dk) har udgivet flere artikler om det, to af dem kan læses her og her , ligesom denne video også bidrager med nogle underholdende, men vigtige vinkler.
Kan det ske igen?
Coronakrisen er passé for de fleste. Det er også forholdsvis “nemt” at tage afstand til coronakrisen nu, idet der er mange flere oplevede og kommende kriser at forholde sig. Magtmisbruget, løgnene og korruptionen omkring coronakrisen er ved at blive afsløret, men andre kriser overtager mediernes dagsorden og vil samtidig overtage folks bevidsthed. Krig, klimakrise, inflation og energikrise er allerede godt i gang. Magtelitens plan var at beholde magten og få befolkningen til at tro, at alle deres ”gode løsninger” gavner dem. Under coronakrisens masseformation og lydighedstræning af befolkningen blev kimen lagt til fremtidens håndtering af befolkningen med specielt fokus på de dele af befolkningen, som vil modsætte sig dagsordenen. Udskamning og hetz mod kritikerne fortsætter ufortrødent i den politiske dagsorden og i medierne. Krig, øget produktion af våben, digitalisering af pengesystemet, klimahysteri, ødelæggelse af den danske arbejdsmarkedsmodel, disruption af kønsidentitet står øverst på listen. Er det noget, der gavner den danske befolkning?
I Danmark var det meget vigtigt at vise udadtil ”hvor alvorligt vi tog coronapandemien”, så andre lande kunne få øje på hvor “gode” vi var til det – ja der var jo nærmest et kapløb om førstepladsen i ”verdensmesterskabet i coronahåndtering”. Med det i mente kunne regeringen og myndighederne med sindsro skabe splittelse og føre frygtpropaganda overfor befolkningen, idet der jo var et højere formål. De personer, der fravalgte vaccinen, kunne agere syndebukke, mens de personer, der valgte at lade sig injicere med ”supervåbnet” udviste samfundssind. Man kunne foranlediges til at mene, at det ikke handlede om at redde menneskeliv, men mere om hvordan Danmark så ud for omverdenen, og ikke mindst hvordan Danmark blev påvirket af omverdenen.
Om det kan ske igen, er meget sandsynligt, nogle vil påstå, at det stadig foregår, i forbindelse med de nye kriser, som vi oplever. Så længe politikerne og medierne tillægges den magt, som de har, bliver vi helt sikkert ikke klogere. Dette er en ikke-udtømmende liste over, hvad den danske befolkning rent faktisk fandt sig i under coronakrisen:
- Vores immunforsvar blev forringet af nedlukninger, restriktioner og frygt
- En del borgere fik ikke hjælp i tide eller blev afvist af hospitalerne eller deres egen læge
- Borgere, der har taget skade af vaccinen, får stadig ikke anerkendelse og den hjælp de har behov for
- Et testhysteri, der har holdt frygten for sygdom og smitte ved lige, til trods for bedre vidende
- Splittelse blandt familie og venner, relationer, der er forandret for altid
- Statsautoriseret udskamning af uvaccinerede- herunder børn og unge
- Ældre og ensomme har fået frarøvet sig livsvigtig menneskelig kontakt
- Mennesker har måttet dø alene, fordi deres familie ikke kunne få adgang til dem
- Vores frihedsrettigheder er ikke blevet respekteret, herunder at kunne drive sin forretning
- Statslig tilskyndelse til at “opdrage” hinanden og til at overskride personlige grænser
- Mangel på respekt for privatliv og for frit valg
- Afpresning af befolkningen til at tage vaccinen ved at begrænse udfoldelsesmuligheder
- Coronapasset, som intet formål havde, ud over at skabe angst og splittelse
- Tilliden til systemet og tilliden til fagpersoner er blevet udfordret
- Milliarder er brugt og spildt på overdrevne og magtfuldkomne politiske beslutninger
- Vigtig viden om sundhed og sygdom er blevet manipuleret med
For mange er det stadig meget svært at begribe, hvad vi har udsat os selv og hinanden for, for andre har det nærmest været et vågent mareridt at opleve, hvor let det har været at manipulere med befolkningen. Andre igen synes ikke at være påvirket nævneværdigt af coronakrisen og er meget tilfredse med situationen. Nogle benytter endda enhver lejlighed til at fremhæve den tidligere regerings fortræffeligheder og fortsætter ufortrødent med at nedgøre og udskamme de personer, der vover at sætte spørgsmål ved coronahåndteringen. Nogle kommer helt op i det røde felt, såfremt der er nogle, som formaster sig til at påstå, at indsatserne har været skadelige eller at vaccinen ikke er så sikker, som vi har fået fortalt. Behovet for at have truffet de rigtige personlige beslutninger og at have placeret sin tillid på det rigtige sted, er så altoverskyggende, at nogle befinder sig et sted, hvor divergerende synspunkter hverken kan anerkendes eller forstås.
Kan samfundet blive sundt igen?
Hvad er sundhed – og hvordan opnår man mest sundhed for pengene? Man kunne jo fx påstå, at mennesker, der er optimalt ernærede og har et sundt sind, er mindre tilbøjelige til at blive alvorligt syge. Det er i hvert fald den tilgang, der er anvendt hidtil – og den harmonerer faktisk også med WHO’s definition af sundhed. “Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker.” Endvidere siger WHO, at sundhed er: “En ressource i hverdagen, ikke målsætningen i livet”. Sundhed er subjektivt og beror på den enkeltes egen oplevelse.
Med coronahåndteringen er der sket et skred i den tilgang. Nu skal kroppen tilføres noget udefra for at være sund og modstandsdygtig. Vacciner kan anvendes til at mindske sygdom og spredning, når de er målrettede. mRNA-injektion er ikke en vaccine og er blevet givet til milliarder af mennesker– gentagne gange, uden et veldefineret mål og uden en normal videnskabelig procedure. Når man tester i vildskab og dermed leder efter et enkelt symptom på sygdom og ud fra det “konkluderer”, om man er smittet eller ej, så er det ikke videns baseret– det er frygtbaseret. Det har kostet kassen i “ikke-sygedage” og har skabt irrationel frygt i befolkningen. Sygdom skal håndteres, men er “kuren” værre end sygdommen? Har coronahåndteringen gjort noget godt for den generelle folkesundhed? Har vi reelt fået mere sikkerhed og sundhed for alle de milliarder, der er brugt?
Energien bruges på at retfærdiggøre de politiske beslutninger, i stedet for at gå til kendsgerningerne med åbenhed og nysgerrighed. Fx var der rigtig mange, specielt i de yngre aldersgrupper, der tog vaccinen for at “få deres frihed igen” og “passe på andre” – ikke fordi de var bange for at blive hårdt ramt af corona. Formålet med en vaccine er at mildne evt. sygdom – ikke for at få “frihed” – en frihed vi alle har ret til og ikke skal betinges af, om du makker ret! Havde coronapasset ikke været der, var langt færre blevet vaccineret. Der har ikke været juridisk vaccinetvang, men socialt pres og udskamning virker på samme måde. Forældre har vaccineret deres børn, for at de kunne “passe på” deres bedsteforældre, forældre og pædagoger– uden det gavnede børnene selv. Det burde være krystalklart, at de voksne passer på børnene– ikke omvendt.
Den kommende tid vil handle om mod til at agere, mod til at se, være klar til at tilgive og forlange åbenhed og transparens i vores systemer. Vi kan ikke fortsætte, som om intet var hændt, og vi kan ikke tillade som befolkning, at noget lignende– eller værre – overgår os igen. Vi kan heller ikke tåle det. Gensidig forståelse, nysgerrighed og åbenhed overfor de svære, men nødvendige samtaler, er det bedste ”supervåben” vi har.
Sandheden tåler kritik og spørgsmål– det gør løgnen ikke.
I wɑs recommended this web sіtе by my cousin. I am not positive whether or
not this publish is written via him ɑs no one
ｅlse recognize such speciaⅼ about my difficulty.
You’re incredibⅼｅ! Thank you!