dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Jeg forstår udskamningen – men vi har frit valg
De fleste af danskere har valgt at tage del i injektionerne. Imens har regeringen indledt en jagt på de danskere, der har takket nej. Befolkningen er lige nu ved at vurdere, om de vil deltage i jagten. På den ene side giver det mening at gøre dét – på den anden side bryder det med moderne dansk etik.
Af Nikolaj Læsøe
Hvorfor går parforhold i stykker, hvorfor aflyses familiebegivenheder, hvorfor er der mennesker, der ikke taler sammen længere, og kollegaer der har svært ved at arbejde sammen?
Det kommer ned til offentlig vaccinationsstatus.
Ingen kan være i tvivl om, at det at presse andre til at træffe en særlig beslutning på et frit valg, nu er tilladt i vores nye danske ’tillidskultur’. Statsministeren og andre ministre går endda forrest i kampen mod dem, der takker nej til ‘supervåbnet’.
Hvorfor kan danskerne ikke være enige om at være uenige?
Gruppen bestemmer
Gustave Le Bon, en fransk polymat indenfor bl.a. antropologi, psykologi, sociologi, medicin og fysik, fremlagde i 1895 i sin bog ‘The Crowd – A Study of the Popular Mind’ en teori om grupper. Særligt hvordan en gruppe mennesker automatisk opnår enighed om samme sag uden at være mere oplyste om sagen, men bare med en stærk tro på, at det er det rigtige. Le Bon kaldte fænomenet “massesuggestion”.
Suggestionen hænder, når én karismatisk person skiller sig ud for gruppen med en stærk holdning. Resten af gruppen kopierer denne holdning og kalder den for den korrekte. Gruppen kendetegnes ved, at individet opløses, mens det instinktiv finder mening i at følge denne ene person.
Dette ses indenfor eksempelvis modefænomener eller talemåder. Om det er de rette sko denne sommer eller den rette vending i dette område, er det vaner eller holdninger, som gruppens medlemmer ikke selv har set som plausible forud for suggestionen.
Det samme fænomen kan ske ift. organisering i samfundet. Den belgiske psykologiprofessor Mattias Desmet fra Ghent Universitet, som også har en master i statistik, beskriver den måde, vi bliver vænnet til denne form for massehypnose med sin tese om masseformation:
”The reason why people within this mass formation all need to participate in the lockdowns, wear a mask, social distancing or take a vaccine, is because if you don’t do it you are not showing solidarity to the new group that has been formed.”
Det giver mening at ville være en del af gruppen, og derfor kan det også give mening at agere i overensstemmelse med gruppen. Sådan skabes der kontrast og afstand til alle andre, som ikke gør sig til en del af gruppen. Disse må så udskammes jf. gruppens indre logik.
Individets rettigheder skal beskyttes
Individet er dog i teorien beskyttet af det moralske kompas, som vi har udviklet primært med udgangspunkt i moralfilosoffen Immanuel Kants kategoriske imperativ fra 1800-tallet, der lyder således:
”Handl således, at menneskeheden behandles som ikke kun et middel, men tillige et mål”
Dette peger på, at injektionerne i denne nedlukningskrise – for at være legitime som vacciner for alle – skal være bedre for den enkelte end mødet med den sygdom, den skal være et værn imod.
Med den data vi har lige nu om dødeligheden af luftvejssygdommen, “Covid19”, verden over, så kan dette ikke siges at være tilfældet for særligt ikke de under-70-årige. Værdien af injektionerne skal derfor holdes op imod de potentielle bivirkninger, da det ikke kan udelukkes, at flere vil ende som de VITT-ramte danskere i foråret ’21 eller med noget tilsvarende Rasmus Jarlovs hjerteinflammation. Derfor må det være den enkeltes suveræne valg, om denne vil takke ja til tilbuddene.
Det er dét, som det kategoriske imperativ gav os i form af idéen om det informerede samtykke, dvs. hver enkelt patient som et mål i sig selv – ikke et middel til at øge eller frigive noget andet mod deres vilje – endsige at leve mod deres vilje. Det informerede samtykke er retten til at blive fuldt oplyst og retten til at takke nej til behandlingen alligevel.
Ud fra det informerede samtykke bør det endda overvejes, om myndighederne selv bør anfægte, at de skal uddele flere injektioner mod C19 til flere danskere overhovedet, så længe de er spændt for et politisk pressionsmiddel som coronapasset, der konstant bryder med det informerede samtykke i form af tidsberøvelse som følge af testræset, hvis ikke man tager injektionerne.
Spørg bare Sidse Kærsgaard fra Enhedslisten, hvorfor hun tog indsprøjtningerne, og om hun fortryder nu. Kjærsgaard delte sine bekymringer om eftervirkningerne af injektionerne i et opslag, som Facebook siden besluttede at censurere ved at tage ned.
Indtil myndighederne anerkender denne ret til at takke nej uden strukturelle konsekvenser ved det, må vi dog gøre os den tilgivende erkendelse, at det kan være forståeligt, at nogle kontinuerligt bakker op om myndighedernes udmeldinger.
Mening er mangfoldig
Susan Rose Wolf, amerikansk moralfilosof, professor i filosofi ved University of North Carolina, tidligere Johns Hopkins University og Harvard University, undersøger i sin bog fra 2012 ’Meaning in Life and why it Matters’, hvordan man kan slutte, hvorvidt et menneske lever meningsfuldt.
Wolf mener, at meningsfuldhed kan vurderes ud fra, når personlig tiltrækning møder objektiv værdi, og hvor den enkelte samtidig er i stand til aktivt at engagere sig.
Sat i forhold til nedlukningerne, vil jeg mene, at vi alle gerne vil have et godt og åbent samfund, og myndighederne siger, at ”det sørger vaccinerne for”. De fleste kan herefter gøre to ting for at opnå meningsfuldhed i Wolf’s forstand:
1) tage injektionerne
2) påvirke andre til at gøre det samme.
Det giver derfor mening, at mange bakker op om myndighederne og føler en vis samhørighed deri – for det er meningsfulde liv.
Ikke desto mindre er meningsfuldhed ud fra denne forståelse ikke tilfredsstillende, når vi samtidig må leve med det Kantianske perspektiv på moral: Den enkelte må være et mål og ikke blot et middel. Den enkeltes injektion af noget i sin krop må ikke være en del af andres vej til en meningsfuld tilværelse eller et mere åbent end lukket samfund.
Det er tværtimod nødvendigt, at vi nu erkender, at den enkelte kan leve – og har retten til – et meningsfuldt liv i kontrast til momentant objektive goder.
Frit valg er et krav
Det skal således være tilladt for den enkelte at takke nej til injektionerne. Vi skal ikke gøre os til dommer over begrundelserne. Det er sagen uvedkommende. På den anden side kan det også give mening for andre at følge opfordringerne om at tage injektionerne.
Der er dog en etisk grænse, og den går dér, hvor man presser på for, hvad der er meningsfuldt for andre at beslutte, dvs. udelukker disse fra samfundslivet, medmindre de tager injektionerne. Det bryder med moralens grundlæggende princip om at have ethvert menneske som mål og ikke blot middel.
At tage indsprøjtningerne eller ej bør aldrig være et debatemne.
Den enkelte må af denne grund naturligvis have lov at være en aktiv del af lokalsamfundet og det offentlige fællesskab, uanset om denne vælger injektionerne fra eller til, i det omfang vedkommende måtte ønske det og vedkommende accepterer en anden privatpersons grænse.
På trods af det meningsfulde for mange i at være i overensstemmelse med myndighederne kan det ikke være anderledes, end at injektionerne må være et frit valg. Dette valg skal respekteres uden samfundsstrukturelle konsekvenser for det enkelte menneske. Ellers bryder vi med det informerede samtykke herunder retten til at fravælge behandling. Fordelagtig eller ej.
Jeg kan godt forstå, hvordan nogen hidtil kunne bakke op om regeringens pres og udskamning. Det må dog stoppe nu.
Excellent web site you have here.. It’s hard to find quality writing like yours these days. I honestly appreciate people like you! Take care!!