dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
(Disclaimer: Denne blogpost er på ingen måde finansielle råd og udgør kun holdninger og meninger fra skribenten side)
Efter de seneste par år med uansvarlig finanspolitik, er regningen nu endt hos befolkningen, og aktiemarkedet bløder. C25 indexet har tabt 16% på den sidste måned og er på det laveste niveau siden november 2020. Men hvordan gik vi fra en økonomi der boomede til røde tal over hele linjen?
Udgivet den 26. september 2022
Af Stig V. Andersen
Velkommen til min blog. Her vil jeg løbende skrive om finanspolitik og de finansielle markeder i øjenhøjde, så alle kan være med. Vi kommer til at se på sammenspillet imellem finanspolitik, centralbanker, kommercielle banker og det frie marked. I denne første blog giver jeg en kort up date på hvor vi er nu og hvordan vi havnede her, i det der vil blive den største finanskrise siden depressionen i 1930’erne.
Da den store forkølelse ramte verden i 2020 og verdensøkonomien blev lukket ned, måtte vi alle forstå at det ville blive dyrt, men ingen havde nok forudset hvilke konsekvenser det ville føre til og i hvilket omfang. Men vi skulle rede mormor, og staten stod klar med lån og hjælpepakker. Det var nok de færreste der havde forstillet sig at vi her to år efter, ville være ramt af en inflation på 9 procent og ingen bedring i sigte. Der blev brugt mange penge, rigtig mange penge over alt i verden, alt sammen lånte penge. For Danmarks vedkommende udstedte vi statsobligationer for 50 milliarder euro og 2 milliarder dollars i oktober 2020 i henhold til Nationalbankens hjemmeside. De 2 milliarder dollars viste sig senere at være en gave til medicinalbranchen så de kunne udvikle vacciner. De selv samme vacciner som vi senere skulle købe dyrt og i et antal som vi aldrig ville få brugt, i henhold til hemmeligstemplede kontrakter mellem EU og Pfizer, men det er en helt anden historie…
Hvad der først virkede som et forkvaklet forsøg på at løse en sundhedsudfordring, viste sig hurtigt at være et moneyscam, som end ikke Hollywood ville kunne have fundet på. Et to års langt bankrøveri var sat i gang! Strategien var simpel: Befolkning skulle skræmmes imens man lukkede deres forretninger ned og tog deres penge. Alt lod til atr være forberedt. Og for dem der nu råber sølvpapirshat er det ikke svære end at læse Blackrock’s report fra august 2019 som beskriver og anbefaler menge af de tiltag som så under Covid så som rente ændringer, helikopter penge og QE.
Event 201 i oktober 2019 er et andet eksempel på denne utrolige rettidig omhu.
Undskyldningen for konsekvenserne var i første omgang den farlige virus, og da den ikke gik mere var det inkompetence. Som Mette Frederiksen sagde på det historiske pressemøde d.11. marts 2020:
“Vi står på ubetrådt land. Vi står i en situation, som ikke ligner noget, vi har prøvet før. Kommer vi til at begå fejl? Ja Kommer jeg til at begå fejl? Ja."
Men hvad skete der endelig på den økonomiske front siden 2020. I starten af 2020 var verden i en gældskrise, hvilket kun er blevet meget værre lige siden. Faktisk til et punkt hvor det er svært at se hvordan den kan redes. Historien om Covid er historien om de to kriser. På den ene side havde vi gældskrisen og de finansielle bobler der kunne springe når som helst (fx. Boligboblen). På den anden side var der den påståede sundhedskrise som var til at overse. Markedet havde brug for at få tilført likviditet for ikke at kollapse. Der var gået hul på ballonen allerede under finanskrisen i 2008, og det hul var aldrig blevet lukket. Der blev bare påfyldt mere luft, i form af QE for at holde den svævende.
Da covid ramte i marts 2020 knækkede aktiemarkedet, men på forunderlig vis kom Covid markedet til hjælp. Nu var der brug for at regeringer verden over begyndte at bruge penge som fordrukne sømænd. For i en situation som denne kunne man ikke skelne til ligegyldigheder som statsgæld, kommende inflation eller at centralbankerne sænkede renten. Det værst tænkelige scenarie udspillede sig; man stoppede produktionen over alt i verden og gav folk penge for at sidde der hjemme. Faktisk flere end de kunne have tjent på at gå på arbejde, hvis vi ser på USA som er verdens største økonomi. Da USA så langsomt lukkede op igen, stod de med medarbejdermangel i mange brancher, fordi det var en bedre forretning at blive hjemme. En skærende kontrast til i dag, et lille år sener hvor undersøgelse viser at i USA er 70% villige til at tage et ekstra job for at følge med inflationen.
Aktiemarkedet var reddet for en stund, faktisk var der liv og glade dage på børserne, alt var i grøn. De finansielle institutter kunne låne penge stort set gratis og omsætte det til gevinster på aktiemarkedet, og pensionsselskaber meldte om historisk fremgang. Politikere og analytikere kunne ikke få armene ned. Ikke nok med at vi reddede mormor, det gik også forrygende med økonomien, der var vækst og fremgang, og BNP var all time high. Der var dog ikke rigtig noget fokus på at man havde indregnet statslånene i BNP, for hvor skulle pengene ellers komme fra? Og hvor forsvandt pengene så hen? Ja de små butikker havde været tvunget til at lukke ned og overlevede kun på lån fra staten, mens de store detailvarekæder stadig kunne holde åbent, fordi de blev anset som essentielle og endte da også ud med rekordoverskud. Byggeriet gik det også forrygende med, der kom 35000 flere offentlige ansatte, og den helt nye Covid sektor var en guldgruppe! De store blev større og de mindre blev holdt kunstigt i live, for her to år efter at bukke under. Når vi ser på covid forløbet på verdensplan, har det igennem de sidst 2 år gavnet de i forvejen super rige i en grad vi aldrig har set før, og samtidig har det skubbet 40 millioner ud i ekstrem fattigdom, mennesker som nu lever under sultegrænsen. Moralen må være at du må godt dø at sult, men vi redder dig fra forkølelsen. Så kender vi det politiske landskab igen.
Hvor står vi så i dag? Ja festen skal jo stoppe på et tidspunkt og den fordrukne sømand sidder nu tilbage med tømmermænd, i form af en skyhøj inflation vi ikke har set mage til siden 70’erne. De mange penge der er blevet lånt er sivet ud i samfundet og rammer den almene borger hårdt på pengepungen i form af prisstigninger. Efter FED stoppede deres QE program i starten af 2022 i et forsøg på at tæmme inflationen, er det kun gået en vej og det er ned af. Det ene mere håbløse forsøg efter det andet i håb om at få inflationen ned ved hjælp af rentestigninger, virker mest af alt som en joke, for skaden er sket.
Dog har det sat en stopper for inflationen i aktiemarkedet, som krakker mere og mere for hver gang centralbanks-renten bliver sat op.
Gidslerne i dette er middelklassen og lavindkomstgrupperne, for hvad vil de helst: Ikke have råd til de ekstremt dyre varer, eller ikke have penge at handle for? På den ene eller anden måde skal der hives penge ud af systemet for at inflationen over tid skal falde. Ikke på grund af fancy finanspolitiske værktøjer, men fordi efterspørgslen falder, hvilket vil resultere i øget arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang, som altid rammer de svageste mest.
Det er nok utænkeligt at vi kan rede den globale økonomi og måske er det slet ikke meningen. Personligt tror jeg ikke vi vil se en faldende inflation, tværtimod. For politikerne lever af andre folks penge og stemmer. Falder meningsmålingerne bliver checken skrevet. Som vi står nu bliver der fra politisk side nødt til at komme hjælpepakker, så folk ikke må gå fra hus og hjem og stadig kan betale deres regninger. Ellers knækker hele boligmarkedet og jobmarkedet. I sidste uge var nationalbankdirektør Lars Rohde ude med en opfordring til politikerne om at spare 1 procent af bnp (svarende til cirka 25 milliarder kroner, red.), udover hvad der i forvejen ligger i finanslovsforslaget for 2023. Den opfordring blev dog både af regeringen og en del partier blankt afvist. Det er lige meget hvad der sker nu, for alt vil bringe et negativt resultat med sig. Den kommende øgede økonomiske stimulans vil kun resultere i yderlig inflation. Det samme billede ser vi i USA og England. Måden de hjælper på er at sende flere penge i omløb. Det kan kun gå galt, og det er gået galt! Vi vil til sidst stå tilbage med venezuelanske tilstande, hvor vores økonomi er så udvandet, at den ikke er noget værd. Heldigvis har centralbankerne allerede et nyt finanssystem på tegnebrættet i form af CBDC (Central Bank Digital Currency). Et system som i dets helhed møder meget kritik. Men kollapser vores nuværende system, hvilket valg er der så?
Det bliver spændende på en yderst ubehagelig måde, at se hvordan de næste par år kommer til at udspille sig. Personligt tror jeg at centralbankerne inden for det næste år vil sænke renterne igen, når det står klart at deres værktøjer ingen effekt har på inflationen, samt øge mængden af QE. ECB har allerede igangsat et program til at opkøbe obligationer uden en øvre grænse for mængden og Bank of England har fuldt trop.
Når aktiemarkedet bløder nok, vil stærke investeringsfonde som Blackrock og Vanguard gå ind og opkøbe det hele, hvis ikke Centralbankerne selv gør det. Derved kan de opfylde deres slutspil om at være ejer og udlejer af alt.. Vi skal jo huske på at WEFs great reset agenda har som mål i 2030, at vi ingenting ejer og at har intet privatliv, alt imens vi er lykkelige som aldrig før. Hvis du skulle være i tvivl om hvor langt vi er nået i forhold til agendaens delmål, er vi kommet der hvor alle får nulstillet deres bankkonti…
Rigtig glædeligt Great Reset til jer alle….
