dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Coronapandemien som udeblev
Den tidligere regering har ikke reddet os igennem noget som helst, men har skabt dyb splittelse i samfundet og gjort os fattigere både økonomisk og menneskeligt. Værst af alt er den faldende tillid til systemet og til fagpersonerne i det. Mette Frederiksen udtalte for nu 3 år siden, at “verden aldrig ville bliver den samme igen”- nej det tør nok siges! Men hvad baserede hun det på – og hvem skal i grunden bestemme det?
Udgivet den 10. marts 2023
Af Mikaela Justesen, cand.scient.adm.
Ukritiske autoritetstro mennesker papegøjer den af og finder “dokumentation”, som bekræfter deres overbevisning, til trods for at der på verdensplan findes uendelig meget viden og mange studier, der har til formål at opnå en mere nuanceret viden om coronahåndteringen. Fakta er bare, at vi kun kan forholde os til det, som vi i forvejen ved – det vil sige “det oplevede”. Ingen kan sige noget om, hvordan fremtiden ser ud – man kan kun “fremskrive” og “forvente”, men der er stadig ingen evidens, før tiden giver os resultaterne. Coronahåndteringen var baseret på en forventning om en stor sundhedskrise. Men da sundhedskrisen udeblev, blev man mod bedre vidende, ved med at kategorisere corona som en ”samfundskritisk sygdom”, til trods for at den ikke kunne oppebære den betegnelse. Politikere og medier har sørget for, at frygten og de alvorlige ansigts miner blev opretholdt, som en del af den fremragende udførte skræmmekampagne, som fik de fleste til at acceptere fortællingen. Sådan har det været på verdensplan, men hvordan hænger det sammen?
Når legitimitet bliver farlig
Den store coronapandemi blev udråbt af WHO til at være en af de største sundhedskriser i mands minde, men viste sig at være ligeså ”kritisk” som influenza. WHO kunne have trukket vurderingen tilbage eller den danske regering kunne have valgt ikke at følge anbefalingerne. Til sammenligning, var det lige præcist det der skete i 2009, da svineinfluenzaen blev udråbt som pandemi, så hvorfor skete det ikke i forhold til corona? I 2009 forholdte flere landes sundhedsmyndigheder sig kritisk til udmeldingerne om svineinfluenzaen– også de danske, som det fx er beskrevet i denne artikel fra Information i 2009.
Tidligere formand for Europarådets sundhedskomite Wolfgang Wodarg, kaldte dengang H1N1-pandemien for ”en af århundredets største medicinalskandaler” og tog sagen op i Europarådet. Hovedpointerne i hans kritik var at ingen medicinalvirksomheder, under nogen omstændigheder, må få indflydelse på pandemi-beredskaberne. Samtidigt understregede han, at vacciner er så vigtige præparater for vores samfund, at medicinalindustrien ikke bør kunne få patent på at udvikle dem. Han ønskede at få fjernet industrien helt fra WHO-regi og insisterede på gennemsigtighed, herunder at industrien ikke skal sidde med i de udvalg, der reelt beslutter hvornår vi har en pandemi, og hvem der skal vaccineres. Han udtalte, ”de skal bare svare på, hvor hurtigt de kan levere vacciner -og kun når de bliver spurgt”, se mere i dette Interview.
I dag er Wolfgang Wodarg, ligesom andre kritiske røster, anset som konspirationsteoretiker og ”superspreder” af misinformation. Med det in mente, kan man så gøre sig overvejelser, om det var gået anderledes med coronaepidemien, hvis der var blevet lyttet til flere af hans slags.
WHO vurderes ikke altid til at have ret i deres udmeldinger, så hvorfor var WHO’s udmelding så ”rigtig” i forhold til coronaepidemien i 2020? Den forårsagede trods alt, at hele verden blev sat på den anden ende. Der er mange bud på svar til det spørgsmål, herunder korruption i WHO ledelsen, medicinalindustriens varetagelse af egne interesser, afpresning, uhellige kapitale alliancer, m.v. Et andet bud er WHO’s legitimitet overfor medlemsstaterne. WHO står for verdenssamfundet som et organ, hvis mission det er at sørge for den bedst mulige sundhed til alle mennesker og at helbrede, forebygge og bekæmpe sygdomme. WHO forstås som den øverste ekspertise inden for sundhed på verdensplan og er generelt anerkendt af alle medlemsstater.
I sidste del af Donald Trump’s embedsperiode i 2020 trak han USA’s støtte til WHO tilbage, pga. utilfredshed med WHO’s håndtering af coronaepidemien samt USA’s dårlige forhold til Kina, eftersom virussen spredte sig over landegrænserne fra Kina. Joe Biden annullerede udmeldingen, da han tiltrådte som præsident i 2021, men havde USA fortsat ikke været medlem af WHO, ville have haft store økonomiske konsekvenser for WHO og deres sundhedsarbejde. Det kunne have bidraget til et øget behov hos WHO for fortsat at positionere sig som verdens førende organ indenfor sundhed og epidemihåndtering. Se mere her.
Kan man sige fra overfor WHO?
WHO’s legitimitet er anerkendt, idet medlemslandene anser WHO som det øverste organ på sundhedsområdet og dets anbefalinger og magtudøvelse som noget, der bør respekteres. WHO anerkendes derfor af medlemslandene som en styrende autoritet, en legitim magt, som man rettede ind efter, da coronaepidemien blev annonceret som en global sundhedskrise. Men hvad ville der ske, hvis vurderingerne var fejlbehæftede? Hvad nu hvis de var baseret på bedrag, korruption eller påvirkning fra fx medicinalindustrien, der samlet set er en stor bidragyder? Hvor svært ville det have været for medlemsstaterne og myndighederne at gå imod WHO’s udmelding, set i lyset af at det meste af verden tilsluttede sig anbefalingerne? Med den massive mediedækning og internationale politiske bevågenhed der var, må det anses for at have været stort set umuligt for medlemslandene ikke at tilslutte sig. Sverige håndtering af hele coronaepidemien er et godt eksempel på det.
WHO’s ændring af definitionen på en pandemi i 2009 har også været med til at udvande pandemi som begreb, således at rigtig mange influenzaer, fremover ville kunne betragtes som pandemier, til stor fordel for medicinalindustrien. Se mere i denne artikel fra Information. Sidder man øverst i hierarkiet, er det naturligvis vanskeligt at sætte sig imod WHO’s magtbeføjelser. Men det er jo netop i toppen af beslutningsprocessen, at der skal trykkes på ”stopknappen” inden det går for vidt. Under H1N1- ”epidemien” i 2009, tilsluttede daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (S) ikke Danmark til WHO’s vaccinestrategi, modsat de andre nordiske lande. Dengang var vi heldige at have en sundhedsminister som holdt fast i den beslutning, se mere her.
Jo længere nede i hierarkiet man befinder sig, jo sværere er det at sige fra og jo flere konsekvenser kan det få for den enkelte. Man skal således ned på de laveste trin, hvor konsekvensen ikke er så høj, før der er nogen der siger fra, og selv her kan det få store konsekvenser for både arbejdsliv og privatliv. Det gælder især mennesker, som arbejder indenfor sundhedsområdet, med videnskab eller forskning i sundhed, virologi eller medicin eller lignende.
Såfremt fx en overlæge på et sygehus skulle gøre sig overvejelser om at sige fra overfor ordrer ovenfra, er der flere ting vedkommende skal tage i betragtning. Lad os sige, at vedkommende er gift, har børn, et hus, bil og qua sin lægeuddannelse, har et yderst velbetalt job og måske endda høster stor arbejdsmæssig og personlig anerkendelse for sin indsats. Hvad skulle der til for at sætte det over styr? I den situation skulle overlægen vurdere, hvilke konsekvenser det potentielt ville få i forhold til karriere, privatliv og generel anerkendelse og status i samfundet. Skal man bevare sin personlige integritet eller ”spiller man spillet” og venter på, at det er overstået? Langt de fleste ville vælge det sidste, da de konsekvenser, man ville udsætte sig selv og sin familie for, kan være helt uoverskuelige. Der er ingen tvivl om, at både ledere og medarbejdere i sundhedssektoren har været under et umenneskeligt pres, og det er ikke svært at sætte sig i deres sted.
Opgøret udebliver
Vi har fået skabt et samfund, hvor fagligheden ikke er i højsædet længere og fagligheden inddrages ikke tilstrækkeligt i beslutningsprocesserne. Hvis fagpersoner vover at kritisere de politiske beslutninger, er de ”dømt ude”, selv af andre fagfolk, trods de måske er enige med dem, af ren og skær frygt for at være den næste på listen, der mister sit job, bliver udskammet og defameret. Integritet og kritisk tænkning er ikke ligefrem noget man bliver anerkendt for nu om stunder. Konsekvensen er dog, at vi mister viden og faglighed for befolkningens bedste, når der ikke er vandtætte skodder imellem politik og faglighed. Under coronakrisen kunne man således være meget i tvivl om, hvilke restriktioner, tiltag og begrænsninger på vores frihed der var baseret på faglighed, og hvilke der var baseret på politiske ambitioner. Per Brændgaard har fx skrevet mere om det her.
Egentlig burde Folketinget have givet regeringen et mistillidsvotum allerede under coronakrisen. Udskamning, splittelse, brud på “armslængdeprincipper” i forhold til styrelserne, indførsel af proportionsløse restriktioner, indblanding i detaljer i danskernes privatliv, indførelse af totalitære redskaber som coronapas, fordrejet formidling om sundhed og sygdom for ikke at tale om det enorme misbrug af skattekroner som konsekvenserne af det hele har været. Der var rigeligt med begrundelser for et mistillidsvotum, men ikke engang minkkommissionens rapport kunne give regeringen dødsstødet. En værdig statsminister havde påtaget sig ansvaret og gået af.
Det er paradoksalt, at politikere har brugt deres tid på at fremhæve minkskandalen, men stadig synes, at overgrebet på danskerne med testhysteriet og coronapasset havde gang på jorden. Den helt store skandale er selve håndteringen af coronakrisen, med umenneskeligt pres, udskamning, “frivillig” vaccinetvang og coronapas. Det er det største angreb på vores frihedsrettigheder og privatliv i mands minde – ud over at det er usundt både fysisk og mentalt. Tanken om hvor meget coronahåndteringen har kostet som helhed, både direkte og indirekte, burde få specielt de borgerlige politikere til at græmmes. Det er en dårlig gave, der bare bliver ved med at producere mere mistrivsel, udsultning af sundhedssektoren og en generel større mistillid til systemer og myndigheder.
Der er behov for efterrationalisering og placering af ansvar. Men det er svært at gøre, så længe de fleste stadig befinder sig i en fase af benægtelse og helst vil glemme, at coronakrisen overhovedet fandt sted. Problemet er bare, at udeblivelsen af efterrationalisering og ansvarsplacering, vil kunne medføre til endnu større skader på sammenhængskraften, på tilliden og det fællesskab, som er afgørende for en befolkning, der vil trives. Det betyder noget for retsfølelsen for den enkelte og kan i værste fald komme til at betyde noget for freden. I Danmark havde vi høj tillid til hinanden og til de systemer, vi har skabt. Den lim, som binder os sammen, er ved at opløses lidt efter lidt. Der var ikke ”plads til alle” under coronakrisen.
Der findes dog små spæde forsøg på ”efterrationalisering” i dagspressen. Et af dem er en artikel fra Mandag Morgen i maj 2022, der handler om ” den svære men vigtige læring fra coronakrisen”. Artiklen fortæller på fremragende vis, hvor langt vi er nået – eller ikke er nået, alt efter hvordan man ser på det. Læs den her.
De fleste er forhåbentligt klar over, at man ikke kan stole på politikere –og ikke skal ”satse” mere på dem, end man kan tåle at tabe. Dog har tilliden til myndighederne og institutionerne hidtil været høj, men vi er jo lige vidt, hvis utroværdige politikere roligt, men sikkert æder sig ind på myndighedernes enemærker – og beføjelser. Under coronakrisen var det ualmindeligt svært at gennemskue, om anbefalingerne og retningslinjerne kom fra myndighederne eller regeringen. Det er på høje tid med læring og opgør i Danmark, og det burde stadig kunne gøres fredeligt.
