dissensMEDIA – systemkritikernes talerør
Anbringelsessager – et ufatteligt ringe retssikkerhedsniveau
Med en ændring af Retsplejeloven og Serviceloven i juni 2014, blev familiers mulighed for at anke kommunale afgørelser om anbringelse af børn udenfor hjemmet stærkt begrænset. Formålet med ændringen var, at effektivisere en dyr og langvarig sagsbehandling. Men få måneder senere, samme år, gik Ankestyrelsen en række kommuners afgørelser efter i sømmene, og fandt fejl i mellem 39 og 80 procent af sagerne. Hanne Ziebe, som er advokat med ti års erfaring med børnefjernelsessager, kalder situationen på anbringelsesområdet for kritisk.
Udgivet den. 13. juli 2022
Af Hanne Ziebe, advokat
Nærværende indlæg af advokat Hanne Ziebe er genoptrykt fra Facebook og POV med tilladelse fra forfatteren. Det afspejler de rystende forhold, der hersker på området for tvangsfjernelser – det mest omfattende og potentielt livsødelæggende indgreb, familier og børn udsættes for.
I juni 2014 vedtog folketinget lov nr. 737 om ændring af bl. a. retsplejeloven og serviceloven. Baggrunden var et ønske om ”modernisering og effektivisering af sagsbehandlingen ved domstolene”.
Denne skulle blandt andet gennemføres ved at begrænse retten til at anke. Krav under 20.000 kr. og sager, der ikke ser ud til at kunne vindes, skulle afskæres fra retten til at anke.
De lave omgørelsesprocenter skyldes ikke nødvendigvis, at Folketinget fandt, at sager om tvangsfjernelse af borgernes børn skulle henregnes blandt disse bagatelsager, hvor retten til at anke blev ophævet, således at anke fremover kun kan ske under ganske særlige omstændigheder og med procesbevillingsnævnets tilladelse.
Ovennævnte skal ses i sammenhæng med, at danske domstole sammenlignet med domstolene i andre europæiske lande er blandt de mest skrabede. Domstolsstyrelsen har i Status af Domstolsreformen fra april 2009 fremlagt statistik, som viser, at danske domstole allerede dengang hurtigst kunne afsige flest afgørelser for færrest penge med færrest dommere i forhold til de øvrige nordiske lande.
Folketinget kunne i stedet have valgt at ansætte flere dommere i Landsretterne, hvis det blot var sagsbehandlingstiderne, der skulle reduceres.
Da justitsminister Karen Hækkerup fremsatte forslaget til ovennævnte lov, blev dette ligeledes begrundet med, at det var meget få afgørelser, der blev ændret i Landsretten.
Ministeren henviste til, at det kun var 2% af tvangsfjernelsessagerne, der blev omgjort af landsretterne. Af samme lovforarbejder fremgår det nærmere, at det er mellem 4,3 og 2,1 procent af sagerne, der omgøres af Landsretten. I 2013 blev 10 af de sager, der blev anket til Landsretten, ændret af selvsamme, en ankemulighed der fremover afskæres.
Overfladisk sagsbehandling
De lave omgørelsesprocenter skyldes ikke nødvendigvis, at sagerne ikke burde være anket. Årsagen kan meget vel være, at sagerne – efter min opfattelse – hidtil har fået en meget summarisk og overfladisk behandling både ved de administrative myndigheder og domstolene:
I en dom fra Østre Landsret (afd. 6. B-1718-09) anmodede en advokat om, at der skulle afsættes 4 timer til sagen, som vedrørte tvangsfjernelse af et barn. Han ville blandt andet afhøre det anbragte barn. Derudover ønskede han enten en afhøring af sagsbehandleren eller en skriftlig redegørelse fra denne. Dette protesterede Kammeradvokaten imod.
Landsretten bemærkede hertil, at ”sædvanligt tidsforbrug i tvangsfjernelsessager er halvanden time, hvorfor en berammelse på to og en halv time må anses for fuldt tilstrækkeligt.”
Det blev bestemt, at barnet ikke skulle afgive forklaring. Landsretten begrundede dette med, at ”domstolene foretager en legalitetsprøvelse af Ankestyrelsens afgørelse”. Landsretten afskar også advokatens øvrige begæringer om bevisførelse. Landsretten udtalte herom: ”Der er ikke fremkommet oplysninger, som giver retten grundlag for at indkalde vidner eller indhente en erklæring fra den pågældende”.
Denne afgørelse har fået præcedens i dansk ret. Derfor bliver der i praksis aldrig ført vidner i børnefjernelsessager, og sagerne køres oftest igennem ved domstolene på under en time.
Det hænger sammen med, at domstolene alene foretager en såkaldt legalitetsprøvelse – dvs. en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens kompetence mv – og således ikke tager stilling til, om tvangsfjernelsen overhovedet er rimelig.
Der bliver således ikke ved retten taget stilling til, om det er hensigtsmæssigt eller bedst for barnet, at barnet skal være tvangsanbragt. En advokat, der skal procedere i en anbringelsessag, skal altså ikke sige, at det er bedre, at barnet kommer hjem, fordi….
Her skal i stedet blot procederes på, at kommunen ikke har hjemmel til anbringelsen. Domstolsprøvelsen bliver af de anførte grunde oftest irrelevant, idet der reelt ikke sker en prøvelse ved domstolene af, hvorvidt tvangsfjernelsen er hensigtsmæssig eller ikke.
Betragtningerne ovenfor kan virke meget teoretiske. Det har imidlertid meget stor betydning, om det i anbringelsessager kun kan prøves, om dommeren er dommer, og loven er ”lovlig”, eller om der i stedet prøves, om sagsbehandleren har truffet en fornuftig og god beslutning.
Det er de forhold, som fører til, at dommeren i Landsretsafgørelsen citeret ovenfor ikke finder det er nødvendig, at der skal foretages afhøringer af barnet eller af sagsbehandleren – dommeren skal kun undersøge om Ankestyrelsen har truffet en legal beslutning.
Intet samarbejde med borger og advokat
Retssikkerhedslovens § 69, der giver Ankestyrelsen mandat til at “efterprøve retlige spørgsmål”, og Landsretsafgørelsen omtalt ovenfor har – desværre – påvirket behandlingen af børnefjernelsessager i alle instanser i anbringelsessager: Når kommunerne vil anbringe et barn, er det kommunen, der træffer afgørelsen.
Hvis borgerne ikke er enige i denne beslutning, skal sagen forelægges for Børn og Unge-udvalget. Her er det nogle medlemmer fra byrådet, der får sagen præsenteret, og som skal godkende beslutningen.
I børnefjernelsessager har borgeren ligesom i andre sager ved offentlige myndigheder lov til at tage en advokat med til møder ved kommunen og ankestyrelsen.
Ankestyrelsen har de senere år nægtet at aftale tidspunktet for møder med borgeren eller dennes advokat. Møderne gennemføres uden hensyn til, om borgeren eller dennes advokat har mulighed for at være til stede. Er borgeren – eller advokaten – forhindret i at møde for eksempel på grund af sygdom, eller berammelse af andre møder, gennemføres mødet alligevel.
Denne usædvanlige praksis følges ikke af andre myndigheder som for eksempel SKAT eller domstolene, hvor møder aftales med borgerens advokat.
Praksis udhuler princippet om frit advokatvalg, der gælder de fleste steder i verden, idet borgere i børnefjernelsessager tvinges til at vælge en advokat, der har så god plads i sin kalender, at advokaten med meget kort varsel kan indtræde i sagen.
Praksis med ikke at beramme med advokaterne, bliver i stort omfang ligeledes også fulgt i børn- og ungeudvalgene.
Da kommunerne i stigende grad pålægger borgerne selv at betale for advokatens rejse, og da de færreste forældre til tvangsfjernede børn har mulighed for selv at betale advokatens rejse, indsnævres advokatvalget yderligere.
Ingen vidner – og psykologiske vurderinger pr. langdistance
Under sagens forberedelse ved kommunen eller ankestyrelsen fremsendes sagens akter normalt så sent til borgerens advokat, at advokaten i praksis ikke får mulighed for at begære yderligere undersøgelser eller yderligere oplysninger for eksempel fra kommunen.
Advokaten har ikke mulighed for at indkalde vidner til mødet og forældrenes advokat har ikke mulighed for at stille barnet spørgsmål. De sagsakter, der tilgår sagen, er de akter kommunen vælger at fremlægge for udvalget.
Der er således ikke tale om samtlige sagsakter. Det er flere gange set, at kommuner får udarbejdet psykolograpporter på baggrund af sagsakter, som forvaltningen egenhændigt sender til en psykolog.
Denne psykolog har ingen kontakt til forældrene, og forældrene informeres ikke før rapporten fremlægges op til mødet. Psykolograpporter er i høj grad bestemmende for, om et barn skal anbringes eller hjemgives.
Ankestyrelsens prøvelse af beslutningen om anbringelse af børn, om afbrydelse af kontakt mellem forældre og børn eller beslutningen om at forsøg på hjemgivelse (videreførte anbringelser) konstaterer jævnligt alvorlige fejl i kommunernes afgørelser. I september 2014 har Ankestyrelsen offentliggjort en rapport, som viser, at loven ikke blev overholdt i 39% af en række sager behandlet ved kommunerne, som Ankestyrelsen havde undersøgt; enkelte kommuner har haft fejlprocenter på over 80.
Ankestyrelsen nøjes sædvanligvis med at rejse kritik, men en sådan medfører kritik men ikke ugyldighed af afgørelsen. Opretholdelse af anbringelse videreføres på trods af ofte meget alvorlige fejl.
Hvis borgerne ønsker at gå videre med sagen, skal den indbringes for byretten. Her er det alene Ankestyrelsens afgørelse, der er til prøvelse, dermed er det alene den retlige afgørelse der prøves. Byrettens afgørelse vil fremover normalt ikke kunne ankes.
Hvem tager ansvaret?
På den ene side er det vigtigt at beskytte børn mod overgreb fra forældre, der ikke kan tage vare på børnene. På den anden side er det mindst lige så vigtigt ikke at anbringe børn, uden der er god grund til det. SFI har i flere undersøgelser påvist, at en anbringelse ikke er løsningen på et problem, kun starten på det.
Anbragte børn har som voksne en dårligere skoleuddannelse, flere psykiske problemer og mindre kontakt til deres familier end personer, der ikke har været anbragt uden for hjemmet i deres barndom. Det kræver i det hele taget en rigtig god psyke at tåle at blive anbragt.
Retsgarantier er en sikring, for at vi træffer den rigtige afgørelse. Det kan være dyrt at få prøvet en sag i flere instanser. Det kan være besværligt at høre dem, der har en anden mening.
Det kan være tidskrævende at få en sag oplyst, så alle aspekter kommer frem. Men en så stor beslutning, som det er at tage et barn væk fra dets familie og placere det i kommunalt regi, vil, hvis vi træffer en forkert beslutning, komme til at koste meget mere.
Derfor mener jeg, at det er særdeles kritisk, at man samtidig med at acceptere en meget høj fejlprocent i anbringelsessager vælger at begrænse prøvelsesretten indenfor anbringelsesområdet.
